onsdag den 30. september 2015

Abrikos-chokolade-snegle

Jeg bladrede for længe siden igennem en kogebog og fik øje på en opskrift, der hed noget i retning af abrikossnegle. Jeg forestillede mig, at det var kanelsnegle med abrikosstykker i stedet for kanel, mums!
Men da jeg så vendte tilbage til opskriften for at lave den, opdagede jeg ved nærmere gennemlæsning, at det var en helt anden type dej. Det var slet ikke som en kanelfri kanelsnegl med abrikoser, øv! Så nu har jeg selv lavet mig nogle snegle, sådan som jeg vil have dem. Den første portion blev lidt kedelig, så nu har jeg tilføjet ekstra sukker og smør...
De her heldigvis lige så lette at lave som kanelsnegle og hvis man er utålmodig, kan man springe forhævningen over og skære den anden hævning ned til 20 minutter - men de bliver mere lækre, hvis man giver dem ordentlig tid til at hæve.


Opskrift

Dej:
1½ dl mælk
50 g margarine (eller smør)
25 g gær
1/4 tsk salt
1 spsk sukker
Ca. 5 dl hvedemel

Fyld: 
75 g smør
75 g rørsukker
75 g hakkede, tørrede abrokoser
75 g hakket mørk chokolade
Evt. 2 tsk knust, tørret ingefær (Giver et lækkert bid til smagen, hvis man kan lide det)
  • Tag smør til fyld ud af køleskabet, så det kan stå og blive blødt og lettere at arbejde med
  • Smelt margarine, tilsæt mælk og opløs gær i den lune (ikke brandvarme!) blanding.
  • Tilsæt resten af ingredienserne til dejen (mærk dig frem med hensyn til mængden af mel, dejen skal slippe bordet og være til at ælte, men må ikke blive tung og tør)
  • Ælt dejen godt igennem og stil den derefter til forhævning i 15-30 minutter. Imens dejen hæver, laves fyldet:
    • Rør smør, sukker og ingefær sammen
    • Hak abrikoser og chokolade groft
    • (Man kan godt blande det hele sammen - det kom jeg til, fordi jeg ikke tænkte mig om - men det gør det meget sværere både at røre sammen og at fordele på dejen)






  •  Når dejen har hævet, æltes den kort igennem og rulles ud på bordet. Den skal ikke rulles for tyndt! Mit øjemål er elendigt og jeg målte ikke efter, men jeg vil gætte på, at jeg rullede ud til ca. 20 x 30 cm,
  • Fordel smørfyldet på dejen og drys chokolade og abrokos ud over. Rul dejen. Skær den i tykke skiver, 8-10 stk. Læg sneglene på en bageplade, læg et viskestykke over og lad dem hæve 30-40 minutter.
  • Bages i 15 minutter ved 200 grader. De skal tages ud, imens de stadig føles bløde og lidt snaskede - ellers bliver de tørre, når de køler. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar