Viser opslag med etiketten kagepynt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kagepynt. Vis alle opslag

tirsdag den 11. august 2015

Dinosaurus-kage



I lørdags holdt jeg en dejlig halvårs-fødselsdagsfest for mine venner. Jeg havde længe tænkt over, hvaffor en flot kage, jeg ville lave i år og bestemte mig til sidst til en dinosaurus-kage. Jeg har nemlig været i biografen (2 gange!) for at se Jurassic World og jeg synes, den er FED.
Kagen er lavet ud fra en kringle-opskrift, jeg har fået af min svigermor. Den er lækker og god til alle mulige, mærkelige kager i facon. Det var også den opskrift, jeg brugte til Cirkeline-kagen for nogle år siden.
Da jeg formede dejen, gjorde jeg mig en temmelig umage med at sammenligne med et billede af en tyranosaurus rex. Men da kagen først var hævet og derefter hævede yderligere under bagningen, var der ikke så meget autenticitet tilbage, så jeg besluttede at tage mig lidt friheder mht. pyntningen.
Skulle nogen undre sig, så er den røde klat i hjørnet naturligvis en blodig klump kød, som den drabelige T-rex er ved at fortære.



mandag den 22. september 2014

Minilagkager

I weekenden holdt jeg specialeafleveringskagehygge for mine venner, som spurgte, om der ikke snart kommer et nyt indlæg på bloggen. Det gør der af forskellige grunde ikke sådan liiiige med det første... Så de foreslog mig at lave et indlæg om kagerne til festen. Det kommer her....


Konceptet er enkelt: Med et drikkeglas og en hjerteformet småkageform skar jeg og min veninde, som hjalp til, lagkagebunde (købte - overvejede at bage dem selv, men blev så overmandet af realitetssans samt det faktum at det ville kræve en del små springforme, som jeg ikke have) ud til små lagkagebunde.

Jeg havde på forhånd købt alt det lagkage-agtige, som Fakta havde: Flødeboller, frosne bær, bananer, kagecreme (også det havde jeg tænkt mig at lave selv, men Fakta havde ingen Maizena-mel, der var 2½ time til gæsterne kom og vi havde netop opdaget et særdeles utæt vandrør i vores køkken, så jeg blev enig med mig selv om, at det ikke skulle være i år), makroner, skumfiduser, piskefløde, etc.

Og så gik min veninde og jeg kage-amok i mit køkken...


Vi kogte lækkert rabarber-jordbær-halløj (rabarber, jordbær, sukker på gefühl koges godt ud ved lav varme. Tilføj evt. lidt mel til sidste for at jævne)

Vi lavede skumfidus-creme (smelt skumfiduser i en gryde ved svag varme med en ganske lille smule mælk. Rør tit. Når de er blevet bløde, tages de af varmen, pisk lidt æggehvide (1-3 hvider alt efter mængden af skumfiduser...) med en lille sjat sukker. Rør derefter æggemassen i de smeltede skumfiduser. Det er noget klistret stads. Hvis det stivner så meget, at det ikke er til at have med at gøre, før man får placeret det, hvor man vil, fx på kagen, så varm det forsigtigt op igen)

Vi piskede fløde.
Vi mosede flødeboller.
Vi knuste makroner.
Vi rørte kagecreme.
Vi dryssede lakridspulver.
Vi lavede 13 små, fine lagkager. Lige som vi havde lyst. Alle forskellige! Og så pyntede vi dem med flødeskum og kageglimmer og kagepynt og frugt.



Jeg tænker, at det kunne være sjovt at gøre det samme igen en anden gang, men så selv lade gæsterne samle og pynte deres lagkager. Bare gøre nogle små lagkagebunde og alt fyldet og pyntet klar og så lave lagkageworkshop. Det bliver næste år. Måske.

søndag den 14. juli 2013

Rent og skært pral! 2 (ikke just)


Novra, et øh... gult flødeskumsbjerg?


Fredriks gule bus
Okay. Min totalt fede halvårsfødselsdagskageide mislykkedes lidt. Det skulle have været en gul bus. Det blev måske mest en mærkværdighed. Men jeg vil gerne sige til mig forsvar, at det er pokkers svært at lave en gul bus ud af en lagkage! Til gengæld smagte den godt. Med rabarber og friske jordbær, kagecreme og (gult) flødeskum.
Idéen med den gule bus var selvf. at udleve min Fredrik med Bilen-fantasi, som jeg ellers opgav, da jeg ikke orkede at hækle dukker nok til at lave hele børnebogsuniverset.
Det overordnede tema ved kage-planlægningen lykkedes dog, hvis jeg selv skal sige det. Men hjælp fra en veninde fik vi lavet nogle skønne muffins dekoreret som gule kinesere, røde indianere, brune arabere og sydhavsø-beboere, hvide danskere (eller europæere eller hvad man nu vil sige - det defineres ikke nærmere i bogen) og sorte folk fra Afrika.

Der er gule - ja, det passer
Fredrik har jo set dem.
Der er sorte - ja, det passer

"Selv om Fredrik selv er hvid
ved han nu det passer,
at der er kulørte børn,
der er akkurat som Fredrik,
kun i andre farver"

Bussen kom OVERHOVEDET ikke op på siden af mine tidligere kagekreationer, men jeg synes, nogen af muffinsene blev virkeligt vidunderlige! Og grim bus eller ej. Da jeg først (med lidt fornærmet stemme) havde sagt til gæsterne, at det ikke var en lysegul racerbil med altså faktisk en bus, var der straks en, der kunne se, at det var bussen fra Fredrik med Bilen.

P.S. "muffinsene" - det ord ser skørt ud. Tænk at det virkelig bøjes sådan. Jeg har slået det op!!!

fredag den 5. juli 2013

Rent og skært pral!

Nu har jeg snart halvårsfødselsdag igen. Det var super hyggeligt sidste år – hvad skal man med fødselsdag i kolde, grå og dumme januar, når man (også) kan holde halvårsfødselsdag i juli med solskin, havefest og skattejagt.
Desuden, hvornår er kage, hygge og skattejagt ikke på sin plads!?!

Og se lige billedet fra sidste år med flagranker (hjemmelavede, selvf.!) i æbletræerne. Ser da flot ud!

Nå, det her indlæg er 100 % pral. Kagepral. Så lad mig komme til sagen. Se lige de sidste års kagekone-kreationer (fedt ord, ikke? Helt Halfdan Rasmussensk)! Er de ikke fede?!? 


Så nu føler jeg mig lidt presset - kun af mig selv, selvf.! Hvordan skal jeg kunne lave en lige så vidunderlig kager i år?!! Jeg har en plan, men jeg afslører ikke noget. Endnu.