onsdag den 22. marts 2017

Hannah: Lille taske med genbrugsbroderi

Igennem nogen tid har jeg samlet gamle broderier, købt dem i genbrug eller fået dem foræret.
Jeg har i virkeligheden ret sjældent brugt dem. Ideen er, at de skal sys ind i tasker og punge eller bruges som dekorative detaljer på jakker m.m.

Men nu har jeg lavet denne lille taske/pung.



Teknikken har jeg taget fra en bog, jeg fik af Anna til min fødselsdag: 'Moderne genbrug' af Tina Benfeldt Levring.
Det er nemt og det bliver pænt,- men måske ikke helt så pænt, som når jeg syr et foer i bagefter. Men det er, på den anden side, ret besværligt.

Broderiet er en gammel juleserviet, måske en julebakkeserviet.
Hvis man kigger godt efter, så kan man ane resten af nogle flettede julehjerter i siderne, men da jeg har klippet det meste væk, ser det bare ud som flere røde bær.

Foret er et stykke stof, som engang har været et par tynde sommerbukser, som jeg købte for 20 kr men aldrig har brugt.

Jeg har brugt et stykke yderstof på ca. 36 x 24 cm og et tilsvarende stykke foerstof.
Desuden en lynlås på 25 cm.
Som det allerførste syede jeg broderiet på yderstoffet. Dernæst fulgte jeg instruktionen i ovenstående bog på side 14-18.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar