søndag den 12. juni 2022

Jeg har lavet noget- Marked i Årøsund

 


Jeg har lavet noget- men ikke på den måde. 

Jeg har været til marked. Min mor bor i Årøsund og en lørdag  om året fra 10- 16 afholder man 'Færgevejs loppemarked' . Alle huse ned af vejen kan stille en bod op med gamle ting, de vil sælge. 

Jeg bor ikke i Årøsund og jeg har ingen gamle ting, jeg vil sælge. 

Men min mor bor der og jeg stiller op med mine kreavarer. 

Det er det, man kan se på billederne her. 

Jeg har lavet noget,- det er faktisk et stort arbejde. Weekenden før sidder jeg og sætter mærker på varerne. Jeg skriver oplysninger om, hvad tingene er lavet af og hvordan de skal behandles og pris. 

Jeg pakker alle varerne og kører dem og et par tøjstativer mm. til Årøsund dagen i forvejen. 

Om morgenen på dagen kører jeg tidligt ud og drikker morgenkaffe med min mor og låner nogle haveborde af hende og begynder at stille op på vejen ud for hendes hus. 


Jeg bruger de forhåndenværende søms princip, dvs. jeg stiller op mellem et busstoppested og et træ, for der kan jeg trække en snor, som jeg også hænger varer op på. 

Jeg sælger næsten ingenting.  Men det er tophyggeligt. 

Min mor deltager i den forstand, at hun kommer med kaffe og mad og sidder og snakker med mig og med mennesker fra byen, som kommer forbi.

I år pakkede jeg sammen allerede kl. 14, fordi det blæste så meget, at mine ting blev ved med at prøve at flyve væk og mit ene tøjstativ væltede gentagne gange. Det blev for træls. 

Men det er ellers hyggeligt. Jeg får en masse reaktioner på mine varer og en masse snak om krea med nogle mennesker, jeg ikke kender. 



 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar