Viser opslag med etiketten Hama-perler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hama-perler. Vis alle opslag

mandag den 3. juni 2024

Nummer-skilte af perler

 Da mine børn startede i skole, fik vi at vide, at de skulle have 3 separate og nummererede madpakker med hver dag.

Der gik ikke mange dage, før det begyndte at genere mig, at jeg hver eneste dag skulle skrive de samme numre på en postit eller anden lille lap papir, som så skulle smides ud, når den kom hjem igen, krøller, fugtig og smurt let ind i makrel i tomat. 

Så jeg lavede i stedet nummerskilte i hama mini. Hvis ungerne lader være med at bide i dem eller trampe alt for meget på dem, kan de holde uendeligt. Ronja har gået i skole i over 2 år nu, og de første holder endnu, selvom de er trætte efterhånden. Den ene er blevet gnasket lidt rigeligt på, så nu har jeg netop lavet en ny. 




Nu har jeg jo pludselig to skolebørn, så derfor havde jeg anledning til at lave et ekstra sæt - og da vi i vinters læste de første 3 Harry Potter-bøger, har jeg lavet et sæt Harry Potter-skilte. Der er den I kan se her med det gyldne lyn, så er der en emd fordelingshatten og til sidste en med Hedvig, som bærer et lille brev med et 3-tal.


Når perlepladen er strøget, klipper jeg et hul med en hultang og monterer derefter skiltet på madpakkepose eller madkasse med en køkkenelastik trukket igennem hullet. Super simpelt. Og sjovt at lave. 

søndag den 9. april 2023

Forårs pynte fugle i haven

 


Jeg har set nogle meget fine glasfugle til at hænge i et vindue eller måske et træ i haven. 

Som jeg vist har skrevet før, så har jeg en meget kedelig forhave. 

Så sådan nogle fugle ville jeg gerne have til at pynte i mit æbletræ i forhaven indtil der kommer grønne blade på det.. 

Desværre koster de fra 250- 300 kr pr. stk. og der skal jo mere end en fugle til at pynte i mit æbletræ. 

For resten ville jeg også være bange for, at fugle af glas kunne gå i stykker i blæst og her blæser faktisk en del. 

Så da jeg arbejdede med perler og perleplader sammen med familien i Horsens- jeg lavede 2 næsehorn- så fik jeg den tanke, at jeg kunne lave nogle fugle til æbletræet. 

Da jeg kom hjem kiggede jeg på min beholdning af perler i passende farver og lavede 4 fugle med hvid grundfarve. 


Desværre bliver der i første omgang kun 4 fugle, så har jeg ikke flere perler i neutrale farver, som kan være grundfarve på fuglene. 

Jeg regner med at lave flere fugle, når jeg får købt nogle flere perler i neutrale farver. 

Men de 4 fugle hænger nu i mit æbletræ og ser fine ud, hvis jeg skal sige det selv. 





torsdag den 23. marts 2023

Påskepynt

 


Jeg har lavet påskepynt i de seneste dage. 

Jeg kan nok bedre lide at lave det, end at have det hængende. 

Men det er virkelig hyggeligt at lave. 

På grenen ovenfor har jeg lavet nogle små påskekyllinger af rørperler. De er ca. 3 x 3,5 cm. De består af 20 gule perler, 3 røde og 1 sort og man kan lave flere på en perleplade. 



Jeg har også lavet æg af selvhærdende ler. Jeg har trykket dem ud med 2 størrelser udstiksforme til småkager. Jeg har lavet mønster på forsiden af dem ved at lægge noget blonde hen over og rulle på det med en kagerulle. Da de var tørre malede jeg dem med et tyndt lag gul maling. Til sidst satte jeg en snor i. 

Jeg synes ikke netop, de er blevet underskønne, men med alle 13 hængende i en gruppe på en gren, så fungerer det egentlig godt. 



Og så har jeg malet nogle små 'pap'æg. 

I kender dem godt: De der hvide kugler man kan købe i hobbyforretninger, oftest er de runde, men op til påske kan man få dem i æggeformede. 

Jeg malede nogle med gul og nogle med rød hobbymaling. Halvdelen dekorerede jeg med prikker med metalfarvet maling. 

Den anden halvdel smurte jeg lidt lim på her og der og så lagde jeg noget bladmetal på limen sådan lidt tilfældigt. Det blev ret mislykket, for limen tog malingen væk og kunne ses som hvide plamager. Så dem smed jeg væk. 

Dem med de malede metalprikker kan ses her: 


Endelig havde jeg set nogle syede påskeæg i stof. 

Mine er syet sammen med zig-zag og så er der syet en sløjfe på for oven til sidst. De er stoppet ud med fyldvat.

Jeg gjorde 2 forsøg. Først lavede jeg nogle på størrelse med et hønseæg og jeg puttede vlieseline ind i for at stive dem lidt af. Det blev noget gnidder, der krøllede i kanterne og ikke var pænt. 

Så prøvede jeg med en størrelse større (10 cm i højden) og uden vlieseline. 

De blev faktisk pænere, men jeg synes altså mest de ligner min barndoms hjemmelavede nålepuder. 

Så jeg lavede to, og jeg laver ikke flere. Men der er et billede af dem her:



lørdag den 27. august 2022

Lille pung af perler

Jeg kom pludselig i tanke om den her teknik, som vi brugte til at lave armbånd, da jeg gik i SFO for 30 år siden.

Og så fik jeg lyst til at prøve igen, så jeg har lavet mig en lille, fjollet pung - måske kan den bruges som sypung eller lign. Jeg tænker, at man kunne lave et ret fedt penalhus, men så langt er jeg så aldrig kommet...






torsdag den 11. august 2022

Perleplade

 Kender du det, når en hjerne løber af med en? Man kommer til at tænke et eller andet træls og pludselig kører ens tanker med 130 km i timen og man får mere og mere overbevist sig selv om, at det ikke bare er en dårlig tanke, men at det faktisk er rigtigt? Det er hæsligt, når det sker!

Jeg læste en sætning i en bog, en sætning som netop handler om det der med, at man let kommer til at tro på de dårlige tanker, selvom det jo bare er noget, man har bildt sig ind. Og den sætning rørte mig. Den var så enkel på sådan en måde, så jeg straks forstod det og tænke: Ja! Netop! Det er jo sådan, det er.

Så jeg har forkortet sætningen lidt og lavet den til en stor perleplade. Når mine tanker så løber løbsk, så går jeg ind og kigger på perlepladen - husket at det bare er tanker og ikke virkelighed. Og husker hvor rart og roligt det var at lave den perleplade. Det hjælper lidt.



Det oprindelige citat lyder "Når du bekymrer dig, bruger du din fantasi til at forestille dig det, du ikke ønsker dig". Det kommer fra "Biblioteket sved verdens ende" af Mette Hegnhøj. Den udelukkende kan findes på eReolen og eReolen GO! 



søndag den 12. december 2021

Julepynt i haven

 



For nogle år siden syntes jeg, at min have så ret trist ud om vinteren. Så jeg lavede nogle røde hjerter af Fimo/Cernit til at hænge op i mit æbletræ i december. 

Jeg rullede Fimo/Cernit ud, stak det ud med 2-3 forskellige størrelser kageforme. Jeg lavede et lille hul  foroven i alle hjerterne før bagningen. Der trak jeg en snor igennem. 

I år har jeg gjort mere ud af det. 

Jeg har lavet røde flagranker til haven. De er lavet af  Karen Klarbæk 'Recycled bottle yarn', dvs. det er ren kunst, så de kan holde til at hænge udenfor og blive skiftevis våde og tørre i vinden. 

Opskriften er Annas og kan findes her på bloggen. Jeg lavede de smalle og jeg tror jeg fik 8 flag ud af et garnnøgle. 

I bunden af hvert flag har jeg brugt garn-enden, som alligevel skal sys ind til at sy en perle på. Perlerne tynger flagene lidt ned, så de hænger pænt. 


Glasset på bordet er en juledekoration. I glasset er der gran og lys. Det er 2 batteri fyrfadslys. 

Der er ikke beregnet til udendørs brug. Det er derfor, de står i et glas, hvor de kan holde sig tørre. 

De har timer, så de tænder og slukker selv. Jeg skal bare ud og udskifte batterierne en gang imellem. 



På et andet bord i haven står disse 2 dekorationer. Det er ret traditionelle juledekorationer. Tricket er, at lysene står i et lille patentglas, så de ikke bliver våde. Og endelig er det vigtigt, at der er hul i bunden af potterne, så vandet kan løbe ud. 



Det sidste jeg har lavet til haven er disse iskrystaller af Hamaperler. De er hvide, men der er nogle få, som er glow in the dark og grønne. De er hængt op med en hvid knaphulstråd. Det er en lidt kraftigere sytråd. 

Jeg har lige hængt dem op her til formiddag, så jeg ved ikke, hvordan det ser ud i mørke endnu. Men jeg synes, det er fint her i formiddagsdisen og regnen. 



fredag den 15. januar 2016

Dørskilt i perler

Jeg må hellere skrive lidt om fremtiden her på bloggen...



Min kæreste og jeg har nemlig fået en dejlig, lille pige i december. Det betyder, at der kommer til at være længere imellem indlæggene. For strikketiden skal passes ind imellem hygge-nusse-tid og amninger og bleskift og træthed og fuck-vi-har-ikke-vasket-op-i-4-dage-erkendelser.
Men en absolut nødvendighed var selvfølgelig et nyt dørskilt, så lejlighedens nye beboer også kan modtage post og gæster, så det har jeg fået lavet!




søndag den 29. september 2013

Hama-badeværelseskunst

Der er egentlig ikke meget at skrive om projektet ud over: Ta-darh!
Jeg har peppet vores badeværelse op med perleplader. Det er smart, fordi det kan tåle fugt uden at blive mærkeligt slatten sådan som et papir-billede gør.
Og så var det sjovt at finde på! Det skulle have noget at gøre med toiletbesøg :-)

Men hold da op, de dér Hama-mini sætter godt nok min tålmodighed på prøve. Det tog mig fx det meste af en fridag at lave taleboblen. Det er nok løgn - jeg sidder jo ikke og laver perler konstant en hel dag! Men det føltes sørme som lang tid at sidde og fedte med en pincet og se de skide små fnidder-perler! Men synes det er blevet et fedt resultat.

Jeg giver ikke svaret, gæt selv!
Apropos spare-skiltet, så må jeg lige dele et udtryk som en bekendt engang præsenterede mig for:
"If it's yellow - keep it mellow
if it's brown - flush it down"
Synes, det er edder sjovt med farve-eufemismerne! Men det er ikke nødvendigvis sådan, man skal spare på vandet.

Anyway. Det var vist toiletsnak nok for ét indlæg!

fredag den 20. september 2013

Hvad skal væk?


Der er 70'er-festival i Den Gamle By i sidste, denne og næste weekend. Jeg skal der ned i morgen med et par veninder, og jeg glæder mig! Der er koncert med Skousen og Ingemann. Og alt muligt. Og jeg skal være udklædt!



Og imens jeg går her og glæder mig gul og blå (måske snarere brun og orange?), vil jeg varme lidt op til stemningen ved at vise en totalt sej perleplade, jeg har lavet og som hænger og pynter på mit køleskab sammen med flotte postkort, vi har fået tilsendt i tidens løb. Er den ikke fed, perlepladen?! Den originale er indsat til sammenligning :-) Man kan nok lave den endnu mere præcis med mini-Hama-perler. Hmm.

Hvad skal væk? Barsebäck!
Hvad skal ind? 70'er-sind!