lørdag den 25. februar 2023

Små strikkede tørklæder

 


Jeg er ret bange for uld tæt på huden, fordi det kradser. 

Men da jeg for nylig opdagede Petiteknit's små strikkede tørklæder, var jeg alligevel solgt. 

Det er herligt med tørklæder i lige de farver, jeg bedst kan lide. Det at strikke et lille tørklæde er et overskueligt hyggeprojekt. 

Jeg fandt et garn, som var til at betale og som jeg håbede ikke ville kradse (ret meget). Jeg bestilte nogle nøgler i forskellige farver og så snart garnet kom, gik jeg i gang med at strikke. 

Heldigvis har jeg fundet det rigtige garn, jeg kan uden problemer bruge tørklæderne direkte på halsen. 


Jeg har strikket det 'store' tørklæde, som lige netop kan komme 2 gange om halsen. 

Det eneste svære er kanten, som laves ved at løfte de tre sidste masker på hver pind løst af med tråden foran. 

Det er også nemt. Men jeg har flere gange lavet en fejl netop der,- og så kan jeg ikke finde ud af at rette den, så det ikke kan ses i kanten. På grund af det har jeg måttet trævle et halvt tørklæde op et par gange. 

Efter det har jeg forsøgt at koncentrere mig særligt, når jeg kommer til kanten. 






Ingen kommentarer:

Send en kommentar