I går blev jeg færdig med min flotte, stribede hue af noget af garnet fra Færøerne. Ja, jeg troede, at den skulle være trefarvet. Det skulle den ikke, fortalte den mig undervejs. Så i stedet gemmer jeg det orange garnnøgle og resten af det gule til en anden hue. Jeg har nemlig idéer TO huer mere inde i hovedet.
Og jeg må skynde mig at gå i gang, inden en af idéerne forsvinder. Det fungerer nemlig ikke at skrive det ned. Har prøvet at lave en liste, men det dur ikke. Så snart jeg skriver mine idéer ned på en liste, forsvinder det sjove og spændende og bliver i stedet forvandlet til trælse to-do-ting i stil med gulvvask, lektielæsning og opvask (Jeg har faktisk en opvask stående, som venter på mig netop nu, suk!)
Derfor må jeg gå i gang (med huerne, ikke opvasken!) i en vældig fart... Det er lidt et problem, at det er slut med sommerferien. Så kan man ikke bare strikke hele dagen. Kan man mon få håndarbejdsorlov med fuld løn fra sit arbejde, hvis man har en god fagforening?
Nedenfor skriver jeg, hvordan jeg har lavet huen. På banderolen til garnet står der, at man skal bruge en pind 4½. Jeg har valgt at bruge 2½ og 3½. Det gør selvfølgelig huen temmelig stiv i det. Men der er to grunde til det.
For det første elsker jeg vindtætte huer. Jeg værdsætter derimod ikke, at man ofte får så helvedes ondt i ører og kranie, når der er frostgrader kombineret med blæsevejr. Jeg forbereder mig på en rigtig vinter, kan det nok fornemmes!
For det andet kan jeg godt lide huer, der sidder lidt løst om baghovedet, ligsom dagens flotte, stribede. Jeg gider ikke huer, der sidder stramt hele vejen rundt om kraniet, så man får total æggehoved-facon. Men til gengæld kan de der "løse" (eller hvad jeg skal kalde det, jeg ved ikke helt, hvad det rigtige ord er...?!?) huer godt blive ret slaskede og falde ned og hænge og dalre. Det elsker jeg HELLER ikke. Især ikke hvis det regner, så er det bare som at have en dyngvåd klud ned ad nakke og kinder - føj!
Besværlig, besværlig med alle de huekrav! Men så er det godt, jeg selv kan lave min hue netop, som jeg vil have den! Derfor har jeg lavet en lidt stiv hue til gengæld for at den holder formen og holder vinden forholdsvis godt ude.
I starten var huen lidt stram om panden, men bare ved at trække lidt med den og have den på under min 10 minutters selvportræt-i-strakt-arm-fotosession har den givet sig en smule og sidder nu rigtigt godt. Uld er ligsom med tøj fra H&M: Det giver sig i brug, så det skal ikke være for stort fra starten!
Hueopskrift:
Jeg har brugt 100 g trio-Naviagarn.
Efter ribben har jeg lavet striber: 3 lilla, 2 gule, gentag.
- Slå 100 m op på en 40 cm rundpind str. 3
- Strik 15 runder rib 2 r, 2 vr.
- Derefter skiftes til en rundpind 3½ og kun strikker kun r. Strik en enkelt runde.
- Hver anden runde tages 2 masker ud 4 gange jævnt fordelt på en runde. Der gøres således: Inddel dit strikketøj i 4 lige store dele (nu 4 x 25 m), brug strikkemarkører eller marker på anden måde. Første runde er der 25 m i hver del. Antallet af masker i runden og derfor antallet af masker i hver del ændrer sig efter hver udtagning. Jeg bruger første udtagningsrunde som eksempel i parenteserne: Strik en fjerdedel af en helt runde undtagen 1 masker (24 m), saml lænken imellem de to masker op (imellem 24. og 25. maske) og strik den snoet. Strik den sidste maske i den kvarte runde (25. maske) og saml lænken imellem de to masker op (imellem 25. og 26. maske) og strik den snoet. Herefter kommer din strikkemarkør og gør det samme med de andre 3 fjerdedel.
- Når du har 4 x 41 m (164 m i alt) på dit strikketøj, er du færdig med udtagning.
- Strik 15 runder uden noget pjat. Lad dine markører sidde i, så du fortsat markerer. Så kommer indtagningen til at sidde sammen sted som udtagningen. Det ser pænest ud.
- Hver anden runde strikkes 3 m sammen 4 gange jævnt fordelt på en runde. Det gøres således. Dit strikketøj er fortsat inddelt i 4 ligestore dele (nu 4 x 41 m).Antallet af masker i runden og derfor antallet af masker i hver del ændrer sig efter hver indtagning. Jeg bruger første udtagningsrunde som eksempel i parenteserne: Strik indtil du har 3 m tilbage før din markering af en kvart runde (38 m), tag en m (39. m) løst af, strik de to sidste masker sammen og .træk derefter den løse m over. Gør det samme med de andre 3 fjerdedel. Skift til strømpepinde, når det ikke længere kan være på rundpinden.
- Når du har 4 x 23 m (92 på en hel runde) tager du ind på samme måde men på hver runde.
- Når du har 4 x 4 m tilbage, kan du vælge bare at trække snoren igennem at lukke af. hvis du vil have tut fortsætter du en halv runde...
Det her er, hvad jeg mener med tut :-) |
- Når du har 6 m tilbage går du i gang med at lave tutten. I stedet for at strikke på strømpepinde rundt og rundt og rundt og bruge al tiden på at skifte pind (dumt!) strikker du nu på 2 strømpepinde. Strik en pind, og i stedet for at vende pinden, trækker du dine masker ned i den anden ende af pinden, fører snoren tilbage på vr-siden og strikker pinden en gang til. Sørg for at stramme godt til i første maske på hver pind. Strik til du synes tutten er lang nok. Træk snoen igennem, hæft ender og nyd din hue!
Hvis du gerne vil strikke huen, men noget i opskriften ikke giver mening - uanset om det er, fordi jeg har skrevet noget vrøvl eller om du bare ikke forstår det, så skriv endelig en kommentar.
Fed hue, Anna,- og mindst lige så fed forklaring på, hvorfor den absolut måtte være netop sådan.
SvarSletHannah