lørdag den 1. marts 2014

Babysweater med og uden snyd

Jeg har strikket en sweater. Og denne gang er det ikke blog-snyd! Jeg har skam selv lavet opskriften!
Altså, jeg har ladet mig inspirere af samme opskrift, som jeg brugte til snyde-sweater-indlægget, men jeg har regnet den om: I stedet for at strikke den ovenfra, har jeg strikket den mere klassisk nedefra. Jeg har flyttet knapåbningen fra siden ind på midten og jeg har ændret rullekanterne til ribkanter.


Men så har jeg snydt for at slippe for at strikke de mange, lange, forhadte vrangpinde på bærestykket. Normalt ville jeg enten lide i stilhed eller vælge model, som havde så få vrangpinde som overhovedet muligt dvs. noget uden halsåbninger og den slags besværligt pjank.
Jeg er sædvanligvis stor fan af glatstrik-udseendet, men jeg så for nyligt en lille pige i en hjemmestrikket cardigan, som på samme måde som min sweater var lavet med glatstrik for neden og skiftevis ret- og vrangpinde på bærestykket. Eftersom den trøje var åben hele vejen ned, var det kun en visuel effekt. Det så faktisk rigtig fint ud, og så faldt det mig ind, at det var løsningen på mit sweaterbesvær.
For mig at se, er det de fire vrang-pinde før halsåbningen, der gør, at det ikke er åbenlyst, at det er en dovenskabsløsning. Ved at lave de fire, sølle vrangpinde introduceres ret-vrang-mønsteret inden halsåbningen, så det ser ud som et bevidst, æstetisk valg. Derved er det ikke bare et snyde-trick men faktisk en fiks detalje. Der tilfældigvis også gør trøjen lettere at strikke ;-)

Jeg har desuden hentet hjælp hos en opskrift fra Garnstudio, fordi mine ærmer blev for korte i forhold til, hvad jeg havde regnet med. Måske kom jeg bare til at strikke det for stramt, fordi jeg var ved at eksperimentere med en af de dér strømpe-mini-rundpinde på kun 24 cm fra spids til spids. (Det er lidt svært, kræver at man virkelig øver sig, fordi der ikke er plads til at holde fingrene som normalt.) Derfor måtte jeg lige tjekke et mønster ud på Garnstudio, fordi de har noget så fantastisk som diagrammer med centimetermål på deres opskrifter, så jeg kunne se, hvor langt et babyærme burde være i forhold til kroppen.

Jeg er ikke helt tilfreds med min raglan-indtagning og har derfor ændret den min opskrift (se neden for) ganske lidt i forhold til, hvordan jeg gjorde det til sweateren på billedet.

Opskrift

Sweater str. 6 mdr.
Strømpegarn til pind 2½-3. Jeg bruger Arwetta fra Filcolana, fordi det er flot, billigt, god kvalitet og kan vaskes ved 40 grader.
Den færdige sweater vejer ca. 90 g.
Brug pind 3, både 40 cm rundpind og strømpepinde.


Kroppen:
Slå 152 m op på rundpinden.
Strik 5 runder rib, 2 r, 2 vr.
18-19 cm glatstrik - her kan du lave flot mønster, hvis du synes!
Luk 6 m af til ærmegab i hver side, så der er lige mange masker for og bag.

Ærme:
Slå 36 m op på strikkepinde.
Strik 5 runder rib, 2 r, 2 vr.
Tag 4 m ud jævnt fordelt (40 m).
Strik 3 pinde.
Herefter: Tag 2 masker ud hver 6. runde således: tråden imellem første og anden maske i starten af runden strikkes drejet og næstesidste og sidste maske i runden strikkes på samme måde.
Gentag 8 gange indtil du har 56 masker.
Strik videre med glatstrik og uden udtagning indtil ærmet er 16 cm langt.
Luk 6 m af på ærmet samme sted på runden, hvor udtagningerne er foretager.
Sæt maskerne over på kroppens rundpind ved den ene ærmeåbning, marker overgangen imellem ærme og krop med strikkemarkører, strik det andet ærme og sæt derefter andet ærme over på kroppens rundpind ved den andet ærmeåbning, marker også her overgangen imellem ærme og krop med strikkemarkører.

Bærestykke:
Samlet er der nu 240 m på rundpinden.
Strik 2 runder.
Herfra strikkes der ikke længere glatstrikning i stedet strikkes hver anden pind vr.
Så starter raglan-indtagningen:
Hver anden runde tages der 8 masker ind: 2. og 3. maske før og efter hver strikkemarkør strikkes sammen med en r-maske, de to masker lige før og efter maskemarkørerne strikkes r.
Hver anden runde strikkes, så den ses som vr fra sweaterens retside BORTSET fra maskerne omkring indtagningen, som strikkes glat, så de 2 sidste maske før og efter strikkemarkøren i denne runde strikkes, så de fra retsiden ses som ret-masker.
Strik 8 runder således (heraf 4 med indtagning), skiftevis r og vr. Klip snoren.
Herefter skal man lave en halsåbning foran: Start næste runde midt på forstykket (her bliver halsåbningen). Herefter strikkes r frem og tilbage (derved bibeholdes ret-vrang-mønsteret på ret-siden) og vendes ved halsåbningen.
Fortsæt med indtagning på samme måde, indtil du i alt kun har 72 m tilbage.
Strik 5 rækker rib uden indtagninger: 2 r, 2 vr.
Luk af herefter.

Montering:
Op langs venstre side af halsåbningen og samles 24 m op.
Strik 3 pinde rib: 2 r, 2 vr.
Herefter skal du lave 4 knaphuller:
Strik imens du følger rib-mønsteret: 2 m, "slå om, 2 m drejet sammen, 4 m" = 1 knaphul. Fortsæt med at slå om og strikke de næste to sammen, derefter 4 m, indtil du har 4 knaphuller. Strik rækken færdig.
Strik en række tilbage.
Næste række strikkes i rib samtidig med at du lukker af.

Sy åbningen under begge ærmer sammen.

Sy ender ind og sy knapper i.

1 kommentar:

  1. Hvor er den blevet fin Anna, elsker de små figurer!

    SvarSlet