fredag den 1. august 2014

Gæsteblogger: Gummitasker med broderi

Som lovet vil jeg gerne vise yderligere to af min mors hjemmelavede gummitasker frem. Hvor flotte de andre tasker end var i al deres enkelhed, så er jeg jo vild med farver og krimskrams, så dem, der kommer her, er lige mig. Igen har hun haft misundelsesværdig sans for detaljerne...

Hannah har ordet:

De to tasker med broderi er målt op med udgangspunkt i et A4 ark.
De har bund af lastbil/traktorslange, men siderne er lavet af cykelslange, for at være bløde.

Den ene er lavet med et stykke broderi jeg har købt i genbrug (et gammelt broderet billede, så vidt jeg husker) og den anden er et stykke frihånds maskinbroderi, jeg selv lavede på et kursus for et stykke tid siden. Tanken med det dengang var netop, at det muligvis skulle syes ind i noget gummiarbejde.
Begge disse tasker er også forede og det var forbavsende svært at få det til at passe i formen og størrelsen inden i tasken.
Begge taskerne er lukket med lynlås. Den ene har en delbar lynlås, hvilket jeg i begyndelsen troede var en ulempe.
Jeg syr foret i til allersidst, fordi jeg syr det fast i de sting, som jeg allerede har syet lynlåsen fast med.
I den proces måtte jeg erkende, at en delbar lynlås gør det meget nemmere at komme til i begge ender.
Taske nr. 3 (den med det røde maskinbroderi) har også for af sort babyfløjl med en kant af (hjemmelavet) skråbånd i rødt.






Taske nr. 4 (den med det gamle blomsterbroderi) har ternet grønt for og der er en lomme syet på foret.
Foret her er en gardinprøve i noget ret fast bomuldsstof og en anden gang, så ville jeg nok vælge noget blødere eller tyndere stof, så tror jeg det er nemmere at arbejde på plads i tasken.



Under alle omstændigheder, er jeg ret glad for mine tasker og stolt over, at få lov til at vise dem her.
Men nu tror jeg, der skal gå et stykke tid, inden jeg skal lave flere tasker. Bortset fra den skoletaske, jeg har haft sående i flere måneder, som bare mangler hank og lukke. Jeg vil egentlig gerne have den færdig, så jeg kan bruge den på arbejde efter ferien.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar