onsdag den 3. juli 2019

Hannah: Hæklet scrunchie






På et tidspunkt spurgte min niece, Freja, om ikke Anna kunne lave sådan nogle hæklede hårelastikker. Jeg kunne ikke forestille mig det og gik derfor på nettet for at se.
Så blev jeg nysgerrig og inspireret og lavede en lille serie af hæklede scrunchies.
Freja fik selvfølgelig en, men i dag bruger jeg dem også selv.

Her kommer en omtrentlig opskrift:




Man skal bruge:

  • Et stykke bukseelastik i en farve der passer nogenlunde til den farve hårelastikken skal have. Jeg har brugt ca. 20 cm. Det passer rimeligt til mit hår og den måde jeg bruger hårelastikkerne på. 
  • En rest garn i den farve, man gerne vil have. Jeg har valgt at bruge bomuld.
  • En hæklenål, der passer til garnet. Til bomuldsgarnet har jeg brugt en nål nr. 3.
  • Evt. lidt effektgarn til pynt. Jeg har f.eks. brugt glittergarn, bronzegarn med små bronzeperler og sort garn med små Pailetter.

Sådan har jeg gjort:

  • Jeg syr bukseelastikken sammen til en ring.
  • Første omgang: I ringen hækler jeg en masse fastmasker. Ringen skal fyldes med fastmasker, så der ikke bliver synlig elastik, når man bruger den i håret.
  • Anden omgang: Jeg hækler nu med stangmasker og jeg tager i maske ud i hver anden maske. 
  • Tredje omgang: Jeg fortsætter med stangmasker og hækler nu 2 stangmasker i hver af maskerne fra sidste omgang.
  • Jeg har valgt at hækle pynten ind i den sidste omgang og det er her, jeg har brugt effektgarnerne, idet jeg har hæklet en omgang fastmasker med pyntegarnet yderst. Her har jeg ikke taget ud.
  • Sy enderne godt ind, så usynligt som muligt.  
Og et styk hjemmelavet scrunchie er klar til brug.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar