Viser opslag med etiketten kurv. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kurv. Vis alle opslag

torsdag den 28. juli 2022

Rester af stof og lignende materialer

 


Jeg har ferie nu.

Jeg har flere gange i den sidste tid været i en stor stof og hobbyforretning. 

Hvis jeg ikke går efter noget bestemt, så er jeg en begejstret bruger af billige rester og endnu billigere resteposer. 

Sidst købte jeg bl.a. en rest af 'voks'dug. Det lille stykke var virkelig meget billigt. 

Jeg fik 3 ting ud af det. Ovenfor kan man se mit rodede arbejdsbord med en indkøbspose og en toiletpung, som lige er blevet færdige. 

Da jeg, som det første, lavede tasken havde jeg store problemer med, at få arbejdet til at glide i symaskinen. 

Det var lige indtil, jeg huskede, at jeg jo har en teflontrykfod til netop den slags arbejde. 

Tidligere har jeg brugt at sætte tape om en almindelig trykfod. Jeg har også prøvet at sy med en avis mellem trykfoden og arbejdet. Det kan man også godt. Men det er et stort arbejde at fjerne alt avisfnulleret under stingene bagefter. 

En teflontrykfod er meget nemmere at arbejde med (men også dyr).

Når man syr i plastik, voksdug, kunstlæder og læderpapir mm. så kan man ikke sætte nåle i arbejdet.

De laver synlige huller i materialet, som ikke går væk. Jeg har nogle syklemmer/stofklemmer, som jeg bruger- til flere og flere ting faktisk. De er også gode til stift eller tykt stof.  

Jeg lavede også en lille kurv. 


Kurven er lavet sådan:

Jeg fandt en skål med en bund på ca. 15 cm og brugte den som skabelon for kurvens bund. 

Jeg målte bundens diameter og gangede den med 3.14 og lagde lidt til. Jeg klippede siden i det mål, jeg kom frem til og i den højde, jeg ønskede. For mit vedkommende blev det ca. 52 x 17 cm.

Jeg syede bund og sidestykke sammen. Så havde jeg en uforet kurv.

Så lavede jeg en til at samme slags. Jeg satte dem ind i hinanden ret mod ret. Jeg syede overkanten sammen, men lod et stykke på ca. 8 cm stå åbent til at vende arbejdet ud igennem.

Da jeg havde syet overkanten sammen, vendte jeg retten ud på kurvene og satte den rigtigt ind i hinanden. Jeg lukkede hullet pænt og syede en stikning 1/2 cm fra overkanten. 

fredag den 17. april 2015

Lille kurv i Zpagetti

Da min veninde havde fødselsdag, gav mig og min kæreste hende en kurv med dejlige ting - problemet var bare, at jeg glemte at købe en kurv. Så vi sad med alle de dejlige ting og vidste ikke rigtigt, hvordan vi skulle pakke det ind/pakke det sammen på en indbydende og dejligt måde.
Heldigvis havde jeg et nøgle Zpagetti-garn liggende og improviserede en lille kurv...


Opskrift 


Jeg har brugt ca. et halvt nøgle Zpagetti og en hæklenål str. 15

  • Lav en magic ring (alternativt 4-5 lm samlet med 1 km) og lav deri 8 fm. Marker overgangen til en ny runde med en hæklenål eller et stykke garn i en anden farve.
  • 2. runde: Lav 16 fm i de 8 fra forrige runde ved at hækle 2 i hver.
  • 3. runde: Lav 24 fm i de 16 fra forrige runde ved at hækle 2 i hver anden, 1 i de resterende.
  • 4. runde: Lav 32 fm i de 24 fra forrige runde ved at hækle 2 i hver tredje, 1 i de resterende.
  • 5.-7. runde: Fortsæt på samme måde: Lav 8 m mere hver runde ved at forøge antallet af masker imellem dobbeltmaskerne med 1 pr. runde.
  • 8. runde: Du har 56 m, nu hækles 4 runder fm uden ud- eller indtagning
  • 13. runde: Tag 2 fm ind jævnt fordelt på runden (54)
  • 14.-18. runde: Hækl yderligere 4 runder uden ud- eller indtagninger
  • Hank: Lav 23 lm, og sæt den fast med 1 fm på modsatte side af kurven, lav yderligere en fm på kanten af kurven og fortsæt med fastmasker tilbage langs hanken.
  • Kant/afslutning: Hækl rund med km langs halvdelen af kurven og op langs hanken. Klip snoren og gentag på den anden halvdel af kurven + den anden sige af hanken. Klip snoren.
  • Sy ender ind.