Viser opslag med etiketten taske. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten taske. Vis alle opslag

søndag den 25. juni 2023

Hækletaske eller strikketaske

 



Eller bare projekttaske. 

Jeg har en kollege, der går på efterløn i den kommende uge. 

Vi skal have en afskedsceremoni og derfor også nogle forskellige 'indslag'. 

Kollegaen har på mange mange spørgsmål - også fra mig- om, hvad hun da skal bruge al den fritid til, bl.a. tøvende svaret, at måske skal hun lære at hækle. 

Derfor blev det besluttet, at jeg skulle lave en hækletaske. 

Jeg mente, som sædvanlig, at det kunne jeg nemt klare. 

Det viste sig at være et projekt med mange delprocesser og dermed også muligheder for fejl. Så dem lavede jeg flere af. 

Det er en taske med indsyede hjørner, så den får en flad bund. 

Indeni er der 3 lommer på den ene side. Og på den anden side er der en elastik til f.eks. at sætte hæklenåle fast i. 




Pynten på forsiden er humoristiske kommentarer til det at gå på efterløn. 

Det er en plakat, som en anden kollega har lavet, inspireret af dialekt-plakaterne. 

Plakaten fik jeg sendt som en fil, så jeg kunne printe den over på transferark og dernæst stryge nogle af kommentarerne på tasken.

Det har, til min overraskelse. taget mig mange timer at lave tasken. Men nu synes jeg, at den er blevet ok. 



torsdag den 28. juli 2022

Rester af stof og lignende materialer

 


Jeg har ferie nu.

Jeg har flere gange i den sidste tid været i en stor stof og hobbyforretning. 

Hvis jeg ikke går efter noget bestemt, så er jeg en begejstret bruger af billige rester og endnu billigere resteposer. 

Sidst købte jeg bl.a. en rest af 'voks'dug. Det lille stykke var virkelig meget billigt. 

Jeg fik 3 ting ud af det. Ovenfor kan man se mit rodede arbejdsbord med en indkøbspose og en toiletpung, som lige er blevet færdige. 

Da jeg, som det første, lavede tasken havde jeg store problemer med, at få arbejdet til at glide i symaskinen. 

Det var lige indtil, jeg huskede, at jeg jo har en teflontrykfod til netop den slags arbejde. 

Tidligere har jeg brugt at sætte tape om en almindelig trykfod. Jeg har også prøvet at sy med en avis mellem trykfoden og arbejdet. Det kan man også godt. Men det er et stort arbejde at fjerne alt avisfnulleret under stingene bagefter. 

En teflontrykfod er meget nemmere at arbejde med (men også dyr).

Når man syr i plastik, voksdug, kunstlæder og læderpapir mm. så kan man ikke sætte nåle i arbejdet.

De laver synlige huller i materialet, som ikke går væk. Jeg har nogle syklemmer/stofklemmer, som jeg bruger- til flere og flere ting faktisk. De er også gode til stift eller tykt stof.  

Jeg lavede også en lille kurv. 


Kurven er lavet sådan:

Jeg fandt en skål med en bund på ca. 15 cm og brugte den som skabelon for kurvens bund. 

Jeg målte bundens diameter og gangede den med 3.14 og lagde lidt til. Jeg klippede siden i det mål, jeg kom frem til og i den højde, jeg ønskede. For mit vedkommende blev det ca. 52 x 17 cm.

Jeg syede bund og sidestykke sammen. Så havde jeg en uforet kurv.

Så lavede jeg en til at samme slags. Jeg satte dem ind i hinanden ret mod ret. Jeg syede overkanten sammen, men lod et stykke på ca. 8 cm stå åbent til at vende arbejdet ud igennem.

Da jeg havde syet overkanten sammen, vendte jeg retten ud på kurvene og satte den rigtigt ind i hinanden. Jeg lukkede hullet pænt og syede en stikning 1/2 cm fra overkanten. 

tirsdag den 5. april 2022

Cover eller kuverttaske af læderpapir

 


Jeg er fascineret af læderpapir. 

Det er nemt at arbejde med, det er til at betale og det kan tåle både vask og strygning. 

Efterhånden kan det fås i nogle forskellige farver og nogle få mønstre (hvis man har det sådan). 

For mange år siden havde jeg en voksen elev, som havde sin tablet i en prøvekuvert. Det undrede mig, for jeg syntes, det var dårlig opbevaring, indtil eleven viste mig, at det var et cover, som forestillede en prøvekuvert, som var lavet af læderpapir 

Det var første gang, jeg mødte læderpapiret. 

Nu har jeg selv lavet et cover af læderpapir. 

Først lavede jeg nogle som kun bestod af læderpapir og en elastik til at lukke med. 


De er sådan set fine nok, men ved nærmere eftertanke syntes jeg ikke, der var ret meget beskyttelse i dem. 

Så jeg besluttede at prøve at lave et andet, som havde et beskyttende foer eller noget lignende.  

Det blev til et foer af  hobbyfilt. Jeg fandt et sted, hvor de havde noget hobbyfilt, som kan vaskes forsigtigt på 30 grader. 

Det forede cover ser sådan ud, når det er åbent: 


Jeg kunne godt tænke mig at prøve at efterligne ideen med et cover som en prøvekuvert. 

Jeg har indkøbt ekstra materialer bl.a. noget læderpapir i den brune farve, som prøvekuverter har/havde og nogle overføringsbogstaver. Men jeg har endnu ikke fundet ud af at rekonstruere en brugt prøvekuverts udseende med adressefelt og alting. 




lørdag den 12. februar 2022

Taske med genbrugs-hanke

 


Jeg  er egentlig ikke vild med disse bambus-hanke. Jeg synes de er så mægtigt mormoragtige- MIN mormor, altså. 

Men de er funktionelle. 

Hankene sættes på tasken med en metalwire og 2 skruer. 

Man laver en løbegang øverst på tasken og stikker wiren igennem og lukker med skruen. 

Det betyder i virkeligheden, at man kan have flere tasker til det samme sæt hanke. 

Hankene fås ikke mere. Så jeg har købt mine som genbrug enten i en genbrugsforretning eller på et loppemarked for adskillige år siden. 

Nu har jeg så omsider lavet en taske til hankene. 

Anna syntes, at jeg skulle have gået all in på mormor-stilen. 

Det har jeg ikke gjort. Jeg har syet taskens yderside af en rest sort denimagtigt stof fra en nederdel. 

Indersiden er et stykke flot og dyrt stof, som jeg har haft liggende i årevis, fordi jeg ikke kunne nænne at bruge det. Jeg havde kun 1/2 meter, fordi det var så dyrt, at planen var, at bruge det til en fin detalje. 

Det synes jeg er lykkedes nu. 

Jeg har brugt et mønster til tasken. Mønsteret er fra 'Trendy tasker' af Anne-Marie Øby. 




søndag den 23. januar 2022

Genbrugstaske af nederdel



For adskillige år siden kom en nabo og gav mig en skindnederdel, som hun ikke brugte. Hun mente, at jeg nok kunne lave noget af den. 

Den har ligget i mit skab lige siden. 

Til min fødselsdag fik jeg en bog af Anna. Tina Benfeldt Levring 'Tasker'. 

I weekenden syede jeg så denne taske af den aflagte skindnederdel. Nederdelen var stor med læg hele vejen rundt. Skindet er blødt og lækkert. Jeg kunne sy i det på min symaskine med en lædernål.

Jeg 'forede' tasken med sort Vlieseline, som jeg strøg på. Jeg er klar over, at det at stryge på skind er at tage en chance. Det kan nemlig krybe, når det bliver udsat for varme. Men det gik. 

Taskeremmen er lavet af nederdelens linning, som jeg klippede af, sprættede op og delte. 

Tasken er ganske lille. Der er kun 1 rum og så den rynkede lomme foran. Den måler ca. 23 cm i bredden og 20 cm i højden. Remmen er ca. 140 cm, der går et stykke af remmen til at binde den fast, som det kan ses på billederne. 

Alt i alt en fin lille taske. En anden gang ville jeg muligvis sætte et rigtigt for i og sætte en lidt længere elastik i forlommen, for hos mig får den selve tasken til at rynke og det er vist ikke meningen. 





 

fredag den 22. oktober 2021

Hæklet taske med citat

Det her er et af de projekter, hvor jeg på et tidspunkt blev træt af det og lagde det i skammekrogen (rodebunken med håndarbejde), for så at finde det frem laaaaang tid senere - og lave det færdigt på et par dage. 

Sådan gør jeg af og til, og selvom det virker skørt at vente så længe på at færdiggøre noget, som kan ordnes på en aften eller to, så tror jeg ikke på at lave pligt-håndarbejde. 

Hvis jeg virkelig er træt af det, så skal jeg simpelthen ikke lave det. Der er nok af pligter her i verden!

Men pludselig i sidste uge fik jeg lyst til at arbejde videre på tasken (jeg var nået til øverste 3. del af øverste linje af tekst, så virkelig tæt på færdig!) og vupti, blev jeg færdig.



Teksten er en parafrase over noget, der bliver sagt i Otto er et næsehorn. Det er den sure politimester, som ikke længere gider være politimand og holde ro og orden. Han siger (frit fra hukommelsen): "fra og med i dag vil jeg holde af uorden, af næsehorn og af god kaffe." For mig er det et citat, der handler om at favne livets kaos og glæde sig over de små ting - begge dele noget, som giver et lykkeligere liv, er jeg sikker på.

Egentlig havde jeg tænkt, at foeret skulle være mere gakket. Grøn-og-gul-stribet eller sådan noget. Noget som kunne sætte lidt spræl og Ole Lund Kirkegaardsk-stemning på en ellers ret afdæmpet taske. I hvert fald afdæmpede for min og Ole Lund Kirkegaards sædvanlige stil... Men alt det, jeg prøvede, så ikke pænt ud, så jeg endte alligevel med en nydelig, nærmest damet farve, som matcher mønsteret på tasken. Til gengæld er det en ægte retro-dug. 

fredag den 15. oktober 2021

Lille syet taske

Jeg har længe trængt til at sy, og endelig fandt jeg tid til det. Tanken var at sy en rummelig toilettaske. Men tasken blev lidt for stor til det formål. Så nu bliver det nok en strikke-taske - det er også altid nyttigt!

Den er syet af en guld-lynlån, jeg en gang købte fordi den var på tilbud og GULDFARVET. En aflagt fløjlsnederdel og et dynebrtræk købt på genbrug er brugt som foer. Jeg har syet en strop i den ene ende og en lille lomme foran. Ellers er den ret meget lige ud af landevejen.

Jeg synes selv, det er blevet et ret fedt look med kombinationen af guld-lynlån og så sådan lidt retro og jordfarver på resten. Tasken er blevet meget blød og slasket, selvom jeg stivede det forvaskede sengetøj af med vliseline. Det bløde gør den ret lækker at gøre ved, men den er lidt uformelig at se på, når den er tom.



tirsdag den 22. oktober 2019

Hannah: Fascination af bobler



For et års tid siden var det store strikkede huller..... nu er det bobler.
Derfor har jeg lavet et par små tasker med hæklet boblemønster.
Jeg synes, det giver en fin struktur  og det er ret sjovt at hækle dem.

Min taske er Ca. 24 cm bred og 20 cm høj.
Den lukkes med lynlås og er foret.

Den kan laves i alle mulige slags garn. Mine er lavet i ret kraftigt garn.
Hvis man laver dem i tyndere garn, bliver boblerne mindre og man skal have flere masker på rækken  og man skal hækle flere rækker i højden.

Tasken kan bruges som lille clutch, lille toilettaske- eller noget andet.

Det har jeg brugt til den pink taske:

  • Ca. 100 gram big cottonwool garn
  • En hæklenål nr. 5.
  • En lynlås på 30 cm 
  • En rest stof på Ca 30 x 40 cm
  • Ca. 15 cm lædersnøre
  • En matchende perle
  • Matchende sytråd


Sådan hæklede jeg:

Jeg hæklede tasken i to stykker. Hvis man hækler stykket ud i et og folder, så vil boblerne komme til at være omvendte på den ene side.

Mit boblemønster er deleligt med tre. Jeg lavede to kantmasker i hver side, så jeg havde nogle     
masker at sy sammen i.


  • Jeg slog 34 luftmasker op plus 1 maske til at vende med. (Dvs. 10 bobler og 2 masker til kant i hver side)
  • Første række var fastmasker.
  • Anden række boblemønster. 
  • Dernæst hækler man skiftevis rækker med fastmasker og rækker med boblemønster, idet boblerne på følgende række forskydes, så de sidder i mellemrummet mellem boblerne på foregående boblerække. 
  • Jeg hæklede 12 rækker med bobler.
  • Og sluttede af med to rækker fastmasker til overkant, hvor lynlåsen skal syes fast.
Jeg lavede et stykke mere magen til. 




Montering:

  • Jeg syede lynlåsen på i overkanten. Jeg gjorde det i hånden med en matchende sytråd.
  • Jeg klippede to stykker fast stof i taskens mål plus sømmerum til foer.
  • Jeg syede foret sammen ret mod ret på bunden og to sider.
  • Jeg foldede sømmerummet i overkanten ned ved at stryge det. 
  • Jeg puttede foret ind i tasken (vrang mod vrang) og syede det fast med sytråden i lynlåsen. På den måde skjuler man lynlåsens kant. 
  • Jeg træk lædersnøren igennem lynlåsens træk-øje og satte en perle i. 

Jeg har også lavet en i turkisblå:










onsdag den 21. august 2019

Hannah: Taske med knap-dekoration



Jeg elsker knapper!
Der findes så mange forskellige knapper og for mig er de ikke bare et nødvendigt lukketøj men en del af det visuelle udtryk.
Med denne taske er jeg gået hele vejen: Her har knapperne ingen funktion, de er ren dekoration. Og selvom det er nogle helt almindelige og praktiske knapper, så fungerer de rigtig godt på rad og række som pynt.
Ideen har jeg grundlæggende fra bogen 'Trendy tasker' af Anne-Marie Øby.

Tasken i sig selv er helt enkel. Færdigt mål er 23,5 x 19 cm.

Jeg har brugt:

  • En rest gammelrosa velour (2 stykker på 25 x 21 cm)
  • En rest hvidt blankt stof til foer (samme mål som yderstoffet)
  • Yderligere en rest af foerstoffet på 5 x 10 cm til de 2 stropper, som skulderkæden skal sidde fast i.
  • Kraftig stryge-vlieseline i samme mål som de 2 stykker yderstof.
  • 35 knapper. Jeg har valgt 34 ens og en i samme farve og størrelse men anderledes- for at drille synet.
  • Lys gammelrosa tråd til at sy knapperne på med.
  • 2 runde metalringe
  • En metalkæde ( Her 1,5 meter)

  • En tusch af den slags, hvor det tegnede går væk over tid eller ved vask. Min er en trick-marker.
  • Lineal og evt. en vinkel. Jeg har købt en 'værktøjsvinkel' i et byggemarked.
  • En tang (til når kæden skal sættes på)


Sådan gjorde jeg:
  • Jeg klippede de 2 stykker yderstof og de to stykker foer-stof.
  • Jeg klippede de 2 små stykker af foer-stoffet til stropper.
  • Jeg klippede de 2 stykker vlieseline.
  • Jeg lagde knapperne op på mit yderstof, for at se, hvor de skulle ligge. Der skal jo være noget plads til overs på alle fire sider, så man kan komme til med symaskinen. 
  • Så målte jeg ud og regnede ud, med hvilken afstand mine knapper skulle sidde.
  • Jeg tegnede et gitter på bagsiden af det ene stykke yderstof med min trick-marker. Alle knudepunkterne i gitteret angav, hvor der skulle sidde en knap.
  • Jeg syede knapperne på. 
  • Herefter strøg jeg vlieseline på de to stykker yderstof.

  • Jeg syede ydertasken sammen på de 3 sider.
  • Jeg syede foret sammen på de 3 sider- men lod en  åbning på 10-12 cm stå i bunden.
  • Jeg syede stropperne sammen som 2 små rør med vrangen ud. Bagefter vendte jeg dem om på retten- og det var noget værre bøvl. Jeg tog en tyk strikkepind til hjælp,- tyk, fordi jeg ville jo ikke risikere at stikke hul på stoffet.
  • Jeg foldede hver strop omkring en metalring og syede stroppen sammen i bunden.
  • Jeg satte stropperne fast med nåle i sidesømmen på yderstoffet, men så ringene hang ned ad mod taskens bund. (De kommer til at sidde rigtigt, når man vender tasken senere)
  • Jeg lagde taskens yderstof og taskens foer ind i hinanden ret mod ret og syede dem sammen i overkanten- og altså hen over stropperne.
  • Jeg klippede hjørnerne i bunden og siderne til og zig-zaggede sømmene.
  • Jeg trak taskens forside ud gennem hullet i forets bund.
  • Jeg syede hullet i forets bund til.
  • Jeg puttede foret ind i ydertasken og lagde det pænt på plads. 
  • Jeg syede en stikning på taskens overkant.

  • Jeg krængede med en tang de runde ringe i taskens stropper fra hinanden, satte kæden på og klemte metalringene sammen igen med tangen. 

onsdag den 1. maj 2019

Hannah: Nyt sjovt materiale




Jeg har lige opdaget pap til at sy af. Jeg har købt mit hos Stof og Stil, der kaldes det Pap Fab. Jeg har efterfølgende fundet det andre steder, hvor det f.eks. kaldes læderpapir, snappap eller vegansk læder.

Det kan fås i forskellige farver. Jeg købte 2 farver: brunt papirfarvet med guld på den anden side og gråt/papirfarvet med sølv på den anden side.
Det fede ved pappet er, at det kan vaskes i maskine på 40- 60 grader og stryges. Så det kan faktisk bruges til andet end pynteting.

Jeg fik mit pap i ruller. Da jeg modtog det var det fuldstændig glat og blankt på metalsiden - ret uinteressant- og helt stift.

Jeg læste på nettet, at det anbefales at vaske det, hvis man gerne vil have lidt struktur frem i materialet og at det desuden er nemmere at arbejde med, mens det er vådt.

Det tog mig lang tid at regne ud, hvordan jeg skulle få det stive stykke pap ind i vaskemaskinen, men til sidst overbrusede jeg det med vand på badeværelset og lod det ligge nogle minutter. Så kunne det krølles lidt sammen og komme i maskinen. Jeg gav det en 40 graders vask sammen med noget tøj.


Nu har jeg syet noget af det.
Det var ret nemt at arbejde i, mens det var vådt. Jeg brugte en almindelig symaskinenål, almindelig tråd osv.
Men det var ikke muligt for mig at sætte nåle i. Det ville også være en nødløsning, for nåle sætter små hulmærker i materialet. Derfor skal man helst heller ikke sy forkert. Det vil efterlade nålemærker.
Så på den måde var det svært, at holde tingene sammen. Da det virkelig kneb for mig, da jeg skulle sætte håndtag på en taske, brugte jeg tape.

Når tingene er tørre vejer de meget lidt og føles mest som pap.
Indtil videre har jeg ingen erfaringer med, hvordan det udvikler sig i brug.







onsdag den 22. marts 2017

Hannah: Lille taske med genbrugsbroderi

Igennem nogen tid har jeg samlet gamle broderier, købt dem i genbrug eller fået dem foræret.
Jeg har i virkeligheden ret sjældent brugt dem. Ideen er, at de skal sys ind i tasker og punge eller bruges som dekorative detaljer på jakker m.m.

Men nu har jeg lavet denne lille taske/pung.



Teknikken har jeg taget fra en bog, jeg fik af Anna til min fødselsdag: 'Moderne genbrug' af Tina Benfeldt Levring.
Det er nemt og det bliver pænt,- men måske ikke helt så pænt, som når jeg syr et foer i bagefter. Men det er, på den anden side, ret besværligt.

Broderiet er en gammel juleserviet, måske en julebakkeserviet.
Hvis man kigger godt efter, så kan man ane resten af nogle flettede julehjerter i siderne, men da jeg har klippet det meste væk, ser det bare ud som flere røde bær.

Foret er et stykke stof, som engang har været et par tynde sommerbukser, som jeg købte for 20 kr men aldrig har brugt.

Jeg har brugt et stykke yderstof på ca. 36 x 24 cm og et tilsvarende stykke foerstof.
Desuden en lynlås på 25 cm.
Som det allerførste syede jeg broderiet på yderstoffet. Dernæst fulgte jeg instruktionen i ovenstående bog på side 14-18.

søndag den 12. juli 2015

Sommersæt a la Yvonne

Jeg har syet et vidunderligt fælt retro-sommersæt i en stil, som jeg forestiller mig, at Yvonne fra Olsenbanden ville elske. Og jeg elsker Yvonne - hendes overdrevne stil og skøre personlighed.
Håndtagene til tasken har jeg købt for læææænge siden i en genner i Århus og bare haft liggende. De er smadder smarte, fordi den tværgående metalstang kan skrues af, så det er let at sætte noget på - det skal ikke sys eller hækles direkte på. Man skal bare lave en løbegang af en slags.
Selve stoffet har jeg købt på genbrug i Haderslev. Jeg var meget i tvivl, om jeg skulle købe det, for mønsteret af faktisk lidt stygt og den orange farve er temmelig hidsig. men jeg endte med alligevel at købe det - billigt, autentisk retrostof hænger ikke på træerne!
Og nu er jeg glad for, at jeg ikke efterlod det. Jeg synes, stoffet er perfekt til sådan et fjollet strandsæt, som skal bæres med en blanding humor og stolthed.

Sommerhatten er snyd - den er bare syet efter mønsteret i Elsebeth Gynthers "Tøj du selv kan sy". Tasken har jeg selv designet. Det var dog en smal sag. Den er faktisk bare firkantet med afrundede hjørner for neden og næsten dobbelt så bred som håndtaget. Det betyder, at den krølles sammen for oven for at sidde på håndtaget, og derved får man både mere plads, en fin krølle-effekt og den kommer til at se bredere ud for neden end for oven. Der er foer i af hvidt stof (ligsom der er på sommerhatten) og jeg har lavet en lille lomme i foeret, for at kunne holde styr på vigtige småting i den store taske. Den var både nem og sjov at sy. Og så må ellers der godt komme noget mere ordentligt sommervejr, så jeg kan komme ud og bruge den...


tirsdag den 30. december 2014

Valket taske

Kæmpe, uformelig taske i vaskemaskinen - pga. dens monstrøsitet besluttede jeg mig for 60 grader, selvom den originale plan var 40 - og abracadabra! ud kommer fiks, lille taske næsten helt som jeg havde forestillet mig, at den skulle være!





Jeg har godt nok bandet mit projekt væk mange gange. Det virker på ganske kort sigt fjollet at strikke sådan en lorte-stor taske bare for at kogevaske den, så den krymper.
Og det har taget lang tid at strikke. Og den var så stor og uformelig, at jeg helt mistede fornemmelse af, hvad min oprindelige idé havde været og om jeg på nogen måde var på rette spor. Men jeg havde besluttet mig for, at den SKULLE gøres færdig, så jeg har strikket og strikket og strikket i min juleferie...
Bemærk den tilsyneladende lillebitte tændstikæske ved siden af den uvaskede taske. Den er med på billedet for at give perspektiv til taskens størrelse.





Bemærk detaljen med ombuks-kanten, som giver taskens åbning et bedre finish (hvis jeg selv skal sige det!). Da det kom til stykket kunne jeg alligevel ikke styre mig mht. til farver. Det var umuligt for mig at strikke en hel taske kun i TO farver, hvoraf den ene er en særdeles diskret lilla, så jeg sneg den grønne ind som en næsten usynlig detalje.

Jeg så tilfældigvis træknappen i en lille skål på disken, da jeg var i en garnbutik for at købe garn til noget andet. Jeg synes, den er skide flot i al sin enkelhed. Det er jo bare en gren i passende tykkelse, som med bark, ujævnheder og det hele er savet over i tynde skiver, muligvis pudset og olieret lidt og så er der borret to små huller i. Min veninde har godt nok lige sagt til mig, at hun synes, træknapper som regel er mormor-agtige, men hun kan umuligt mene, at min flotte knap tæller med i den kategori :-)

tirsdag den 5. august 2014

Skuldertaske med god plads

Som regel laver jeg småting i gummi-materiale: Punge, penalhuse og toilettasker. Men jeg fik lyst til at kaste mig ud i nogle større projekter - jeg har nogle ret store slanger, som, jeg tror, er fra traktorer eller andre landbrugsmaskiner med kæmpedæk. De store slanger giver mig mulighed for at lave større ting. De er til gengæld også noget tykkere og mere stift i materialet.
Ulempen er dog, at gummi er tungt materiale - især det kraftige gummi, som de store slanger er lavet af. Så tasken er helvedes tung i sig selv og det bliver næsten uoverskueligt, hvis man fylder den med ringbind og opslagsværker. Det er dog ikke værre end gode, gammeldags kernelædertasker, som mange folk inklusiv mig selv render rundt med, fordi de er flotte.


Tasken er lavet, så den kan bruges til skole-/arbejdstaske: Der er plads til en A4-mappe og en lille madpakke. Og jeg er meget stolt af min lille ekstralomme, så man slipper for den ellers obligatoriske roden rundt på bunden af tasken for at finde mobiltelefon, pung og nøgler. Jeg har også sat et spænde i cykelslange-remmen, så den kan forlænges eller forkortes.
Korsstingsbroderiet har jeg købt på genbrug.
Jeg gik bevidst efter stykker af slangen med flotte slidmønstre og ruststriber. Jeg synes, det giver flot dekoration. På remmen kan man også se informationer om cykelslangens størrelse mm. trykt på i lysegråt.


fredag den 1. august 2014

Gæsteblogger: Gummitasker med broderi

Som lovet vil jeg gerne vise yderligere to af min mors hjemmelavede gummitasker frem. Hvor flotte de andre tasker end var i al deres enkelhed, så er jeg jo vild med farver og krimskrams, så dem, der kommer her, er lige mig. Igen har hun haft misundelsesværdig sans for detaljerne...

Hannah har ordet:

De to tasker med broderi er målt op med udgangspunkt i et A4 ark.
De har bund af lastbil/traktorslange, men siderne er lavet af cykelslange, for at være bløde.

Den ene er lavet med et stykke broderi jeg har købt i genbrug (et gammelt broderet billede, så vidt jeg husker) og den anden er et stykke frihånds maskinbroderi, jeg selv lavede på et kursus for et stykke tid siden. Tanken med det dengang var netop, at det muligvis skulle syes ind i noget gummiarbejde.
Begge disse tasker er også forede og det var forbavsende svært at få det til at passe i formen og størrelsen inden i tasken.
Begge taskerne er lukket med lynlås. Den ene har en delbar lynlås, hvilket jeg i begyndelsen troede var en ulempe.
Jeg syr foret i til allersidst, fordi jeg syr det fast i de sting, som jeg allerede har syet lynlåsen fast med.
I den proces måtte jeg erkende, at en delbar lynlås gør det meget nemmere at komme til i begge ender.
Taske nr. 3 (den med det røde maskinbroderi) har også for af sort babyfløjl med en kant af (hjemmelavet) skråbånd i rødt.






Taske nr. 4 (den med det gamle blomsterbroderi) har ternet grønt for og der er en lomme syet på foret.
Foret her er en gardinprøve i noget ret fast bomuldsstof og en anden gang, så ville jeg nok vælge noget blødere eller tyndere stof, så tror jeg det er nemmere at arbejde på plads i tasken.



Under alle omstændigheder, er jeg ret glad for mine tasker og stolt over, at få lov til at vise dem her.
Men nu tror jeg, der skal gå et stykke tid, inden jeg skal lave flere tasker. Bortset fra den skoletaske, jeg har haft sående i flere måneder, som bare mangler hank og lukke. Jeg vil egentlig gerne have den færdig, så jeg kan bruge den på arbejde efter ferien.

mandag den 28. juli 2014

Gæsteblogger: Jagttasker i gummi

Min mor har lavet de fineste tasker i gummi. De er så enkle og har dog de mest imponerende detaljer. Jeg er helt vild med, at hun har sat pyntebånd i til at afslutte foeret. Jeg er meget misundelig! Så derfor vil jeg gerne vise dem frem her. De første to ud af fire kommer her:

Hannah har ordet:

Jeg har fået lov til at vise nogle tasker, jeg har lavet.
Jeg har siddet på min bænk i skyggen i haven i de lange varme sommerdage og syet.
Det er der blevet 4 tasker ud af. De er lavet af lastbil/traktorslange og cykelslange.
To af dem er en slags ’jagttasker’. Modellen har jeg lånt på http://www.skoven-i-skolen.dk/content/sy-en-jagttaske  , men jeg har ændret den lidt.
Når man syr i gummi er det nemlig ret svært at lave rundinger og buer pænt.



Desuden ville jeg gerne have at sidestykkerne var bløde og kunne ’folde sammen’, derfor er de lavet af cykelslange, som er tyndere og blødere.
De er lukket med hver sin knap og har begge for og pyntebånd på overkanten, på den side man ser, når man åbner tasken.
Taske nr. 1 (den med den blå knap, fordi der er en blå stribe i gummiet) har for af sort babyfløjl med pyntebånd i blålige farver.



Taske nr. 2 (den med metalknappen- som er en slags ’geværknap’ – det tror jeg det hedder. Den består af 2 dele, som man skruer sammen igennem et hul i materialet) har for af stribet bomuld i gråbrun-agtigt og sort. Pyntebåndet er med noget grønt, derfor har jeg tilføjet en lille perlesnor med grønne perler. Måske er den fjollet – jeg er selv i tvivl- men så kan den jo bare tages af.



lørdag den 10. maj 2014

Taske med blomster

Tidligere på ugen sagde min veninde, at det var på tide med et nyt indlæg. Eller faktisk tror jeg, hun sagde: "Nu har vi set på den flamingo-hue længe nok". Nå, nå! Så kommer der da et nyt projekt her:

Men det er rigtigt nok. Jeg har længe villet lave et nyt indlæg. Men jeg har haft for travlt til at lave ret meget krea, og desuden er jeg i gang med det hæklede zig-zag-tæppe. Jeg er faktisk kommet en del længere end sidst, men det tager sindsygt lang tid, er stadig ikke engang halvvejs!
Jeg viser nok min fremgang ved lejlighed.

Samme veninde som tidligere nævnt forklarede mig om teknikken til at sy tittekanter. Jeg vidste slet ikke, at der var noget, der hed det. Men jeg havde godt set de dér flotte, kulørte kanter på børnetøj og puder og spekuleret på, om der var en særlig hemmelighed til at lave det. Så straks efter te-aftalen med min veninde, cyklede jeg i stof2000 for at købe tittekanter. Siden har jeg så også fundet ud af, hvordan man selv kan lave dem endda ret enkelt. Men det må blive en anden gang.

Den originale taske
I fredags (altså ikke i går, men helt tilbage i sidste uge) snakkede jeg med en venindes veninde, som havde en utroligt flot taske, som jeg fik lov at tage et inspirations-billede af. Hendes mor havde syet den.

Hele ugen har jeg glædet mig til at få tid til en sydag her i weekenden.
Jeg synes selv, min taske er blevet flot. Jeg så ikke tasken inden i og jeg tog mig heller ikke tid til at pille ved detaljer omkring lynlås, foer etc. Det var primært blomster-mønsteret, jeg var fascineret af. Resten af designet har jeg bare lavet, som jeg lige ville. Lommen på bagsiden er primært sat på for virkelig at give den fuld gas med tittekanter.
Der er foer i min taske i samme stof som på indersiden af hanken og det samme stof går også igen i nogle af kronbladene.


tirsdag den 17. december 2013

Juletasken


Ih, det er dejligt at have tidlig juleferie og have masser af tid til at lave krea-halløj.
For nylig blev jeg lokket ind af en paillet-kjole i vinduet på min lokale genbrugsbutik, som jeg aldrig før har været inde i, fordi tingene i vinduet som regel er stygge. Men det viste sig, at man ikke skal skue butikken på udstillingen! Den er herre fed! Inde bagved alt de grimme, obskure varer i imiteret pels eller udslidt 80'er-agtige cowboy-bukser gemmer der sig en masse, skønne super retro-ting og de koster ikke en skid. Hurra!
Og der købte jeg en vidunderlig, hmm, hvad hedder sådan en mon? En klokkestreng, tror jeg. Sådan noget rigtig bedstemor-noget. Den var så retro-kitsch-skøn at jeg virkelig overvejede at hænge den op bare som den var, men besluttede alligevel at der var liiiige slemt nok. Der bor jo trods alt også en mand på under 60 år her i lejligheden, så...
Jeg nænnede næsten ikke at klippe den i stykker, den var faktisk rigtig fin. Men KLIP! så ofrede jeg klokkestrengen - der er TO nissepiger og TO granranker, så der er korsstings-motiver til flere forskellige projekter, det kunne jeg ikke stå for. Og gav mig endnu en gang til at sy en lille, herlig taske.