fredag den 23. februar 2018

Hannah: Barnejakke med applikationer

Jeg har syet en lille barnejakke med applikationer a la 70'erne.


Mønsteret er fra Gynther og Solbjerg: 'Børnetøj du selv kan sy 0-4 år'.
Jeg har brugt et mønster til str. 1 år, men syet uden sømmerum. Min tanke var, at jakke skulle passe til ca. str. 9 mdr.
Opslagene på ærmerne kommer af, at det er min erfaring, at disse mønstre er ret lange i ærmerne, derfor er det smart at lave arbejdet med samlingen af for og jakke så pænt i ærmerne, at et opslag kan være en fiks detalje.

Applikationerne har jeg selv kreeret.
De er lavet med meget fri hånd, jeg har ikke brugt lineal eller nogen slags form.
Det er jo en jakke til et lille barn, så jeg syntes, at applikationerne gerne måtte være naivt barnlige. Jeg tænkte lidt på Ole Lund Kirkegaards tegninger til hans børnebøger.

Jakken er udelukkende lavet af rester af materialer, jeg havde liggende.



Jeg har brugt:
  • Et lille stykke sort jeansstof (ca. 60 cm.), som jeg havde til overs fra en nederdel, jeg engang lavede.
  • Flere smårester af det samme turkisblå råsilke, som har en lang historie. Det er til for.
  • Ca. 10 cm. anoraksnor af bomuld. Det er til trensen, som er knaphul.
  • En knap og en tryklås. Tryklåsen er til at holde det inderste forstykke på plads.
  • Diverse meget små rester af forskellige bomuldsstoffer og vliesofix til applikationerne.
  • Sort og tutkisblå tråd.


Arbejdsproces:

  • Først klippede jeg både yderjakke og foer.
  • Så syede jeg begge jakkerne.
  • Dernæst sad jeg længe og tegnede på papir og klippede ud, indtil jeg havde 4 huse, jeg kunne lide og syntes passede til jakkens størrelse og form.
  • Så fandt jeg stofrester frem i farver, der passede til foret. Jeg sad igen længe og prøvede mig frem ved at sammenholde stofrester med hus-dele og jakken/jakkens for.
  • Da jeg var tilfreds, strøg jeg vliesofix på de små stykker stof, jeg havde valgt og klippede husdelene ud.
  • Så placerede jeg hus-delene på yderjakken og strøg dem på. Så var jeg klar til at sy applikationerne på.
  • Endelig kunne jeg samle yderjakke og for.
  • Til sidst valgte jeg en knap og syede knap og tryklås i.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar