mandag den 21. april 2014

Madpakkeposer

Jeg har et større arsenal af  små poser. Originalt er de inspireret af min frugtpose fra børnehaven: Vi måtte selv male på den med stoffarve, kan jeg huske. Jeg tegnede nogle mennesker på en bro.
Jeg bruger dem til min madpakke: Det fylder mindre end en madkasse og det er mere miljøvenligt end at bruge plastikposer. Desuden er det hyggeligere og mere personligt.

Efterfølgende er jeg begyndt at bruge poserne til alt muligt. De er gode til små strikketøjer eller til at samle vigtige ting som tændstikker, pund og løbepomade, når jeg er på telttur.
Poserne er lette at sy og sjove, fordi der er muligheder for mange, små variationer: Applikationer, stoftryk, mønstret stof, etc. De er lette at sy selv hvis man er begynder.

Æbletrykkene er inspireret af et klip i Bullerfnis, hvor en gennemført sentresser-pædagog viser, hvordan man laver dem. Hun lever virkelig op til stereotyperne! Men uanset er trykkene rigtigt flotte! Jeg elsker ting med æblemønster: Sengetøj, kagedåser, stof etc. Jeg synes, det er enkelt og sødt uden at være vammelt-nuttet. Og jeg kan lide, at det er 60'er-agtigt.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar