tirsdag den 5. august 2014

Skuldertaske med god plads

Som regel laver jeg småting i gummi-materiale: Punge, penalhuse og toilettasker. Men jeg fik lyst til at kaste mig ud i nogle større projekter - jeg har nogle ret store slanger, som, jeg tror, er fra traktorer eller andre landbrugsmaskiner med kæmpedæk. De store slanger giver mig mulighed for at lave større ting. De er til gengæld også noget tykkere og mere stift i materialet.
Ulempen er dog, at gummi er tungt materiale - især det kraftige gummi, som de store slanger er lavet af. Så tasken er helvedes tung i sig selv og det bliver næsten uoverskueligt, hvis man fylder den med ringbind og opslagsværker. Det er dog ikke værre end gode, gammeldags kernelædertasker, som mange folk inklusiv mig selv render rundt med, fordi de er flotte.


Tasken er lavet, så den kan bruges til skole-/arbejdstaske: Der er plads til en A4-mappe og en lille madpakke. Og jeg er meget stolt af min lille ekstralomme, så man slipper for den ellers obligatoriske roden rundt på bunden af tasken for at finde mobiltelefon, pung og nøgler. Jeg har også sat et spænde i cykelslange-remmen, så den kan forlænges eller forkortes.
Korsstingsbroderiet har jeg købt på genbrug.
Jeg gik bevidst efter stykker af slangen med flotte slidmønstre og ruststriber. Jeg synes, det giver flot dekoration. På remmen kan man også se informationer om cykelslangens størrelse mm. trykt på i lysegråt.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar