mandag den 3. oktober 2016

Min strikkebog

Min tro følgesvend det sidste års tid har været et uundværligt kladdehæfte, hvor jeg har skrevet alle mine opskrifter og idéer inden for håndarbejde ned. At samle det i et hæfte er så latterligt enkelt og dog så genialt!








Jeg har generelt den vane, at hvis jeg lige skal skrive noget ned: en madopskrift, en huskeliste, en vigtig note eller en strikkeopskrift, så skriver jeg det på bagsiden af et sammenfoldet stykke A4-ark. Jeg har utroligt mange kopiark med tekst liggende fra min studie- og især specialetid! Og de er smadder gode til lige at kradse noget ned på bagsiden af. Og så er det genbrug, du!
Problemet er bare, at jeg sjælendt laver en overskrift på mine nedkradsede noter og at jeg altid bare stopper papiret ind under min computer, hvorfra det tilsyneladende vandrer frit ud i verden. Det er i hvert fald frygteligt vanskeligt at finde de papirer igen. Mange gode opskrifter er forsvundet på den måde, fx opskriften til det fede sæt grydelapper, som forestiller en bil med en campingvogn, øv!

Så for et års tid siden slog den åbenlyse idé ned i mig (sandsynligvis plantet i mig af min kæreste) at skaffe et kladdehæfte og skrive mine strikke-og hæklenoter ind i det for at holde dem samlet. Hæftet er blevet en fast del af enhver strikkepose eller -kurv hos mig, og det er fantastisk!

Nu er det så nemt at finde alting! Jeg kan fx bladre tilbage for at finde min strikkefasthed i et bestemt garn, jeg har arbejdet med før... Jeg skriver opskrifter ind løbende, som jeg finder på dem, streger over og retter til undervejs, når jeg strikker mig vej gennem projektet.

Men nu er mit kladdehæfte ved at være fyldt og jeg overvejer at gå i gang med et endnu mere organiseret projekt, hvor jeg også limer banderoler og små garn-snipper ind. Så kan man også finde farvekoden og vaskeanvisningen senere...




3 kommentarer:

  1. Det er drøn smart med et hæfte! Jeg er også vild med bøger eller hæfter til at skrive alle mulige ideer ned i, for alle mine løse papirlapper forsvinder ligesom dine😃

    SvarSlet
  2. Det er drøn smart med et hæfte! Jeg er også vild med bøger eller hæfter til at skrive alle mulige ideer ned i, for alle mine løse papirlapper forsvinder ligesom dine😃

    SvarSlet
  3. Det er en brandgod ide, det med at sætte banderoler og en garnprøve ind i hæftet. Det minder meget, om det min mormor -og vist også din farmor- gjorde med sit broderigarn.
    MVH Hannah

    SvarSlet