onsdag den 2. marts 2016

Strikkede karklude

Kender du Ragattack? Det er navnet på nogle super flotte karklude, som man kan købe på nettet. De er syet i genbrugsstof, så ud over at være flotte er de også miljøvenlige. Sejt. Sådan nogle kunne jeg også tænke mig at lave! Hvis du også føler dig nysgerrig og inspireret, kan du læse en lille artikel om det fra Politiken her.
Men jeg har ikke lige noget flot frotté liggende... Så i stedet kastede jeg mig ud i at strikke min egen karklud. Det er jo let nok, men helt ærligt også lidt kedeligt, så det bliver vist kun til disse to klude. Men så fik jeg da prøvet at strikke patentstrik, det har jeg længe tænkt på...
Jeg troede kun, man strikkede egne klude, fordi det er sjovt eller fedt. Men faktisk er kludene rigtigt lækre i brug - de er meget løsere i strikket end alle mine strikkede købeklude, hvilket gør dem dejligt bløde, så de er behagelige at bruge og lettere at vride og i det hele taget tørrer de hurtigere efter brug.



Opskrift på klud i patentstrik 

Pinde: 4,5 jumper eller rundpind (der strikkes frem og tilbage)
Garn: Hvad du nu har liggende i ren bomuld eller bomuld/bambus. Jeg har strikket med dobbelttråd, det afhænger af garnets tykkelse. Mit er 8/4, beregnet til pind 3.
Garnforbrug: 40 g
Karkludens mål: 23 cm bred. Jeg har lavet min kvadratisk, laver man den længere, går der selvfølgelig mere garn til
Obs: Da min klud kom i brug, skiftede den form - den blev meget bred og kort, så vil man have en, som er kvadratisk også efter at den bliver våd,  skal man lave den dobbelt så lang - og regne med det dobbelte garnforbrug

Hvis du vil lave kluden bredere  eller smallere, så skal du blot ændre maskeantallet med et lige antal masker.
  • Slå 40 m løst op
  • Strik 3 pinde ret
  • Strik kantmasker (1. m tages løst af, næste 2 samt pindens 3 sidste strikkes altid r - på hver eneste pind), de resterende m strikkes patent: *slå garnet om pinden, løft 1 m løst af med garnet foran m, næste m strikkes r*, gent fra * til * bortset fra kantmasker 
  • Næste pind strikkes der først kantmasker, derefter *slå garn om pind og løfte m løst af med garnet foran m som på forrige pind, næste 2 m bestående af en alm m og resultatet af at garnet blev slået om pinden strikkes sammen med 1 r-m*, gent fra * til * bortset fra kantmasker. 
  • Gentag sidste pind til din karklud har den ønskede længde
  • Strik 1 p r idet hveranden m fortsat strikker alm m og omslag sammen 
  • Strik 2 pinde alm r
  • Luk af  i r
  • Sy ender ind



Opskrift på klud med diagonalt ribmønster


Pinde: 4,5 jumper eller rundpind (der strikkes frem og tilbage)
Garn: Hvad du nu har liggende i ren bomuld eller bomuld/bambus. Jeg har strikket med dobbelttråd, det afhænger af garnets tykkelse. Mit er 8/4, beregnet til pind 3.
Garnforbrug: 40 g
Karkludens mål: 23 cm bred. Jeg har lavet min kvadratisk, laver man den længere, går der selvfølgelig mere garn til

Hvis du vil lave kluden større eller mindre, så skal du blot ændre maskeantallet med et antal masker, som går op med 4.
  • Slå 43 m løst op
  • Strik 3 pinde ret
  • På hver pind herefter strikkes  kantmasker: 1. m tages løst af, næste 2 samt pindens 3 sidste strikkes altid r - på hver eneste pind
  • 1. Pind:  *2 r, 2 vr*, gent fra * til * slut af med 1 r. Husk kantmasker
  • 2. Pind: som første 
  • 3. Pind: *2 vr*, 2 r, gent fra * til * slut af med 1 vr. Husk kantmasker
  • 4. Pind: som tredje pind
  • Gentag disse 4 pinde til din karklud har den ønskede længde
  • Strik 3 pinde r
  • Luk af i r
  • Sy ender ind


2 kommentarer:

  1. Hvor er de lækre - især den med diagonalt mønster, synes jeg. Jeg har også tænkt på at hækle nogen klude, men de bliver måske ikke ligeså dejligt bløde i brug - eller hvad tænker du?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har set hæklede karklude rundt omkring på nettet og tænkt det samme - at de må være mere stive. Men jeg har ingen erfaring med det, så det er kun gæt! Måske kan man godt få lækkert bløde, hæklede klude, hvis man hækler løst. Det må du afprøve det! Ellers er det virkelig let og hurtigt at strikke sådan nogle klude som mine, så det kunne du godt kaste dig ud i, hvis du gad, selvom du ikke er strikkefan :-)

      Slet