fredag den 22. marts 2019

Klar til vuggestue-start (og refleksion over kønsnormer og drenge- og pigefarver)

Da Ronja startede i vuggestue, syede jeg en pose til hende, som vi kunne have hendes ekstra-overtøj i: termotøj, regntøj, varme huer, vanter, solhatte osv. Den hænger stadig i hendes rum - nu i børnehave.
Om to måneders tid er det Halfdans tur, så han skal selvfølgelig også have sin helt egen pose med navn...



Til Ronja har jeg altid gjort mig umage med at hun hendes tøj, bogsamling og legetøjsbunke indeholder både klassisk pige- og drengelegetøj. Jeg tror på, at alle børn skal have lov at være både prinsesser og håndværkere. Og det provokerer mig, at så meget af det tøj, man kan købe i butikkerne, er ekstremt kønnet i stedet for at ramme et sted i midten. Især når børnene er små, er det vigtigt at præsentere dem for forskellige ting, så de kan finde ud af, hvad de godt selv kan lide.

Ronja har derfor masser af tøj i grønt og blåt. (Senest et par arvede bukser med camouflage-mønster i særdeles grumset grøn. Jeg hader dem, men Ronja er begejstret, så jeg holder mund.) Og da hun blev stor nok til at være interesseret i traktorer, fik hun både traktorbluse, -madkasse og -film. Det ser smukt ud sammen med tylskørt og glimmerneglelak. Man rummer vel lidt af det hele, hvis man ellers får lov!

Jeg er selvfølgelig med på at farver og motiver på tøjet ikke er det afgørende i en kønsdebat, men det er et symbol - og de har også værdi.

Problemet er, at jeg tydeligt kan mærke, at jeg har andre grænser for drenge. En pige i blåt og grønt er sej. En dreng i lyserødt og sart-lilla er ikke sej. Desværre. Det provokerer mig, at jeg har det sådan, men det har jeg!

Og det er et paradoks, for jeg ved jo godt, så længe man vælger bestemte farver og motiver til bestemte køn, er man selv med til at fastholde den opfattelse af, hvad der er normalt og rigtigt. Samtidig har jeg ikke lyst til at trække min søn i tøj, som jeg synes, er fælt og fesent til ham! Og endnu værre: Som jeg frygter vil gøre, at andre møder ham med modvilje.

Noget andet er, at der er ret mange nuancer af blå, som jeg ikke kan lide. Gråt og sort er forfærdeligt kedeligt. Og jeg synes, militær-grønt er desideret grimt. Jeg forstår ikke, hvorfor det meste drengetøj, man kan købe, er i grumsede farver med grumsede mønstre! Ligsom jeg ikke forstår alt det beige, lysegrå og pudderfarvede fløjfe-besatte tøj til piger - hvorfor skal det være så fesent og sart!?

Hvad er der nu i vejen med af græsgrønt, solgult, knaldorange og dybrødt, som altså dur til både drenge og piger, børn og voksne, krokodiller og næsehorn - basta!!! Måske er min smag bare lidt til en spraglet side :-)

Men jeg prøver at finde smuthuller for at snige til tøseri ind i Halfdans tøj og ting på en fed måde.

Hvad med et par blå bukser - med blomster? Hvad med en traktorbluse - i lyserød? Og nu også en blå, blomstret hval, som pruster hjerter ud af åndehullet. Et ganske lille, ydmygt opgør imod normerne. Men lidt har vel også ret.... Desuden kan jeg godt lide hvalen - og stoffet kommer fra et par slidte bukser!




Måske vil de begge insistere på kun at være iført muse- eller koksgråt tøj fra 4-års alderen i ren protest imod alle de pangfarver, de indtil da er blevet trukket i. Gys!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar