tirsdag den 6. oktober 2015

Kæk tophue til voksne

Det var egentlig min veninde, som fortalte om en hue, hun godt kunne tænke sig at strikke - med en bred ribkant, der var foldet om, og med kvast på toppen. Idéen voksede inde i mit hoved og til sidst spurgte jeg hende, om jeg også godt måtte strikke sådan en hue? Det måtte jeg gerne.
Jeg ville egentlig have lavet ribkanten for neden bredere inden ombukket, men nu strikker jeg jo i rester for tiden, og jeg ville gerne lave en hue, der passede i farverne til min nye, røde vinterjakke med blå-hvidt foer, så jeg måtte løse det så godt, jeg kunne med de garnrester, jeg havde.
I sidste ende er jeg faktisk lidt utilfreds med, at ribben på min hue er blevet så løs. Så jeg strikker mig en ny hue. Heldigvis kunne min veninde rigtig godt lide huen (og den passer også til hendes vinterjakke), så nu har hun fået den. Og så er jeg gået i gang med en ny...



Opskrift

Garn: Perivuan Highland
Garnforbrug: Huen vejer 75 g. Igen er ulempen ved at strikke i rester, at jeg glemmer at veje resterne inden, jeg går i gang, så jeg ved ikke, hvor meget jeg har brugt af hver af de 2 farver.
Pinde: Strømpepinde 3½, evt. også 40 cm rundpind 3½ (jeg strikker med vilje huen på pinde tyndere, end det anbefales til garnet, fordi jeg gerne vil have tætte huer, der står bedre imod regn og blæst)
Strikkefasthed: 10 x 10 cm = 21 m x 26 rækker
Størrelse: Voksen (den passer mig og min veninde og vi har vist gennemsnitlige hovedstørrelser)
  • Slå 105 m løst op (jeg slår op på en tykkere pind for at kanten ikke bliver stram), der strikkes rundt på pind 3½
    • Hvis du som mig gerne vil have ribkanten strammere, end den er blevet på denne hue, så slå i stedet 95 m op og strik rib over dem, og tag så 10 m ud jævnt fordelt på 1 omgang efter ca. 3 cm glatstrik
  • Strik rib 4 cm rib (3 vr, 2 r), mere rib hvis du synes - jeg løb bare tør for blåt garn!
  • Strik 1 runde r og herefter 1 runde vr (her laves ombukket)
  • Slå over i ret og strik et par omgange med rib-farven, før der skiftes farve - for at farveskiftet ikke bliver synligt i ombukket. Skift farve og strik herefter striber af 2 omgange hver.
  • Strik til huen målet 14 cm fra ombukket, herefter startes indtagning:
  • Strik en omgang, hvor der tages 1 m ind (104 m)
  • *Næste runde tages 8 m ind jævnt fordelt på omgangen, runden efter strikkes uden indtag*. Hvis du strikker på rundpind skal du på et tidspunkt skifte over til strømpepinde, når strikketøjet ikke længere når rundt på pinden.
  • Gentag fra * til * indtil du har 56 m tilbage, herefter tages ind hver runde - sørg for at indtagningerne sidder over hinanden på omgangene, så indtagningerne giver en stjerneformet effekt. 
  • Når du kun har 8 m tilbage, klippes snoren og trækkes igennem alle maskerne for at lukke af.
  • Lav en pompom/kvast til toppen. Min er lavet om en cirkel, der måler 4,5 cm i diameter med et hul på små 2 cm.
  • Sy ender ind og sy kvasten/pompomen på.
  • Fugt kanten af huen og pres ombukket på plads med et strygejern. For ikke at være for hård ved ulden, presses den igennem et håndklæde eller tykt viskestykke.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar