tirsdag den 19. august 2014

Indkøbspose med sol

Nu har jeg igen stjålet et design fra nogen andre. Denne gang var det fordi, jeg så en flot, flot, flot pose i den vuggestue, hvor jeg arbejder. Jeg tror, en af forældrene har syet den til deres barn. Jeg sætter ikke billede ind af originalposen, selvom den fortjener det, så I må bare tro mig, når jeg skriver: Den er mega flot og min ligner temmelig meget, men er ikke helt magen til.

Jeg er vild med kombinationen af brun, gul og blød lyserød-lilla. Måske var det derfor, jeg faldt for posen, så snart jeg så den. Men nej, det er ikke kun derfor - selve solmønsteret er også bare så flot! Jeg elsker de dér krøllede solstråler. Jeg elskede ikke at applikere dem på, det var noget bøvl. Men skide være med det, det er én gang og så kan jeg nyde posen i årevis!

Bemærk venligst at der er foer i. Det plejer jeg ikke at lave. Foer betyder selvfølgelig, at posen fylder noget mere i sig selv, når man lige ruller den sammen og putter den i tasken, så man kan handle på vej hjem fra arbejde. Men i virkeligheden er det vist bare dovenskab, at jeg ikke tidligere har sat foer i. Og det er dumt, for det er så flot! Og ikke spor svært! Faktisk gør det det meget lettere i forhold til kant og påsætning af hank og den eneste ydre søm er gemt i bunden af foeret, så det er der ingen, der ser. Lækkert!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar