tirsdag den 13. januar 2015

Nye ansigtsgrydelapper

Jeg synes, det er både sjovt og svært at frihækle ansigter. Og jeg synes selv, at resultaterne bliver sjove. Så jeg har kastet mig ud i endnu et sæt grydelapper med ansigter.



Jeg har indtil videre kun lavet damen i sættet. Jeg tænker, at den anden skal være en matchende mand. Han skal ikke have lange øjenvipper men til gengæld bredere øjenbryn og en stor, grinende mund. Nu må vi se, om det lykkes. Jeg synes, det kan være ret svært at kontrollere frihækling. Det kræver, at man er i stand til at tænke langt frem, for at kunne styre formgivningen efter sin vilje.


Jeg starter med at hækle to øjne, som jeg hækler sammen og derefter begynder at hækle rundt om. Øjenbrynene er lavet ved et farveskift hen over øjnene på en af runderne. Munden derimod er lavet ved at jeg har sat en sikkerhedsnål i min maske i det hvide garn og ladet det hvile, imens jeg hæklede en mund på. Derefter har jeg fortsat med det hvide garn rundt om munden. Den firkantede form kommer ved hjælp af især skiftende masker. Fastmasker er små, stangmasker er større og kan varieres i størrelse ved at lave fx halve- eller dobbelte stangmasker.
Det kan være en hjælp at klippe et stykke papir ud i den ønskede størrelse og form og så "fylde ud". Det vil sige, at jeg de stedet, hvor der mangler meget hækling for at fylde papiret ud, når jeg lægger min lap på papiret, hækler jeg stangmansker. De steder, hvor min lap næsten flugter med papiret, hækler jeg fastmasker. Det er svært at forklare og kræver rigtig meget prøven sig frem og fornemmelse for hæklingen.


Som det kan ses på billedet, er min dame blevet lidt løs i huden i højre side af sit ansigt (hendes højre). Det løste jeg ved at hækle en runde vvh. fastmasker og halve stangmasker hele vejen om hendes hoved, bortset der hvor hun bobler ud. Det tog værste.
Fordi jeg gerne vil bruge hende som grydeklap og ikke har lyst til at brænde fingrene de steder, hvor hun er lavet i stangmasker og derfor er mindre tæt, hækler jeg en lap i tilsvarende størrelse i fm. De to lapper sættes så sammen med en kant også af fm. Det jævner det sidste af hendes uregelmæssigheder ud.
Derefter er der kun tilbage at kaste sig ud i at lave hendes makker...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar