lørdag den 28. september 2013

En hue ...eller noget.

Jeg har strikket en hue. Det er den sidste af de huer, jeg havde planlagt at lave af mit garn fra Færøerne. Idéen var mægtigt god: At strikke en djævlehue til voksne. Ikke bare en, der er stor nok til et voksenhoved, men også en der ikke er æggehoved-formet. Da man tager ind og ud løbende for at lave zig-zag-formen, var det nemt lige at lave en række omgange uden indtagningerne (men beholde udtagningerne), hvorved huen bliver lidt løsere om hovedet.
Når jeg sidder med huen i hånden, er den super fin, synes jeg. Synes også, den er flot på Gladys - det hedder hende på billederne altså. Den ser løs og rar ud. En kombination af rastafari og skandinavisk efterår.
Men når jeg selv har den på, ser det ærligtalt bare mærkværdigt ud! Det ser bare ud som en uformelig tehætte kombineret med gammeldags flyverhat oven på mit hoved. Farven er heller ikke så god. Gul er så dejligt, synes jeg, sol-agtigt og friskt. Men nok ikke i så tæt kontakt med mit ansigt! Den her flotte karrygule bliver lidt brækagtig, når den er i nærkontakt med min ansigtskulør. Herre øv!
Så jeg håber, jeg finder en, der elsker min hue og som kan gå med den uden at det ser mærkværdigt ud. Så den kan få et kærligt hjem hos nogen, der forstår at værdsætte den. Og den er faktisk mægtigt blød og behagelig at have på. Luner dejligt i det efterhånden kølige efterårsvejr.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar