Viser opslag med etiketten bagværk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bagværk. Vis alle opslag

lørdag den 31. juli 2021

Børneopskrift

Min Ronja på 5 år vil gerne bage SELV. Så jeg har lavet børneopskrifter til hende: opskrifter hvor så meget som muligt er vist med billeder.

Det tager lang tid og man kan ikke bare lige kopiere fra en anden, for jeg viser de helt rigtige ting, altså det mærke mælk, vi som regel køber, og netop den slags bøtte, som vores bagepulver er i osv.

Men det er alt besværet værd (også det kaos, der bliver efterladt i køkkenet) for Ronja er så glad og stolt, når hun har bagt.

Altså, det skal lige siges, at vi hjælper med alt det, der har med den varme ovn at gøre.

Ronja har bedt om en opskrift på cheesecake, for så er der ikke noget, der skal i ovnen. Så det må jeg arbejde på snart...



Kagerne er forresten lavet med solbær fra haven. 

søndag den 10. januar 2021

Reste-grydebrød

Jeg bager tit og er blevet rigtig glad for en opskrift på grydebrød, som jeg fik af en veninde. Men jeg kan jo ikke bare holde mig til en opskrift!

Derfor har jeg lavet min egen opskrift, så brødet både bliver noget grovere og mere mættende, og mere varieret. Det er nemlig en opskrift som lægger op til at man kan putte diverse rester ned i brødet. Ris fra aftensmaden i går, en rynket squash revet ned i, kold te eller hvad man nu har stående. Du bestemmer selv hvor bizart brød, du vil have :-)

Opskrift på grydebrød a la rester

Ingredienser

Du skal bruge en støbejernsgryde med låg til - begge dele skal kunne gå i ovnen.
  • 10 g gær
  • 5 dl væske
    • Mindst 3 dl tyndtflydende væske som vand eller te. 
    • Max 2 dl tykt flydende som fx A38 eller pasteuriseret æg. 
  • ½ dl olie (ca. 40 g)
  • 2 tsk salt
  • 600 g mel
    • Mindst 450 g hvedemel
    • Max 75 g meget groft fx klid, rug fiberhusk, mel lavet af quinoa, græskarkerner osv.
    • Max 75 g mellemgroft fx grahamsmel, fuldkornsspelt eller lign
  • Max 200 g rester. Det kan være kogt ris, kogt eller bagt kartoffel, gulerod 
    • OBS! Hvis det er meget våde ting som fx nogle typer grøntsager og frugt skal væden presses af.  Det kan også være fx kogt quinoa, hvor der stadig sidder meget kogevand ved, der skal man gerne bruge lidt mindre end 200 eller putte ekstra mel i
  • Hvis dejen er meget flydende, kan du putte op til 100 g ekstra mel i.
  • Evt. kerner til bunden af brødet fx sesam, græskarkerner eller solsikkefrø.

Fremgangsmåde

  • Væske, gær og salt blandes godt sammen. 
  • Tilsæt rester og olie. Slut med mel. Dejen røres godt sammen. Den skal være for våd til at ælte, men ikke flydende: som meget tyk grød. Læg en tallerken eller lign. over skålen som låg.
  • Lad dejen stå på køkkenbord/ved stuetemperatur natten over i ca. 12 timer.
  • Næste dag sættes gryde og låg i ovnen og varmes op sammen med ovnen til 250 g. Det er vigtigt at gryden er gennemvarm.
  • Når gryden og ovnen er varmet, drysses kerner i bunden og derefter hæles/skrabes dejen ned i gryden. Sæt låg på og bag den 40 minutter i ovnen. Derefter tages låget af gryden og den får yderligere 20 minutter.
  • Tag gryden ud af ovnen og hæld brødet ud. Lad det køle på af på en rist. 

Rester der kan bruges

Kun fantasien og din smagsløg sætter grænser, så du kan sikker finde på en masse, jeg ikke har kunnet finde på - det kommer også an på hvilke rester, man har. Men her kommer forslag:
  • Kold te
  • Rester af mælk, yoghurt, æg og lign.
  • Gulerod, rødbede og lign. Revet, moset eller blendet.
  • Kartoffel, sød kartoffel, Tilberedt eller råt, revet, moset eller blendet.
  • Revet squash eller æble. (pres væden af med hænderne)
  • Grønkål. Hakket (lugter lidt af kålprut, men smager fint)
  • Kogt ris
  • Kogt quinoa, perlespelt, hel byg eller lign
  • Hakket persille
  • Spinat. Blendet eller finthakket.

onsdag den 30. september 2015

Abrikos-chokolade-snegle

Jeg bladrede for længe siden igennem en kogebog og fik øje på en opskrift, der hed noget i retning af abrikossnegle. Jeg forestillede mig, at det var kanelsnegle med abrikosstykker i stedet for kanel, mums!
Men da jeg så vendte tilbage til opskriften for at lave den, opdagede jeg ved nærmere gennemlæsning, at det var en helt anden type dej. Det var slet ikke som en kanelfri kanelsnegl med abrikoser, øv! Så nu har jeg selv lavet mig nogle snegle, sådan som jeg vil have dem. Den første portion blev lidt kedelig, så nu har jeg tilføjet ekstra sukker og smør...
De her heldigvis lige så lette at lave som kanelsnegle og hvis man er utålmodig, kan man springe forhævningen over og skære den anden hævning ned til 20 minutter - men de bliver mere lækre, hvis man giver dem ordentlig tid til at hæve.


Opskrift

Dej:
1½ dl mælk
50 g margarine (eller smør)
25 g gær
1/4 tsk salt
1 spsk sukker
Ca. 5 dl hvedemel

Fyld: 
75 g smør
75 g rørsukker
75 g hakkede, tørrede abrokoser
75 g hakket mørk chokolade
Evt. 2 tsk knust, tørret ingefær (Giver et lækkert bid til smagen, hvis man kan lide det)
  • Tag smør til fyld ud af køleskabet, så det kan stå og blive blødt og lettere at arbejde med
  • Smelt margarine, tilsæt mælk og opløs gær i den lune (ikke brandvarme!) blanding.
  • Tilsæt resten af ingredienserne til dejen (mærk dig frem med hensyn til mængden af mel, dejen skal slippe bordet og være til at ælte, men må ikke blive tung og tør)
  • Ælt dejen godt igennem og stil den derefter til forhævning i 15-30 minutter. Imens dejen hæver, laves fyldet:
    • Rør smør, sukker og ingefær sammen
    • Hak abrikoser og chokolade groft
    • (Man kan godt blande det hele sammen - det kom jeg til, fordi jeg ikke tænkte mig om - men det gør det meget sværere både at røre sammen og at fordele på dejen)






  •  Når dejen har hævet, æltes den kort igennem og rulles ud på bordet. Den skal ikke rulles for tyndt! Mit øjemål er elendigt og jeg målte ikke efter, men jeg vil gætte på, at jeg rullede ud til ca. 20 x 30 cm,
  • Fordel smørfyldet på dejen og drys chokolade og abrokos ud over. Rul dejen. Skær den i tykke skiver, 8-10 stk. Læg sneglene på en bageplade, læg et viskestykke over og lad dem hæve 30-40 minutter.
  • Bages i 15 minutter ved 200 grader. De skal tages ud, imens de stadig føles bløde og lidt snaskede - ellers bliver de tørre, når de køler. 

mandag den 14. juli 2014

Auberginekage

Man kan lave squashkage, gulerodskage, græskarkage, banankage, æblekage. Hvorfor så ikke auberginekage? Men alle, jeg talte med, lød i bedste fald tvivlende. Jeg googlede det uden held og begyndte efterhånden at tvivle på mit projekt...























Auberginen giver ikke nogen særlig smag, så det bliver egentlig bare en chokoladekage. Men auberginen betyder, at kagen ikke bliver tør, den kan holde sig i flere dage uden at blive kedelig. Desuden er det en god måde at komme af med en aubergine, der er begyndt at se træt og slatten ud.

Ingredienser
1 aubergine (ca. 275 g)
½-1 dl kakaopulver
3 æg
2½ dl olie
4 dl (rør)sukker
5 dl mel
2 tsk bagepulver
100 g mørk chokolade (evt. mere)
Evt. 1 dl tørrede tranebær eller en håndfuld friske pebermynteblade


Fremgangsmåde
Skræl auberginen og riv den groft
Pisk det hele godt sammen (rør chokolade i til allersidst, når resten er blandet godt sammen)
Hæld dejen i et fad (jeg brugte en springform på 22 cm i diameter)
Bag ved 200 grader i ca. 50 minutter - tjek efter ved at stikke en gaffel i og se, om der hænger dej ved. Den er lækrest, hvis den ikke bliver bagt tør.
Den smager drøngodt med cremefraiche til

mandag den 10. juni 2013

Spinatboller

Advr-grøntsager

I fredags fik vi vores månedlige kasse fra Årstiderne. Jeg glæder mig altid meget til kassen kommer – kombinationen af overraskelse, lækkert grønt og øko er så skøn! (”Hele tre ting på én gang, det går virkelig ikke!”) MEN der er bare nogle få grøntsager, jeg ikke sætter pris på – føj til blomkål og spinat! Og man kan jo ikke smide en sund, økologisk og nyleveret grøntsag, som man selv har betalt for, ud. Så det er altid lidt en udfordring at få brugt dem.
Af og til må jeg give fortabt og enten forære blomkål til vores nabo-veninde eller simpelthen (u)bevidst glemme en pose spinat bagest i køleskabet og først finde den igen, når den er uspiseligt gammel. Men så får jeg altid lidt dårlig samvittighed – madspild og sultne negere i Afrika og alt det dér.
Så i dag da jeg stak hovedet ind i køleskabet efter gulerødder til mine boller, fik jeg øje på den famøse pose frisk spinat og kom i tanke om, at jeg elskede spinatboller fra bageren engang. Havde glemt at det fandtes, dumt! Og jeg køber da også altid den grønne friske pasta (mest fordi den er så flot grøn, men stadig…) 
Så nu har jeg kastet mig ud i at bage spinatboller i en variation over en opskrift, jeg har fået af min mormor. Og det smager dejligt - så slap jeg da af med halvdelen af min advr-grøntsag!

Grønt dej-snask

Spinatbolle-opskrift

Nem og enkel opskrift, ikke så meget bøvl!

40 g gær
60 g margarine
2,25 dl A38
1-2 håndfulde frisk spinat
100 g sigtet speltmel
250-300 g hvedemel
½ tsk salt

Boller til hævning
Smelt margarine og bland sammen med A38 – tjek med en finger, at blandingen ikke er for varm
Smuld gær ned i og rør rundt til det er opløst.
Husk salt (jeg glemte det og måtte ælte det ind i til sidst. Dumt!)
Skyl og hak spinaten fint og put ned til det andet
Tilsæt mel – sørg for at gemme et par håndfulde mel til at ælte med på bordet. Dejen skal være lækker og elastisk, ikke helt hård og tung af for meget mel!

Lad det hele hæve i 30 minutter
Sådan - spinat på en lækker måde!

Form til 8 boller

Lad efterhæve i ½-1 time alt efter tålmodighed :-)
Pensl hvis du er til dét


Bages ved 225 grader i 15 minutter


Det kan også laves med 50 g gær - så behøver dejen kun hæve 5-15 minutter, og efterhæve 20-30 minutter. Nam nam!