søndag den 24. august 2014

Strikkecamp på Årøsund Campingplads

Jeg er taget hjem for at besøge min mor, som tog mig med til strikkecamp på Årøsund Campingplads. Meget lille synderjysk sted. Det var måske 8-10 små boder i alt. Der var mange ting at se på, sjove folk at snakke med og inspiration at hente. Der var også masser af ting, som jeg personligt fandt meget grimme, men som stadig var imponerende detaljerede eller håndværksmæssigt flot lavet.
Der var også strikkecafé og på bordene stod der skåle eller store dåser, muligvis til skraldespande, og de var alle beklædt med strik.
Der var strikkede skilte ude ved vejen og pegede bilister og anden trafik i den rigtige retning.
Og der var strikkede velkomstskilte ved indgangen.


Der var en dame, der solgte knapper af ben, og hun fortalte, at hun selv havde samlet gevirerne til det i Lapland og båret dem spændt bag på rygsækken tilbage fra sin vandretur .
Der var en anden dame, som sad og spandt en jævn, tynd tråd på sin tornerose-spinderok i flot, mørkt, skinnende træ.
Og der var masser af garn- og mønstersalg og strikkede modeller, man kunne se på og lade sin inspirere af.


Der var en vildt kedelig babyvest i grå med vildt kedelige hvide knapper - og så den vildt fede detalje, at to af knapperne af syet på med blåt garn og én med rødt. Så lille bitte en detalje, så underspillet og netop derfor så genial.
Der var te og kaffe og kakao.
Og der var en stol, der var betrukket med strik, ikke kun på sædet, men hele stolen var betrukket også de tværgående pinde nede ved benene.


Der var damer der strikkede, damer der hæklede, damer der hakkede.
Der var flotte sweatre med islandsk inspireret bærestykke eller med oldemorfirkanter strikket ind i siden.
Og der var en stor parasol, hvor hele betrækket var strikket.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar