Viser opslag med etiketten gæsteblogger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gæsteblogger. Vis alle opslag

mandag den 11. februar 2019

Løs vejledning til jordbærtrøjen i voksen-str

Jeg er blevet spurgt efter opskrift på den jordbær-trøje, min mor strikkede til mig for flere år siden. Jeg har ikke en opskrift! Men her skriver jeg det ned, jeg ved - med lidt regning og lidt snilde, kan du nok finde ud af, hvordan du kan lave din egen.



Vi brugte den her opskrift som grundopskrift - for at finde størrelse, maskeantal, centimeter-mål og pindtykkelse.


Min trøje er strikket i dette garn.



Så med udgangspunkt i opskriften ovenfor er min egen trøje strikket men med en masse ændringer
  • 3½ cm rib lavet på en lidt tyndere pind i stedet for rullekanter.
  • Hele trøjen er strikket i rød med grønne lus på hver 7. pind. Hver anden gang er det *6 røde, 1 grøn*, gent fra * til *. Hver anden gang er det *3 røde, 1 grøn, 3 røde*, gent fra * til *. Der strikkes også lus på ærmer.
  • Efter ca 21 omg efter samlingen (min er en str S) strikkes jordbærtoppens blade. Der er strikket 16 blade og maskeantallet er justeret på det første stykke af bærestykket, så det går på med 16.
  • Da der er taget ind til ca 120-130 m (afhængingt af str) skiftes til rib. Der strikkes 16-17 cm rib, herefter lukkes løst af.
Der skal regnes lidt for at det bliver en rigtig opskrift, men kast dig ud i det og læn dig op ad grundopskriften ovenfor. God fornøjelse.




tirsdag den 10. oktober 2017

Hannah: Genbrugskjole af gamle jeans


Da jeg så DR's 'Fra yt til nyt' med en kvinde i Århus, som lavede kjoler til voksne af genbrugsjeans, fik jeg ideen til at lave en enkel pigekjole af gamle jeans.

Jeg ledte forgæves efter blødslidte jeans i genbrugsforretninger - jeg syntes ikke, stoffet skulle være alt for stift. Projektet blev reddet af min søster, som leverede 9 par godt brugte jeans.

Jeg er nødt til at have et mønster, jeg aner nemlig ingenting om tilskæring, så jeg fandt et Minikrea 50010 og valgte EASY-modellen. 

Jeg har brugt:
- Et kjolemønster
- 3 par slidte jeans (helst ikke med smalle ben, for så kræver det nok flere par og mere arbejde)
- Nogle Color Snaps
- Sytråd

Der var meget arbejde med at sprætte jeansbukseben op og sprætte lommer af. Det var desuden dumt at vælge en lomme, som var nittet på foroven - men det gjorde jeg.

Mit princip var, at ærmer og lomme skulle være fra det samme par jeans. Så jeg lagde ærmemønsteret på forneden på jeans'ene og klippede dem. Det var det nemme.

Jeg syede dele af de opsprættede bukseben sammen til et passende stykke stof til hele kjolens krop. Jeg var opmærksom på at samle stoffet, så det blev uensartet men heller ikke totalt blandet.

Jeg har zig-zagget alle delene godt, fordi nogle af bukserne trævlede meget. Det giver også et pænt og ensartet udtryk på bagsiden.Ydermere har jeg kantstukket alle sammensyningerne i stofstykket, for at de forskellige stoffer ikke skulle rulle på mærkelige måder på den færdige kjole.


Jeg lagde mønsterdelene til kjolens for- og bagstykke på det stykke stof, jeg havde lavet, og resten af arbejdet var som at sy enhver anden kjole.

Jeg brugte den afsprættede baglomme fra jeansene til forlomme på kjolen. Men fordi jeg havde valgt en lomme, som oprindeligt var nittet, var der et lille hul i hver side for oven på lommen.
Jeg syntes, det kunne være fint (og en lidt sjov fortolkning af jeansstilen) at sætte et par kulørte plastiknitter (Colar Snaps) på i hullerne. Jeg ville gerne have, at nitterne skulle gå igennem både kjole og lommer - ligesom på jeans - og dermed forstærke lommens påsyning, men det var mine Color Snaps ikke lange nok til. Så efter nogle forsøg, måtte jeg lave en feberredning. Nu går nitterne kun igennem stoffet på selve lommen og det var faktisk svært at få dem til at sidde fast alligevel. 
En anden gang vil jeg overveje evt. at sy et par små kulørte knapper på i stedet for.

I stedet for at sætte mit "handmade by Hannah"-mærke et diskret sted, som jeg plejer, valgte jeg at lege med jeansudtrykket. Jeans har jo ofte mærket siddende synligt bagpå, så jeg satte mit mærke på i en overgang mellem to stoffer på bagsiden af kjolen.

Det har været sjovt at lave denne kjole, men det har ikke været uden overraskelser og forhindringer. Men de erfaringer har jeg så glæde af næste gang. For der bliver sandsynligvis en næste gang snart. Jeg planlægger nemlig at lave en genbrugskjole til mit barnebarn også. 

fredag den 1. september 2017

Hannah: Restekjoler


Jeg er en stor 'gemmer'. Jeg gemmer både brugt stof og ret små rester. 
Jeg tænker, at jeg altid kan bruge en lille rest til en belægning eller en kant på en lomme eller noget andet. 
Det er aldrig til at vide, hvad jeg kommer til at mangle. 
Jeg har meget stof og urimeligt mange rester i forskellig størrelse.
I slutningen af min sommerferie havde jeg et projekt, der gik ud på at lave noget af resterne. 
Det blev til to restekjoler. 

Den lilla ovenfor er ca. str. 5 år. Den er syet efter et Burda-mønster nr. 3037.
Den grønne og rosa nedenfor er str. 1,5 år og syet efter et mønster i Hanne Meedom: 'Syet og strikket tøj til børn'.

Jeg har haft en princip om, at jeg kun måtte bruge rester. 

Jeg har været inspireret af Zand Amsterdams nederdele. Den lilla kjole består derfor af 6 forskellige slags stof. På denne kjole er for- og bagside ikke ens.


På den grønne og rosa kjole har jeg desuden- i lighed med nederdelene fra Zand Amsterdam- sat pyntebånd på overgangene mellem de forskellige stoffer. I dette tilfælde handlede det om at skabe en farvemæssig sammenhæng mellem kroppen og skørtet. 

Kjolernes bærestykke er foret. Man kan også vælge at sætte skråbånd på hals- og ærmekanter. Men jeg synes, det er besværligt og giver et mindre 'færdigt' resultat.

Begge kjolemønstres skørter er bare et firkantet stykke stof dobbelt så bredt som bærestykket. Så det er nemt at sætte det sammen af mindre stykker, inden det rynkes og sys på bærestykket.
Begge kjoler har en lomme, som er syet med ind i sammensyningen af de forskellige stofbaner, som udgør skørtet. Lommen er altså ikke syet på bagefter.
Begge kjoler er lukket på bagsiden med den slags trykknapper, som man kan slå i.

tirsdag den 6. juni 2017

Hannah: Hæklet solhat



Jeg har hæklet nogle solhatte til mit barnebarn. Jeg hæklede de første sidste sommer, men dengang lavede jeg ikke en opskrift.
Nu har jeg hæklet et par i en lidt større størrelse og denne gang har jeg skrevet ned, hvad jeg har gjort.

Du kan også finde opskrift på Annas hæklede solhat i to størrelser: str. 12-18 mdr og str. 18-24 mdr

Opskrift

Størrelse: ca. 18 mdr. Hatten udvider sig i brug.
Garn: Bomuld 8/4 til hæklenål 2,5-3
Garnforbrug: ca. 50 gram- lidt afhængigt af løbelængden. Den kan jeg desværre ikke fortælle noget om, fordi jeg har brugt nogle af Annas rester uden banderole. Men jeg vil foreslå en løbelængde omkring 160 m/50 gram. Mine farver er gul og lilla.
Hæklenål: Jeg har brugt en 3
Hæklefasthed: 10 x 10 cm = 20 stangmasker og 12 rækker.

Forkortelser:
LM= Luftmaske
KM= Kædemaske
STM= Stangmaske

Der hækles rundt i STM.

Bemærk:
  • Alle omgange begynder med, at man hækler 2 LM, de forestiller/erstatter den 1. STM på omgangen. 
  • Alle omgange slutter med, at man samler omgangen ved at hækle en KM i den øverste af de to LM, som begyndte omgangen.
Solhat:
  • Start med en magisk løkke.
  • 1. omg: Hækl 12 STM i den magiske løkke. Stram herefter løkken til.
  • 2. omg: Hækl 2 STM i hver af de underliggende masker (dvs. udtagning i alle masker). Det giver ca. 24 masker på omgangen. For hver omgang med disse indtagninger stiger masketallet med ca. 12.
  • 3. omg: Udtagning i hver 2. maske hele vejen rundt.
  • 4. omg: Udtagning i hver 3. maske omgangen rundt.
  • 5. omg: Udtagning i hver 4. maske
  • 6. omg: Udtagning i hver 5. maske
  • 7. omg: Udtagning i hver 6. maske.
  • 8. omg: Udtagning i hver 7. maske. Nu er der ca. 84 masker på omgangen.
  • 9.- 13. omg: Der tages ud i 1. maske(midt bag) og i masken modsat (midt for). Dvs. i alt 2 udtagninger på omgangen. Hatten til Ronja fik dermed en omgang på 94 masker.
  • 14- 17/18. omg: (Afhængigt af barnet hovedform og hvor langt man ønsker, at den skal gå ned: Hækles uden udtagninger. Indenfor disse rækker skiftede jeg til det lilla garn.
  • Nu skal man lave hattens skygge: Der hækles 2 STM og i den 3. tages ud. (der laves altså udtagning i hver 3. maske). Det skal kun gøre på én omgang.
  • Dernæst hækles to omgange uden udtagninger. Disse omgange er skyggen. Og hermed er hatten hæklet færdig. 
Montering:
  • Stram den magiske løkke og sy tråden godt ind.
  • Sy slut-tråden ind et sted, hvor den ses minimalt.
  • Nu er hatten færdig
Men hvis man også vil have pynt på, så er der en lille fortsættelse:

Hæklet blomst:
  • Lav en magiske løkke. 
  • Hækl 12 LM eller 12 FM (fastmasker- de er ikke så høje) i løkken. Stram løkken til.
  • Hækl 3-5 STM i hver af de 12 masker. (Antallet af masker der laves i hver, bestemmer hvor ’krøllet’ blomsten bliver.)
  • Stram igen løkken til og brug garnenden til at sy blomsten godt fast på hatten.
  • Sy slut-enden pænt ind et sted, hvor den ses minimalt.
  • Sy blomsten fast på hatten



Yderligere har jeg pyntet med at par knapper. Man kan selvfølgelig også pynte på andre måder. Jeg har f.eks. overvejet at trække et smalt kulørt bånd igennem stangmaskerne lige inden skyggen og lave en sløjfe et sted eller lade båndet hænge og flagre bagpå.

onsdag den 22. marts 2017

Hannah: Lille taske med genbrugsbroderi

Igennem nogen tid har jeg samlet gamle broderier, købt dem i genbrug eller fået dem foræret.
Jeg har i virkeligheden ret sjældent brugt dem. Ideen er, at de skal sys ind i tasker og punge eller bruges som dekorative detaljer på jakker m.m.

Men nu har jeg lavet denne lille taske/pung.



Teknikken har jeg taget fra en bog, jeg fik af Anna til min fødselsdag: 'Moderne genbrug' af Tina Benfeldt Levring.
Det er nemt og det bliver pænt,- men måske ikke helt så pænt, som når jeg syr et foer i bagefter. Men det er, på den anden side, ret besværligt.

Broderiet er en gammel juleserviet, måske en julebakkeserviet.
Hvis man kigger godt efter, så kan man ane resten af nogle flettede julehjerter i siderne, men da jeg har klippet det meste væk, ser det bare ud som flere røde bær.

Foret er et stykke stof, som engang har været et par tynde sommerbukser, som jeg købte for 20 kr men aldrig har brugt.

Jeg har brugt et stykke yderstof på ca. 36 x 24 cm og et tilsvarende stykke foerstof.
Desuden en lynlås på 25 cm.
Som det allerførste syede jeg broderiet på yderstoffet. Dernæst fulgte jeg instruktionen i ovenstående bog på side 14-18.

fredag den 18. marts 2016

Gæsteblogger: Genbrug og re-design

Når jeg sidder sammen med min mor og ser på fotografier fra min barndom, er det en fast del af oplevelsen, at min mor til mange af billederne fortæller ting som: "Den trøje havde mormor strikket til dig" eller "de bukser, du har på der, er syet af min aflagte kjole".

For nylig syede min mor så et par bukser til min datter af et viskestykke og jeg spurgte hende, om hun ikke havde lyst til at lave et indlæg om at sy tøj ud af genbrugsstof. For jeg synes, det er så sejt at kunne genbruge og generelt bare bruge det, man nu engang har, til at lave noget (nyt).

Så når min datter bliver større og vi finder fotoalbummet frem, kommer jeg også til at sidde og sige: "Den trøje har jeg strikket til dig" og vigtigst i denne sammenhæng: "De bukser har din mormor syet til dig ud af et viskestykke". 

Hannah har ordet:

Forhistorien

Det begyndte i foråret 1987- eller det troede jeg. Men da jeg kiggede mine billeder igennem, opdagede jeg, at der er et billede af Anna i genbrugstøj allerede sidst i 1985. Tøj af genbrug. Det er emnet her.
Men i min bevidsthed begyndte det i foråret 1987.
Vi havde ingen penge og Anna trængte til en forårsjakke.
Jeg kiggede i mit skab og fandt en bomuldsbluse af noget sweatshirt-stof i en flot grøn farve, men den var skæv og derfor brugte jeg den ikke. Jeg havde i øvrigt arvet den efter min veninde, Anette.
Jeg fandt også en slidt skjorte. Den var orange. Men det havde den ikke været altid. Oprindeligt var den hvid, men jeg havde selv farvet den orange.
Af det (og nogle orange trykknapper og lidt orange satinbånd) syede jeg en jakke med tilhørende hjelm til Anna. Det blev meget vellykket. Jeg synes stadig, det er flot og jeg er stolt af det.
Siden har jeg været opmærksom på, hvor meget sjovt og anderledes man kan få ud af at bruge noget, man allerede har. Det er en sport i sig selv.
MIN mor syede også om. Jeg har også gået i omsyet tøj.




Den grønne jakke og hjelmen er syet efter Elsebeth Gynther & Bjarne Solberg: ’Børnetøj du selv kan sy 0-4 år’. Den købte jeg engang i 80’erne og den har jeg brugt lige siden. Den er supersmart, for alle delene passer sammen, så man kan selv kombinere en overkrop med det ærme og den hals, man vil have og dermed få lige den model bluse, jakke eller skjorte, man vil.
Den har dog det problem, at det er megasvært at finde mønstrene og følge linjerne. Så når man én gang HAR fået tegnet et mønster af, så er det bedst at gemme det godt.




I slutningen af 1985 står en meget lille Anna i et par selebukser. De er lilla ternede og syet af et dynebetræk. Mønstret er i øvrigt rigtig smart og MEGET nemt at lave. Den smarte ide er, at man begynder med et par- lidt for store- selebukser, som når helt op under armhulen på barnet. Når barnet vokser, så kan bukserne følge med et stykke tid, for man binder bare selerne længere og længere oppe, for til sidst at klippe dem helt af. Ligesom man begynder med pludderbukser med elastik for neden og efterhånden bliver der mindre pludder og til sidst trækker man elastikken ud og kan dermed lægge bukserne et par cm. ned. Det er fra Susanne Gustafssons ’Sybogen’.



Nutid:

I dag har jeg lige siddet og syet bukser til mit barnebarn. Det fede ved at sy til meget små børn er, at der skal så lidt materiale til. Så man kan lave noget af ret små rester, kombinere forskellige meget små rester, eller lave babytøj af helt andre ting.
Jeg syede et par bukser af et viskestykke. Ideen til et par babybukser af et viskestykke kom, fordi jeg var ved at sortere min store bunke af viskestykker, fordi jeg ville smide nogen væk. Men stoffet i nogen af dem var både pænt og rart at røre ved. Så dem gemte jeg. Nu ligger der en lille stak kulørte og mønstrede viskestykker sammen med mit stof. De kan foreløbig blive til flere forskellige ting til barnebarnet.
Men de kunne jo også bruges til en kæk og anderledes lomme, knaprad, krave på et stykke voksentøj eller til for eller anden detalje på en taske. Der er mange muligheder...
Brugt stof har den fordel, at det er blevet blødt af vask. Til gengæld er jeg ofte i den situation, at jeg skal arbejde uden om nogle pletter.






Alternativet til at arbejde uden om pletterne er at sætte dem et meget centralt sted og så gøre dem til ’en fiks detalje’. Det gør jeg ved at brodere ovenpå, sætte en færdigkøbt mærke på, sy en applikation eller hækle en lap at sy ovenpå. Fx en lille bedstemorfirkant eller en anden fin lap.
Jeg klipper ikke godt tøj i stykker. Det giver jeg videre til andre fx min søster eller genbrug. Det jeg klipper i stykker, er det, som jeg synes er så dårligt eller umoderne, at det ikke kan bruges af andre. Jeg gemmer heller ikke grimt eller ubehageligt stof.



I Elsebeth Gynther & Bjarne Solbergs sybøger fra 70’erne er der mange ideer til applikationer, som man kan kopiere, hvis man vil. Man kan jo også lave sine egne små motiver og overføre til stof. Bag i bøgerne er der desuden et afsnit om syteknik. Her kan man blandt meget andet finde en vejledning til at lave applikationer.

Knapsamlingen
I min familie har vi tradition for at have en ’knapsamling’. Min mor havde en. Hun klippede altid knapper af det tøj, hun kasserede. Så var der nogen at tage af, når vi manglede en knap.
Jeg har også en knapsamling. Jeg klipper også pæne knapper af, når jeg kasserer tøj. Men kun de pæne.
Når jeg køber knapper til forskellige projekter, så køber jeg ofte et par ekstra og jeg er altid på udkig efter billige knapper. Stofforretningen her i byen sælger rester af knapper meget billigt og jeg er en flittig bruger af flotte enkeltknapper.
Jeg troede, det var normalt at have en knapsamling. Jeg fortalte hende, der har stofforretningen, om vores familie og vores knapsamlinger en dag. Og da gik det op for mig, at det nok ikke er helt almindeligt.



Da jeg var barn, når min søster og jeg var syge og kedede os, så fik vi nogen gange min mors knapsamling at kigge på. Det var vældig underholdende. Vi fandt de flotteste, vi samlede dem, der var mange af osv.
Når jeg kigger på min knapsamling i dag, så kan jeg huske en del af knapperne og huske, hvor de kommer fra, hvilket stykke tøj, de oprindeligt kommer fra.
Jeg har bl.a. et enkelt eksemplar af den knap som i begyndelsen af 1980’erne startede min knapsamling. Jeg så knappen i vinduet i en forretning med syartikler, jeg syntes, den var vildt flotte, så jeg købte nogle af dem. Senere syede jeg en kjole til knapperne.



1. knap er fra en færøtrøje som min mormor strikkede til mig i begyndelsen af 70’erne
2. knap er fra en vatteret jakke, jeg syede til Anna i 1986
3. knap er en af de omtalte knapper, som jeg købte og lavede en kjole til.
4. knap er fra en jakke af orange filtet uld, som jeg syede og overbroderede for ca. 5 år siden.
5. knap er fra en jakke, min mor havde, da jeg var barn.

søndag den 29. november 2015

Gæsteblogger: Julehjerter

Ih, min mor lavede noget flot julepynt tilbage i oktober, og da jeg altid har mange intentioner om at lave noget flot julehalløj til bloggen, men næsten aldrig får det gjort, tænkte jeg, at jeg kunne snyde lidt i anledning af første søndag i advent og vise hendes flotte ting frem i stedet...



Hannah har ordet:

Sidste år lavede jeg nogle julepynt-stjerner af Cernit, lædersnøre og perler.
Dem var jeg ret glad for, de hang på et metaljuletræ i min stue og pyntede i hele december.
I et anfald af 'Åhh, nu er det snart december igen', fik jeg lyst til at lave nogle hjerter på samme måde.

Det har jeg gjort i efterårsferien. 



Jeg brugte:
Rød Cernit (Fimo er også en mulighed)
1 mm lædersnøre- mest i rød, men også en smule  pink og rosa.
Hvide porcelænsperler med ujævn overflade, ca 6 mm store
Røde, Bordeaux, orange, rosa og sorte blankglaserede keramikperler, ca. 12 mm store

Jeg købte noget rødligt Cernit (kirsebærrød- kalder de det, det var den eneste røde farve, jeg kunne få i den lokale hobbyforretning).
Jeg varmede det op ved at gå med det en halv time inde på kroppen, så trykkede jeg det lidt fladt og kørte det igennem min pastamaskine med den største tykkelse. Det kan selvfølgelig også gøres med en kagerulle.
Bagefter trykkede jeg hjerter ud med en kageudstiksform. De er alle i samme størrelse, men det kan man jo gøre som man vil. Min form er ca. 7 x 6 cm i de største mål.
Så tog jeg min hultang og klippede huller til snøre. Jeg brugte den største pibe, som er 4 mm. Jeg placerede hullet i midten - men jeg sad ikke og målte det ud- 2- 2.5 cm nede.
Jeg lagde hjerterne på bagepapir og bagte dem iflg. brugsanvisningen på pakken med Cernit på ca. 125 grader i ca. 10 minutter. 

Da hjerterne var bagt og kolde opdagede jeg, at min form åbenbart havde et sted, hvor den ikke var så skarp, så derfor havde den efterlade et punkt, hvor kan kanten på hjerterne havde noget, der ligesom 'stak ud'. Det filede jeg forsigtigt væk med en neglefil.

Jeg målte 33 cm lædersnøre af til hvert hjerte, jeg bandt en knude med en lille smule afstand til selve hjertet. Efter knuden trak jeg den hvide perle og en kulørt perle på snøren. Øverst slog jeg igen en knude, så hjertet kan hænge i snøren. Jeg sørgede for, at der var ca. 1/2 cm tilovers af de to snører efter knuden foroven. Der klippede jeg de to snører af på en gang med et skråt klip.


tirsdag den 5. maj 2015

Gæsteblogger: Strikket børnekjole

Nu har min mor igen strikker noget fint, som jeg gerne vil vise frem...



Hannah har ordet:

For nogle måneder siden strikkede jeg en kjole til mig selv. Den kjole er vi vist rigtig mange, der har strikket. Den originale opskrift til voksne er fra et ugeblad og kan findes på deres hjemmeside. Det var så sjovt at strikke den og jeg synes, den blev så god, at jeg trængte til at strikke en mere. Men der alligevel grænser for, hvor mange kjoler af samme slags, jeg synes, jeg har brug for. Så jeg besluttede, at den også vil være herrefin til en lille pige, men så i et tyndere garn. Så derfor gik jeg i gang med at lave en i str. 2 år til et barn jeg på-en-måde-kender.










Omtrentlig opskrift


Størrelse: cirka 2 år
Garn: Jeg valgte Arwetta Classic strømpegarn, for så kan det maskinvaskes og det er nok ret praktisk til småbørn.
Garnforbrug: 2 nøgler af hver farve (2 farver: pink og lysgrøn)) og så en lille sjat til kanter (lilla).
Pinde: Den er strikket på p.3. Jeg har strikket på en 40 cm rundpind, jeg strikkede de første ca. 6 cm. ved at strikke frem og tilbage på rundpinden og herefter begyndte jeg at strikke rundt.

Kjolen er strikket oppefra og er raglan.
  • Jeg slog 88 masker op på p.3 og strikkede 3 pinde retstrikning i den pink farve. Det er kanten på halsudskæringen. På det første stykke strikkes frem og tilbage, for at få en slids bagi til en knap, så kjolen er lettere at få af og på.
  • Dernæst skiftede jeg til glatstrikning og striber a 4 pinde, men jeg lod den første stribe være pink ligesom kanten. Her begyndte samtidig udtagningerne, men først deles arbejdet op med 4 strikkemarkører mellem maskerne. 
    • Sæt en markør efter 13. maske = ½ bagstykke
    • Dernæst efter yderligere 18 masker = ærme
    • Og efter yderligere 26 masker = forstykke
    • Efter 18 masker mere = det andet ærme
    • Endelig er de sidste 13 masker = det andet halve bagstykke
  • Sådan laves udtagningernes: Udtagningerne til skuldrene laves på begge sider af markørerne på hver 2. pind. Det er nemmest at arrangere det, så udtagningerne foregår på retpindene. Udtagningerne laves ved at strikke i lænken mellem de to masker på hver side af markøren. Masken strikkes drejet ret, hvis man ikke gør det, danner udtagningen et lille hulmønster. (Det kan man jo godt, hvis man vil have det). Disse udtagninger på hver 2. pind lavede jeg i alt 22 gange. 
  • Samtidig strikkede jeg striber af skiftevis pink og grøn med 4 pinde ad gangen.
  • Da arbejdet målte 6 cm i alt og for mig var det efter halskanten og 5 striber, samlede jeg arbejdet på en rundpind og strikkede rundt (i stedet for frem og tilbage). 
  • Når de 22 udtagninger er lavet skal der lukkes af for alle ærmemaskerne – for mit vedkommende var der 63 masker på hvert ærme, som jeg lukkede af. Og så er raglanudtagningen færdig.
  • I stedet for disse 63 masker, slog jeg på næste omgang 8 nye masker op under begge ærmerne, for at lave et ’hul’ til armene. Jeg havde nu 156 masker i alt. Og så skulle maskemarkørerne flyttes, fordi der nu skal laves udtagninger på kjolens underdel. Jeg valgte at beholde midten bagpå som omgangens begyndelse. Ud fra denne midte satte jeg maskemarkører i efter hver 26 masker. Dvs. jeg havde 6 felter med 26 masker.
  • Herefter udtages 1 maske i lænken lige efter markøren på hver 12. omgang (6 masker udtaget). Det er ret smart, for så behøver man ikke tælle, jeg valgte at tage ud på første pind i den grønne stribe hver gang. Udtagningerne er fortsat i drejet ret.
  • Da jeg havde lukket ærmerne af, begyndte jeg på næste omgang (den hvor jeg samlede de 8 masker op under hvert ærme) at gøre striberne bredere: Jeg strikkede 3 striber a 5 omgange og gik herefter op til striber a 6 omgange. Og så fortættes sådan indtil kjolen har næsten den ønskede længde, for der afsluttes med en kant, som jeg strikkede i lilla og som består af 2 omgange vrang, 1 omgang ret og 2 omgange vrang. Der lukkes lidt løst af i ret.
  • Nu skal der strikkes kanter på ærmerne
  • Jeg samlede 63 masker op i kanten af ærmet med lilla og strikkede rundt på strømpepinde: 1½ pind ret og 3 pinde vrang og lukkede igen lidt løst af i ret.
  • Så skal der hækles kant på slidsen i nakken og laves et knaphul: 
    • Jeg hæklede fastmasker langs siderne på slidsen og øverst i den ene side hæklede jeg 8 luftmasker. Disse fæstende jeg med en fastmaske i hjørnet på halskanten.
  • Jeg syede ender ind og syede en knap i og voila: en fin lille pigekjole.

tirsdag den 23. december 2014

Gæsteblogger: Julestjerner

Der har ikke været så mange indlæg i december. Jeg har haft travlt med at bage julesmåkager, købe julegaver og se Tidsrejsen. Desuden er det herre kedeligt at strikke den valkede taske, så det går lidt trægt. Men nu har jeg fået juleferie og er kommet hjem til min mor, som har lavet noget meget flot julepynt, jeg gerne vil vise frem...



Hannah har ordet:

I en reklame så jeg nogle fine julestjerneophæng. Men de kostede 79 kr/stk, så jeg tænkte, at jeg godt selv kunne lave noget lignende.

Mine stjerner er lavet af Fimo-ler, sådan noget plastik-ler, som man kan bage i sin husholdningsovn.
Her er nogle i porcelænshvid og nogle i hvid med en anelse glitter. Jeg eksperimenterede også med andre hvidlige farver, men jeg syntes ikke, det blev godt.
De er trykket ud med stjernebageforme i nogle lidt forskellige størrelser men i samme form. Hullet er klippet med en hultang, inden stjernerne blev bagt og jeg har med vilje klippet hullerne lidt tilfældigt, så det ikke blev alt for symmetrisk.
Efter bagning har jeg sat en 1 mm lædersnøre igennem hullet, der er rosa, røde og sorte snører. På snøren ind imod stjernen er der to perler: en hvid og en farvet: rosa, rød, sort og nogle få kobberagtigt skinnende brune.
Jeg begyndte med de kulørte perler, jeg lige havde. De er lavet af glaseret ler og stammer fra et Kazuriarmbånd, som var gået i stykker. Senere måtte jeg købe porcelænsperler i nogle nogenlunde tilsvarende farver. De hvide perler er porcelænsperler.
Øverst er der en knude, så stjernerne kan hænge i lædersnøren.

Jeg har imellemtiden set, at man også kan købe noget porcelænsagtigt selvtørrende ler og jeg har tænkt, at det må jeg prøve engang. Umiddelbart synes jeg fordelen ved Fimo-leren er, at hvis stjernerne hænger op imod lys, så kan lyset skinne svagt igennem.

mandag den 28. juli 2014

Gæsteblogger: Jagttasker i gummi

Min mor har lavet de fineste tasker i gummi. De er så enkle og har dog de mest imponerende detaljer. Jeg er helt vild med, at hun har sat pyntebånd i til at afslutte foeret. Jeg er meget misundelig! Så derfor vil jeg gerne vise dem frem her. De første to ud af fire kommer her:

Hannah har ordet:

Jeg har fået lov til at vise nogle tasker, jeg har lavet.
Jeg har siddet på min bænk i skyggen i haven i de lange varme sommerdage og syet.
Det er der blevet 4 tasker ud af. De er lavet af lastbil/traktorslange og cykelslange.
To af dem er en slags ’jagttasker’. Modellen har jeg lånt på http://www.skoven-i-skolen.dk/content/sy-en-jagttaske  , men jeg har ændret den lidt.
Når man syr i gummi er det nemlig ret svært at lave rundinger og buer pænt.



Desuden ville jeg gerne have at sidestykkerne var bløde og kunne ’folde sammen’, derfor er de lavet af cykelslange, som er tyndere og blødere.
De er lukket med hver sin knap og har begge for og pyntebånd på overkanten, på den side man ser, når man åbner tasken.
Taske nr. 1 (den med den blå knap, fordi der er en blå stribe i gummiet) har for af sort babyfløjl med pyntebånd i blålige farver.



Taske nr. 2 (den med metalknappen- som er en slags ’geværknap’ – det tror jeg det hedder. Den består af 2 dele, som man skruer sammen igennem et hul i materialet) har for af stribet bomuld i gråbrun-agtigt og sort. Pyntebåndet er med noget grønt, derfor har jeg tilføjet en lille perlesnor med grønne perler. Måske er den fjollet – jeg er selv i tvivl- men så kan den jo bare tages af.



tirsdag den 1. april 2014

Gæsteblogger: Multifarvet voksensweater

Min veninde, Sara, laver også rigtigt mange, sjove hjemmelavede ting. Især er hun helt vild, når det kommer til at strikke sweatre. Det er hende, der har inspireret mig til at gå  i gang...
I lang tid har hun været i gang med at strikke en super, super flot trøje. Fyldt med farver - jeg kan kun elske det! Så jeg spurgte hende, om hun ikke ville vise den frem på min blog. Og nu er den flotte trøje blevet færdig...



Sara har ordet: 

Min inspirationskilde
Tak, fordi jeg må snige mig til at vise en af mine kreationer frem på din blog, når nu jeg ikke har en selv. Som det fremgår af billederne har jeg strikket en multifarvet trøje/bluse i striber, der skifter på en lidt anderledes måde. Jeg blev inspireret af min venindes bluse (på billedet), men er selv gået lidt mere amok i forskellige farver.
Jeg synes selv, at jeg har ramt meget godt inden for forårets glade farver. Blå som himlen, grøn som græsset, hvid som skyerne og lilla, gul og rød som de fine forårsblomster: Martsviol, påskelilje og tulipan.


Det praktiske

Trøjen er strikket på en pind 2.5 i Arwetta strømpegarn. Jeg har brugt ca. 8-9 nøgler, det er lidt svært at bedømme, når jeg ikke har brugt nogen af farverne op, men jeg har brugt 10 forskellige farver til trøjen i alt. Jeg kan godt lide at strikke bluser og trøjer i strømpegarn, fordi de ikke bliver så vamsede og fordi der er så mange fine farver at vælge imellem. Strømpegarnet, synes jeg også, er mere slidstærkt end andet garn.


Noget der ligner en opskrift

Jeg ved ikke, hvorvidt jeg selv har fundet på trøjens form. Jeg strikker bare, så det passer til mig, og jeg er vist en størrelse medium. For hver trøje jeg laver, forbedrer jeg på det, jeg var utilfreds med på den forrige, og efterhånden jeg har en opskrift, jeg kan være bekendt at skrive ned.

Krop:
  • Jeg slår 264 masker op til rib.
  • Efter ribben øger jeg til 286 masker af to omgange inden for de første 6 runder. (Jeg synes det giver en fint poset look og så slipper jeg for at tage ud og ind, som mange trøjeopskrifter foreslår).
Ærmer:

  • Til ærmerne har jeg slået 52 masker op til ribben.
  • Efter ribben har jeg øget til 60 masker inden for de første seks runder jævnt fordelt.
  • På resten af ærmet har jeg taget to masker ud på det samme sted i runden for hver 6. runde.
  • Jeg bliver ved med at tage ud til jeg har 104 masker i alt.
  • Hver stribe er 4 runder bred, og der er 37,5 striber (dvs. 150 runder) på kroppen inden ærmerne og 47,5 striber på ærmerne, inden de sættes på.

Raglan:
  • Jeg kan bedst lide at strikke indtagningerne som raglan og jeg tager ind for hver anden runde.
  • Jeg havde forud for denne trøje lavet en anden trøje, der blev for stor i halsen og som jeg ikke orker at pille op og lave om, derfor har jeg blot talt at halsen i denne bluse skulle være et sted mellem 180 og 160 masker, hvad jeg lige endte på ved jeg ikke, for jeg startede med at strikke for langt, så halsen blev alt for lille og jeg måtte pille en stribe op. Måske skulle jeg have pillet to striber op, jeg synes stadig den sidder lidt tæt i halsen.
  • Ribben i halsen er 20 runder bred og foldet om på bagsiden så halsen er dobbelt.

onsdag den 17. juli 2013

Uldent jordbær, mums!



Den er ikke hjemmelavet hos mig. Og det er ikke engang hjemmelavet af mig. Men den er hjemmelavet ikke desto mindre - af min mor. Og jeg elsker den og må bare vise den frem!

Den er faktisk en ganske lille bitte mini smule hjemmelavet af mig, eftersom det var min idé, der ligger til grund for projektet. Kombineret med en grundopskrift fra Hjertegarn og min mors strik og evner til at finde en måde at realisere mine vilde idéer (det er ikke første gang!) er det blevet til et stor, dejligt vinter-jordbær.



Jeg glæder mig til at skulle bære sommeren med mig (på mig!) hele vinteren. Det er 100% uld, du! Den er lavet, så den passer til min jordbærhue (den på billedet nedenfor) - som jeg måske viser frem i et andet indlæg en gang. Den er nemlig fed og efter egen opskrift.

Jeg har set andre jordbær-sweatre, men jeg har aldrig set nogen så flot og gennemført som min, hvis jeg skal sige det! Og dem, jeg har set, har altid været børnetrøjer. Hvorfor er det kun børn, der må få sjovt og farverigt tøj?!! Det er hermed slut :-D