Viser opslag med etiketten Bog. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bog. Vis alle opslag

onsdag den 17. august 2022

Forsinket fastelavns-indlæg

Til fastelavn i år ville min datter gerne klædes ud som Roselil fra Josefine Ottesen-bøgerne - hun fordyber sig i perioder meget i de historier, hun får læst/hører på lydbog, og i februar var Roselil det HELT store. Det har været mange andre siden! For tiden er Det hemmelige rige af Rosie Banks hendes store interesse.

Lyserød kjole kunne jeg købe mig til, et grønt bælte med blade på kunne let klippes ud af et stykke lærred. Men så var der tryllestaven, som skulle ligne en rose. Den var meget vigtig - og ret sjov at lave. 

Med posca-puscher farvede min datter selv en pind grøn. Så klippede vi runde blade af stof (vi havde ikke den rigtige farve, så vi måtte klippe blade ud af gult bomuldsstof og farve hvert blad lyserødt også med pasca-tuscher) og så lime bladene på med limpistol. 

Både jeg og fastelavnspigen var tilfredse med resultatet. (På billede nr. 2 kan man se Roselil stå med tryllestaven fremme)





onsdag den 9. august 2017

Boganmeldelse: Kærlighed på pinde

Jeg har lånt den her bog på biblioteket flere gange. Det er Lene Holme Samsøes "Kærlighed på pinde". Jeg synes, den er så edder lækker!!! Tak til biblioteket for at vi alle må låne bøger.




Jeg har før nævnt, at der udkommer en del meget lækre håndarbejdsbøger i disse år. Det her er endnu en af dem.
Siderne er i tykt, mat papir, billederne er flotte. Der er mange lækre modeller i, som jeg ville elske at se min datter i. 




Bogen inderholder modeller til børn fra 0 - 10 år. Der er bl.a. opskrifter på bukser, huer, sweatre, jakker, kjoler etc. Flere mønstre går igen i forskellige størrelser og variationer. Der er mange flotte modeller, synes jeg. 




Der er ingen af modellerne, der ser super enkle ud, men det er til at have med at gøre. Jeg kastede mig i ud i Dahlia-rumper med en masse strukturmønster, som jeg bestemt ikke plejer at lave, men det gik over al forventning.




Jeg har en masse gode ting at sige om den her bog - men desværre også en dårlig ting. Opskriften var ikke helt let at gå til, fordi der manglede nogle oplysninger. For at give et eksempel:
Det fremgik ingen stedet, om rumperen skulle strikkes frem-og-tilbage eller rundt fra starten. Og der var ingen billeder af den bagfra, som kunne vise mig om den var åben eller ej, så jeg måtte læse et godt stykke ned i opskriften, hvor der stod, at derfra skulle strikkes rundt - altså måtte jeg gå ud fra, at der skulle strikkes frem-og-tilbage indtil da.
Jeg vil ikke kede min læser med detaljerne, men jeg kunne nævne endnu to eksempler på detlajer, som manglede i opskriften. Så selvom bogen virker super gennemarbejdet med flotte modeller i mange variationer, lækre billeder og dyrt papir, så virker i hvert fald den opskrift, jeg fulgte, ikke så gennemarbejdet, som den burde...




Jeg synes dog stadig, at bogen er edder lækker og det lykkedes mig at strikke den romber i første forsøg, så værre var det heller ikke! Og jeg ønsker mig helt sikkert den her bog til jul...



mandag den 3. oktober 2016

Min strikkebog

Min tro følgesvend det sidste års tid har været et uundværligt kladdehæfte, hvor jeg har skrevet alle mine opskrifter og idéer inden for håndarbejde ned. At samle det i et hæfte er så latterligt enkelt og dog så genialt!








Jeg har generelt den vane, at hvis jeg lige skal skrive noget ned: en madopskrift, en huskeliste, en vigtig note eller en strikkeopskrift, så skriver jeg det på bagsiden af et sammenfoldet stykke A4-ark. Jeg har utroligt mange kopiark med tekst liggende fra min studie- og især specialetid! Og de er smadder gode til lige at kradse noget ned på bagsiden af. Og så er det genbrug, du!
Problemet er bare, at jeg sjælendt laver en overskrift på mine nedkradsede noter og at jeg altid bare stopper papiret ind under min computer, hvorfra det tilsyneladende vandrer frit ud i verden. Det er i hvert fald frygteligt vanskeligt at finde de papirer igen. Mange gode opskrifter er forsvundet på den måde, fx opskriften til det fede sæt grydelapper, som forestiller en bil med en campingvogn, øv!

Så for et års tid siden slog den åbenlyse idé ned i mig (sandsynligvis plantet i mig af min kæreste) at skaffe et kladdehæfte og skrive mine strikke-og hæklenoter ind i det for at holde dem samlet. Hæftet er blevet en fast del af enhver strikkepose eller -kurv hos mig, og det er fantastisk!

Nu er det så nemt at finde alting! Jeg kan fx bladre tilbage for at finde min strikkefasthed i et bestemt garn, jeg har arbejdet med før... Jeg skriver opskrifter ind løbende, som jeg finder på dem, streger over og retter til undervejs, når jeg strikker mig vej gennem projektet.

Men nu er mit kladdehæfte ved at være fyldt og jeg overvejer at gå i gang med et endnu mere organiseret projekt, hvor jeg også limer banderoler og små garn-snipper ind. Så kan man også finde farvekoden og vaskeanvisningen senere...




mandag den 18. juli 2016

Ronjas bog

Jeg har længe ledt efter et sted, der trykker fotobøger med tykke papsider. I ved, der findes tusind firmaer på nettet, som tilbyder tusindvis af produkter med dine egne fotografier - musemåtter, T-shirt, vægkalendere etc. Men ingen der tilbyder at lave bøger med TYKKE sider, sådan at den kan fungere som pege- og billedbog for små børn, der kan have svært ved at styre almindelige sider. Jeg har kun fundet ét firma i England, hvor man kan få det lavet for en uhyrlig pris.
Tanken er, at det skulle være barnets egen bog, som det frit kan bruge. Den skulle indeholde billeder af bedsteforældre og andre mennesker og steder, der er vigtige for det. Det skulle være et værktøj til at tale om det, der er i bogen, før barnet måske kan det rent sprogligt.
Men det har altså ikke været til at finde. (sig endelig til, hvis du kender et sted, der laver den slags bøger!) Jeg tænker, den mest oplagte løsning til let og billigt at lave en robust børnebog med fotos er at laminere nogle billeder, lave huller i siden og sætte dem sammen med en snor. Og det ender jeg nok også med at gøre. Men det er ikke en særligt lækker løsning.

Så nu er jeg gået i gang med noget helt andet: Ud fra Arne og Carlos' opskrift i "Bøger du selv kan lave" har jeg lavet en bog. Den er lavet i lidt tykt, mat papir fra nogle Sandnes-blade, så den er ikke stærk eller god til klodsede børnefingre, så det bliver i stedet en højtlæsningsbog til et lidt større barn, end det jeg først havde tænkt.




Bogen handler om Ronja. Ronja som var en lille bitte baby som vokser sig større og lærer nyt, om hendes familie og dagligdag.
Der er billeder af familie og venner sammen med Ronja.
Der er billeder af, hvad sådan en lille baby kan: Kun ligge og kigge! Og spise mælk fra mors bryst! Ikke sidde eller kravle eller gå eller snakke!
Der er billeder af, at hun kan smile og grine og græde og sove og gylpe!
Der er billeder af en vred og utilfreds Ronja, der skal ting hun ikke kan lide fx at blive puttet. Og der er billeder af en glad pige, der gør ting hun godt kan lide fx at pjatte med far.
Der er billeder af Ronjas yndlingssange.
Tanken er at bogen kan læses højt for lidt større lille Ronja og kan bruges til at snakke om ting, følelser, folk hun kender og begivenheder i Ronjas liv.



Man behøver selvfølgelig ikke sidde og sy og lime sin egen bog, man kan jo bare købe en notesbog og klistre billeder ind i den. Men nu blev jeg lige optaget af tanker om at lave det helt selv...
Jeg viser kun nogle enkelte sider fra starten af bogen for ikke at udstille hele Ronjas lille liv her på bloggen.



Jeg har lavet små kapitler af bogen, men der er masser af ekstra sider, som jeg løbende kan fylde ud med billeder af ting, som Ronja oplever - så får vi se, om det er realistisk at jeg kan blive ved med løbende at opdatere bogen eller om det kun en god idé inde i hovedet...