fredag den 22. oktober 2021

Hæklet taske med citat

Det her er et af de projekter, hvor jeg på et tidspunkt blev træt af det og lagde det i skammekrogen (rodebunken med håndarbejde), for så at finde det frem laaaaang tid senere - og lave det færdigt på et par dage. 

Sådan gør jeg af og til, og selvom det virker skørt at vente så længe på at færdiggøre noget, som kan ordnes på en aften eller to, så tror jeg ikke på at lave pligt-håndarbejde. 

Hvis jeg virkelig er træt af det, så skal jeg simpelthen ikke lave det. Der er nok af pligter her i verden!

Men pludselig i sidste uge fik jeg lyst til at arbejde videre på tasken (jeg var nået til øverste 3. del af øverste linje af tekst, så virkelig tæt på færdig!) og vupti, blev jeg færdig.



Teksten er en parafrase over noget, der bliver sagt i Otto er et næsehorn. Det er den sure politimester, som ikke længere gider være politimand og holde ro og orden. Han siger (frit fra hukommelsen): "fra og med i dag vil jeg holde af uorden, af næsehorn og af god kaffe." For mig er det et citat, der handler om at favne livets kaos og glæde sig over de små ting - begge dele noget, som giver et lykkeligere liv, er jeg sikker på.

Egentlig havde jeg tænkt, at foeret skulle være mere gakket. Grøn-og-gul-stribet eller sådan noget. Noget som kunne sætte lidt spræl og Ole Lund Kirkegaardsk-stemning på en ellers ret afdæmpet taske. I hvert fald afdæmpede for min og Ole Lund Kirkegaards sædvanlige stil... Men alt det, jeg prøvede, så ikke pænt ud, så jeg endte alligevel med en nydelig, nærmest damet farve, som matcher mønsteret på tasken. Til gengæld er det en ægte retro-dug. 

4 kommentarer:

  1. Det citat er jeg vild med, og har aldrig hørt det før - så det var på tide! Det kunne være mit motto!

    SvarSlet
    Svar
    1. Og det er da en herlig taske også. Det er en fin idé med hæklede mottoer!

      Slet