Viser opslag med etiketten toilettaske. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten toilettaske. Vis alle opslag

tirsdag den 8. juli 2014

Toilettaske med flamingoer

Som skrevet så gjort...

Jeg synes, den er blevet fin. Det er det samme grunddesign til toilettasker, jeg gentager igen og igen med små variationer - især forskelligt foer og forskellige broderede mønstre. Jeg er begyndt at tænke, om det er lidt kedelig. Jeg kan bare virkelig godt lide den her form, den er funktionel og pæn, synes jeg. Jeg må lige tænke over, om jeg kan finde på andre gode måder at lave toilettasker i gummi.


mandag den 16. september 2013

Husk gummi

Så er der gang i noget krea igen! (Jeg ved ikke, hvad der skete for passivformen - som om kreaprojekterne laver sig selv. Ligsom den dér scene i Disneys Sværdet i Stenen, hvor opvasken tager sig selv. Det kunne være fedt nok med opvasken, men lidt ærgerligt med kreaprojekterne - så ryger pointen ved hobbyen ligsom). Men det er ikke vise-klart endnu, jeg skal lige i Panduro-hobby i morgen og købe ind (det er noget med Hama-perler, hurra!) og så er der også lige en masse "rigtigt" arbejde, der skal passes, men så kreaer jeg videre med fuld fart...

Men jeg kom jo til at lave et snyde-indlæg for at vise den obskure gulerod... Så jeg må hellere lave et rigtigt krea-indlæg. Og for at det kan lade sig gøre, må jeg ty til at vise ting frem, som jeg har lavet tidligere. Heldigvis er der nok fantastiske ting at tage af! :-)
Sommerfugle-toilettaske med foer
Sommerfugle-toilettaskens bagside
Jeg vil gerne vise nogle af de gummislangeprodukter, som jeg (i modsætning til min flotte toilettaske) selv har lavet korssting direkte på. Det giver et helt andet udtryk, det er noget mindre kitsch-agtigt. Men det har stadig kontrasten imellem det rå materiale og det friske eller yndige (alt efter motiv og farvevalg) korssting. Jeg har lavet mange, mange gummiting. Nogle få ting er blevet højst bizarre og temmelig rædselsfulde. Men de fleste er drønflotte. Jeg præsenterer: Produktionen fra de uger hvor jeg ikke kunne holde op med at lave toilettasker.

Muffins-toilettaske med foer
Jeg kan godt lide den trekantede form. Hmm, den er vel egentlig trapez-formet, hvis det skal være helt rigtigt. Men jeg håber, det giver mening. Ud over at formen får tasken til at stå ret godt, når den er fyldt med toiletsager, så fungerer det også godt til materialet. Et hjul - og derfor en slange fra inden i et hjul - er jo rundt. Så når man klipper et stykke ud, passer det ligsom med formen og gummiets fald at lave dem trekantede. Desuden... Er der ikke bare for mange firkantede ting i verden i forvejen!??

Jeg har stort set brugt det samme trekantede design til alle tre toilettasker. Det sjove var nemlig at lave broderierne. Men det er også det hårde - manner, jeg havde ømme hænder! Man kan nemlig ikke bare sådan sy (pænt) i sådan noget tykt gummi. Så man skal sidde med en hultang og lave alle hullerne først. Også alle hullerne til korsstingsbroderiet! Og det er et fandens bøvl at få markeret og klippet rigtigt, så man laver præcis de rigtige huller og ikke nogle andre! Men når det lykkes, ser det da fedt ud! Og nogen gange er det ikke lykkedes og så har jeg lavet en mærkelig nødløsning. Derfor er den ene sommerfugl anderledes end de andre (jeg er dog ikke sikker på, at man kan se det på billedet). Det var helt ærligt ikke, fordi jeg syntes, sommerfuglene skulle variere i formen, men fordi jeg ikke var parat til at smide hele projektet ud, da jeg kom til at lave et hul et helt forkert sted.
Uden foer, så broderiet kan ses på indersiden
Lille ugle-toilettaske
Det giver et flot finish at sætte foer i og tilfører ekstra farve og mønster (hvilket altid er godt).
Men jeg faktisk også synes, der er noget fedt ved ikke at gøre det og lade broderiets bagside være synligt inden i tasken. Jeg er dog lidt bekymret for, om man nemt kommer til at trække i nogle af trådene eller slide dem over, når man bruger tasken og mange gange skal trække spidse neglefile eller andre aggressive instrumenter op af tasken.

lørdag den 10. august 2013

Min flotte toilettaske af gummi

Jeg går lige og pakker til ferie, og da jeg så fandt min toilettaske frem, fik jeg lyst til at fremvise mit mestestykke.
En periode arbejdede jeg rigtig meget i brugt gummi, altså bil-, traktor-, knaldert- eller cykelslanger. Eller andre køretøjer, der bruger slanger. Jeg har lavet mange forskellige ting, men min toilettaske er den, jeg er allermest glad for.

Jeg får gummislangerne ved sådan et sted, der skifter dæk og slanger på køretøjer. Jeg kan bare gå om bagved og trække de slanger, jeg vil, op af containeren. Det lugter temmelig dårligt af motorolie og hvad-ved-jeg, man bliver utroligt beskidt og det er helvedes tungt at transportere sådan en kæmpemæssig traktorslange hjem på cykel op ad bakke.

Men til gengæld er det et super fedt materiale at arbejde i. Det er ret nemt at sy i og giver et godt udtryk, synes jeg. Stor succesrate. Og det er ret sejt, at man kan lave flotte ting ud af noget, der ellers bare skulle smides ud!


Min toilettakse er er nok lavet af bil- eller motorcykelslange. Det er bare et gæt. Jeg finder jo bare slangerne og gætter ud fra størrelsen på, hvad de kommer fra. Slangerne varierer også i tykkelse og grovhed alt efter hvor store, de er.

Nå. Men jeg er blevet vild med korsstingsbroderi på mine gummislange-produkter. Jeg synes, at den kontrastfulde blandingen af det rå gummi og det mormor-agtige korsstingsbroderi er super fed.
I lang tid broderede jeg selv korssting direkte på gummi-tingene. Det ser også fedt ud og det er et fandens stort arbejde. Men jeg synes faktisk, det her er endnu fede: Jeg har simpelthen syet et udsnit af et korsstings-billede ind i gummiet. Det var helt ærligt også lidt vanskeligt, men det er blevet vildt fedt, synes jeg selv.

Jeg var rundt i mange forskellige genbrugsbutikker for at købe korssting og forelskede mig i et billede - med ramme og det hele - der bare bestod af aftenbønnen broderet. Min mor var først lidt forarget - da ikke en bøn! Men jeg synes netop det er at gå all in på kitsch-stilen. Jeg har stadig resten af den broderede bøn liggende, så jeg kan bruge det til noget skønt en anden gang.

Der er også lynlån og bomuldsfor - både af hensyn til finish men også for at min tandbørste ikke skal ligge lige op ad gummiet, som smager lidt mærkeligt, selv efter at det er blevet vasket grundigt, og som muligvis heller ikke er død-sundt.
Den store knap skjuler den grimme oversiden af magnetlåsen og bidrager med lidt ekstra kitsch.