mandag den 1. september 2014

Zig-zag-tæppe, endelig færdigt!!!

Jeg er endelig blevet færdig med mit tæppe. Det er blevet så flot, hvis jeg selv skal sige det. Og der er noget meget tilfredsstillende over at blive færdig med noget, jeg har været i gang med i cirka halvandet år.

Mit tæppe er lavet af garnrester. Jeg synes, det er noget af det, der gør det så flot - det er helt enkelt i mønsteret, der bare gentages igen og igen uden ændringer. Til gengæld ændres struktur og farve og tykkelse og farvesammensætning for hvert farveskift. Det er alt muligt forskelligt garn, jeg lige havde liggende: Uld, akryl, langhåret, stramt vundet, etc. Garnet er også forskelligt i tykkelsen, jeg har bare gået efter min fornemmelse, men jeg vil tro, at der er garn i tykkelse til imellem pind 3 til 5,5. Og når jeg havde noget, der var tyndere, lagde jeg det bare dobbelt.









Omtrentlig opskrift:

Mit tæppe er ca. 130 x 200 cm. Bredden varierer dog noget alt efter garntykkelse og hæklenål. Jeg brugte nemlig nål 5 i starten, men den blev på et tidspunkt skiftet ud med en 4,5, hvilket jeg først opdagede næsten en hel meter tæppe senere...
Hæklenår 4,5.
Jeg har brugt ca. 1,8 kg garnrester.
Jeg slog 239 m op + 3 lm til at vende med. Fordi det skal passe med mønsteret, kan man ikke bare slå et helt tilfældigt antal masker op. Regn et passende antal ud med denne ligning: X x 12 + 11, hvis du vil have et bredere eller smallere tæppe. Mit tæppe svarer til udregningen 19 x 12 + 11 = 239.
  • Slå 239 m op (eller et andet antal masker, som passer i ligningen)
  • Vend med 3 lm og lav 4 stgm (ink. de 3 lm)
  • Herefter hækles 3 stgm sammen således at du hækler én stgm men venter med sidste gennemtræk (der er 2 løkker på din hæklenål), lav næste stgm med vent med sidste gennemtræk (der er nu 3 løkker på sin hæklenål) og lav sidste stgm og vent med sidste gennetræk (der er 4 løkker på din hæklenål). Først herefter slås snoren om og du trækker igennem alle 4 løkker på én gang. Dette bliver til en ned-ad-zig-zag.
  • Lav 4 stgm
  • Hækl 3 stgm i samme m. Dette bliver til en op-ad-zig-zag.
  • Gentag således række ud: *4 stgm, 3 stgm hæklet sammen, 4 stgm, 3 stgm i samme m*
  • Vend med 3 lm og lav endnu en stgm i den samme m. Lav yderligere 4 stgm. Fortsæt mønsteret: 3 stgm hæklet sammen, 4 stgm, 3 stgm i samme m, 4 stgm*. Slut af med 2 stgm i samme m.
  • Fortsæt og fortsæt og fortsæt til tæppet er færdigt!
Tricks:
  • Lav altid 2 stgm i første og sidste m (ved start erstattes den ene med 3 lm)
  • Start alle runder med 4 stgm og derefter 3 stgm hæklet sammen
  • Slut alle runder med 3 stgm hæklet sammen og derefter 4 stgm
  • Det skal gå op i hver runde, ellers er der gået noget galt!
  • Op og ned-zigzaggerne skal ligge lige over hinanden. Det er let at sikre sig ved at tjekke, at de 3 stgm i samme m altid bliver hæklet i den midterste af de 3 stgm i samme maske fra rækken under.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar