BØH!

Ih. Mit seneste projekt er endelig færdigt og lige kommet hjem. Hurra! Det er 100 % fantastisk (hvis jeg selv skal sige det!)

Min veninde er uddannet keramiker og inviterede mig (dvs. hun gav mig lov, da jeg begejstret råbte: ”Åh, må jeg være med??!”) til at komme og være med til et projekt. Et monsterprojekt!

Vi lavede en øvelse, hvor vi satte et ur, så vi kun havde 7 minutter til at lave hvert monster. Meningen er ikke at lave en masse skrammel, men derimod at tvinge sig selv til at arbejde mere intuitivt.

Det var vildt sjovt – sådan virkelig grine-sjovt – og det gav mulighed for at kaste sig ud i nogle idéer i stedet for at sidde og nusse for meget om hver eneste detalje og derved ikke rigtig turde at prøve noget, der kunne risikere at fucke resten op. Det giver et mere umiddelbart udtryk, som er guld værd. Nogle af monstrene blev bare bizarre og vi måtte klaske dem sammen igen – men resten blev skønne.

Men det sjove ved at arbejde på den måde er også, at det vi lavede nogen gange kom bag på os selv. Som om monstrene af sig selv voksede ud af vores hænder og detaljerne ligsom selv skabte sig. De fik deres helt egne udtryk og blev så levende for os.

Her må jeg lige fremvise mine skønne monstre. Jeg er vild med dem! 

Jeg har taget billeder løbende i processen (de første 2 billeder er taget med mit super-dårlige kamera i min ikke-touch, not-smart Nokia, som jeg er meget glad for). Keramik tager lang tid – først forme monstre, lade dem tørre og så skal de forglødes i ovnen. Derefter skal der glasur på og så skal de brændes igen. Og SÅ kan man tage dem med hjem.

Og det er så spændende undervejs – de kan risikere at sprænges i ovnen, man ved aldrig helt hvordan glasuren reagerer osv. Det er så nervepirrende som en blodig, skandinavisk krimi!

Det var svært at vælge farver til dem. Vi endte med at sidde og lave stemmer med vrøvle-snak for dem. Den blå ovenfor siger fx "blabla blabla bralalala" med sur-mands-brokke-skælde-ud-stemme. Det hjalp til at give os en fornemmelse for hvem, monstrene var – og derved hvilken farve de skulle have. Skørt at sidde med et materiale (en form, et projekt) som selv kunne fortælle os, hvilken farve det skulle have – ikke omvendt. Så levende. Og nu lever monstrene videre på en hylde i soveværelset, hvor de kan stå og snakke med hinanden.