torsdag den 19. marts 2015

Messe-indkøb

I lørdags var jeg til håndarbejdsmesse i Midelfart. Der var nogle fine ting, men jeg kommer ikke hjem med tasken fyldt med idéer til nye projekter. Det er måske også godt nok, eftersom jeg jo stadig har en frugt-sweater liggende, som er meget langt fra færdigt...
Det lykkedes mig dog at finde et par nøgler grønt garn, som jeg tror, jeg kan bruge i sweateren for at få mere tydelige gulerodstoppe... Så nu kan jeg genoptage strikningen.

Derudover kom jeg selvfølgelig til at købe nogle ting til samlingen af garn og andre materialer... Min veninde og jeg pillede og kikkede på stort set alting og kom til at røre ved det lækre Englegarn i Tante Grøn. Farverne var så flotte! Klare og stærke uden at være skingre. Og garnet var blødt og lækkert. Der var ikke noget at gøre, jeg blev nødt til at købt nogle nøgler. Jeg finder nok en gang på noget at bruge det til! Og det samme gælder de to skønne næsehorns-knapper, som jeg bare ikke kunne efterlade...


Det var nogle flotte tæpper i hækling og tunesisk hækling, og jeg stod længe og pillede ved noget Kauni-garn, fordi jeg havde lyst til at købe ind til et tæppe. Men jeg skal selvfølgelig lade være! Jeg ved jo, hvordan det går - 10 cm inde i et tæppe, fortryder jeg mit kæmpeprojektet. De er bare så flotte, sådan nogle hjemmelavede tæpper. Og jeg drømmer om en gang at flytte til noget større end vores nuværende skotøjsæske-lejlighed og få plads til en sofa, som skal overdænges med bløde, varme, hjemmelavede tæpper.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar