tirsdag den 10. oktober 2017

Hannah: Genbrugskjole af gamle jeans


Da jeg så DR's 'Fra yt til nyt' med en kvinde i Århus, som lavede kjoler til voksne af genbrugsjeans, fik jeg ideen til at lave en enkel pigekjole af gamle jeans.

Jeg ledte forgæves efter blødslidte jeans i genbrugsforretninger - jeg syntes ikke, stoffet skulle være alt for stift. Projektet blev reddet af min søster, som leverede 9 par godt brugte jeans.

Jeg er nødt til at have et mønster, jeg aner nemlig ingenting om tilskæring, så jeg fandt et Minikrea 50010 og valgte EASY-modellen. 

Jeg har brugt:
- Et kjolemønster
- 3 par slidte jeans (helst ikke med smalle ben, for så kræver det nok flere par og mere arbejde)
- Nogle Color Snaps
- Sytråd

Der var meget arbejde med at sprætte jeansbukseben op og sprætte lommer af. Det var desuden dumt at vælge en lomme, som var nittet på foroven - men det gjorde jeg.

Mit princip var, at ærmer og lomme skulle være fra det samme par jeans. Så jeg lagde ærmemønsteret på forneden på jeans'ene og klippede dem. Det var det nemme.

Jeg syede dele af de opsprættede bukseben sammen til et passende stykke stof til hele kjolens krop. Jeg var opmærksom på at samle stoffet, så det blev uensartet men heller ikke totalt blandet.

Jeg har zig-zagget alle delene godt, fordi nogle af bukserne trævlede meget. Det giver også et pænt og ensartet udtryk på bagsiden.Ydermere har jeg kantstukket alle sammensyningerne i stofstykket, for at de forskellige stoffer ikke skulle rulle på mærkelige måder på den færdige kjole.


Jeg lagde mønsterdelene til kjolens for- og bagstykke på det stykke stof, jeg havde lavet, og resten af arbejdet var som at sy enhver anden kjole.

Jeg brugte den afsprættede baglomme fra jeansene til forlomme på kjolen. Men fordi jeg havde valgt en lomme, som oprindeligt var nittet, var der et lille hul i hver side for oven på lommen.
Jeg syntes, det kunne være fint (og en lidt sjov fortolkning af jeansstilen) at sætte et par kulørte plastiknitter (Colar Snaps) på i hullerne. Jeg ville gerne have, at nitterne skulle gå igennem både kjole og lommer - ligesom på jeans - og dermed forstærke lommens påsyning, men det var mine Color Snaps ikke lange nok til. Så efter nogle forsøg, måtte jeg lave en feberredning. Nu går nitterne kun igennem stoffet på selve lommen og det var faktisk svært at få dem til at sidde fast alligevel. 
En anden gang vil jeg overveje evt. at sy et par små kulørte knapper på i stedet for.

I stedet for at sætte mit "handmade by Hannah"-mærke et diskret sted, som jeg plejer, valgte jeg at lege med jeansudtrykket. Jeans har jo ofte mærket siddende synligt bagpå, så jeg satte mit mærke på i en overgang mellem to stoffer på bagsiden af kjolen.

Det har været sjovt at lave denne kjole, men det har ikke været uden overraskelser og forhindringer. Men de erfaringer har jeg så glæde af næste gang. For der bliver sandsynligvis en næste gang snart. Jeg planlægger nemlig at lave en genbrugskjole til mit barnebarn også. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar