søndag den 1. juli 2018

Hannah: Farverig flagranke til udendørs brug


Jeg har i flere år haft nogle bedeflag hængende og pynte i min lidt kedelige forhave. Efterhånden var de helt falmede og lignede mest nogle små snavsede og forslidte klude.
Så fik jeg den ide, at jeg kunne lave en flagranke selv.
Jeg overvejede først at sy eller hækle en. Men Anna, som har lavet flere flagranker tidligere, kunne ikke anbefale det til udendørs brug. Så jeg besluttede at lave en af plastikposer. Jeg havde bare ingen plastikposer i flotte farver. Men så huskede jeg, at jeg har nogle rester af voksdug liggende.

Jeg brugte:

  1. Lidt karton til at lave en skabelon af
  2. Rester af billig voksdug
  3. Kontaktlim
  4. Jutesnor (eller anden snor, som kan holde til at hænge ude)
  5. Nogle kulørte træperler. Mine er 7-8 mm store og i forskellige farver.
  6. Tusch, saks, strygejern og klud.

Arbejdsproces:
  1. Først lavede jeg en skabelon. Jeg brugte 1 stykke karton i postkortstørrelse (ca. 10,5 x 15 cm).Jeg foldede det på midten på langs og tegnede en trekant fra kortets ydersider til folden forneden på kortet. Det gav en trekant med B: 10.5 cm og L: 15 cm.
  2. Jeg lavede en fold på ca. 16 cm i en af enderne på min voksdugs-rest og lagde den smalle side til folden og tegnede udenom trekanten med en tusch (i en passende farve).
  3. Jeg klippede trekanterne ud. Jeg fik hermed et antal dobbelte trekanter. 
  4. Jeg lavede konkret 6 røde, 5 orange og 4 lilla trekanter.
  5. Det lilla voksdug var noget krøllet, det var svær at arbejde i. Så jeg strøg det lidt. Jeg brugte lav varme og damp og lagde en frotteklud over, mens jeg strøg. Det skal gøres med forsigtighed
  6. Jeg klippede ca. 4,5 m jutesnor af og fra højre side trak jeg ca. 30 perler på og lod dem blive i højre side.
  7. Jeg begyndte ca. 80 cm inde på snoren, man skal jo også have et stykke til at binde med i begge ender.
  8. Derefter trak et par perler frem til venstre  og så satte jeg det første flag på. Så  hentede jeg et par perler mere og satte næste flag på osv. Jeg lod der være ca. 5 cm mellem flagene. 
  9. Så begyndte jeg at sætte flagene på snoren. Jeg foldede dem med den korte side om snoren og samlede dem med kontaktlim. Jeg lagde en tynd stribe lim langs alle kanter og en ekstra på midten. 
  10. Efter limning foldede jeg og glattede og trykkede lidt. Jeg gjorde en del for at få det til at ligge pænt, så kanterne passede og der hvor der alligevel stak lidt bagside frem, klippede jeg det til.
  11. I enderne lavede jeg et lille 'håndtag' ved at binde en knude et stykke inde på snoren.
  12. Efter en times tid med hyggeligt arbejde, kunne jeg gå ud og hænge min nye flotte flagranke op.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar