søndag den 10. november 2013

Taske med (utæt) keddel

Nå. Og så er det ved at være tid til at lave julegaver, og dem tør jeg ikke lægge på bloggen. Tænk hvis modtagerne ser dem her!
Men jeg har lavet endnu en lille, ufornuftig taske. Endnu mere ufornuftig, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge den til. Og fordi det ikke er den første.
Men de er så fine! Og synes bøjlerne giver sådan et lækkert finish. Den er ikke umiddelbart en gave, så den kan jeg godt vise frem - den kan selvfølgelig blive givet væk i gave senere men den tid, den sorg.
Er det ikke fint med den lille tepotte? Det er noget, jeg købte i genbrug i går. De kaldte det en bakkerem eller noget i den retning. Måske er det meningen, at man skal have to og så bruge dem til at hænge en bakke op på væggen. Men der  var altså kun én. Og jeg skal ikke lige have min bakke hængende på væggen :-)
Men jeg var vild med tepotten. Eller måske er det egentlig en kobberkeddel. Jeg synes, den er lidt trylleeventyragtig. Måske er det fordi, jeg har hørt Harry Potter på lydbog, imens jeg lavede tasken. Forstiller mig at det er sådan en keddel, der har lagt navn til The Leaky Cauldron.
Jeg har købt bøjlen til tasken i Panduro-hobby. Jeg plejer købe dem i Stof & Stil. Den var meget billigere i Panduro, og den er flot matteret. Men jeg synes, den virker til at være i dårligere kvalitet. Den er blødere i metallet og mere slap i lukkemekanismen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar