Viser opslag med etiketten poser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten poser. Vis alle opslag

fredag den 22. marts 2019

Klar til vuggestue-start (og refleksion over kønsnormer og drenge- og pigefarver)

Da Ronja startede i vuggestue, syede jeg en pose til hende, som vi kunne have hendes ekstra-overtøj i: termotøj, regntøj, varme huer, vanter, solhatte osv. Den hænger stadig i hendes rum - nu i børnehave.
Om to måneders tid er det Halfdans tur, så han skal selvfølgelig også have sin helt egen pose med navn...



Til Ronja har jeg altid gjort mig umage med at hun hendes tøj, bogsamling og legetøjsbunke indeholder både klassisk pige- og drengelegetøj. Jeg tror på, at alle børn skal have lov at være både prinsesser og håndværkere. Og det provokerer mig, at så meget af det tøj, man kan købe i butikkerne, er ekstremt kønnet i stedet for at ramme et sted i midten. Især når børnene er små, er det vigtigt at præsentere dem for forskellige ting, så de kan finde ud af, hvad de godt selv kan lide.

Ronja har derfor masser af tøj i grønt og blåt. (Senest et par arvede bukser med camouflage-mønster i særdeles grumset grøn. Jeg hader dem, men Ronja er begejstret, så jeg holder mund.) Og da hun blev stor nok til at være interesseret i traktorer, fik hun både traktorbluse, -madkasse og -film. Det ser smukt ud sammen med tylskørt og glimmerneglelak. Man rummer vel lidt af det hele, hvis man ellers får lov!

Jeg er selvfølgelig med på at farver og motiver på tøjet ikke er det afgørende i en kønsdebat, men det er et symbol - og de har også værdi.

Problemet er, at jeg tydeligt kan mærke, at jeg har andre grænser for drenge. En pige i blåt og grønt er sej. En dreng i lyserødt og sart-lilla er ikke sej. Desværre. Det provokerer mig, at jeg har det sådan, men det har jeg!

Og det er et paradoks, for jeg ved jo godt, så længe man vælger bestemte farver og motiver til bestemte køn, er man selv med til at fastholde den opfattelse af, hvad der er normalt og rigtigt. Samtidig har jeg ikke lyst til at trække min søn i tøj, som jeg synes, er fælt og fesent til ham! Og endnu værre: Som jeg frygter vil gøre, at andre møder ham med modvilje.

Noget andet er, at der er ret mange nuancer af blå, som jeg ikke kan lide. Gråt og sort er forfærdeligt kedeligt. Og jeg synes, militær-grønt er desideret grimt. Jeg forstår ikke, hvorfor det meste drengetøj, man kan købe, er i grumsede farver med grumsede mønstre! Ligsom jeg ikke forstår alt det beige, lysegrå og pudderfarvede fløjfe-besatte tøj til piger - hvorfor skal det være så fesent og sart!?

Hvad er der nu i vejen med af græsgrønt, solgult, knaldorange og dybrødt, som altså dur til både drenge og piger, børn og voksne, krokodiller og næsehorn - basta!!! Måske er min smag bare lidt til en spraglet side :-)

Men jeg prøver at finde smuthuller for at snige til tøseri ind i Halfdans tøj og ting på en fed måde.

Hvad med et par blå bukser - med blomster? Hvad med en traktorbluse - i lyserød? Og nu også en blå, blomstret hval, som pruster hjerter ud af åndehullet. Et ganske lille, ydmygt opgør imod normerne. Men lidt har vel også ret.... Desuden kan jeg godt lide hvalen - og stoffet kommer fra et par slidte bukser!




Måske vil de begge insistere på kun at være iført muse- eller koksgråt tøj fra 4-års alderen i ren protest imod alle de pangfarver, de indtil da er blevet trukket i. Gys!

lørdag den 20. maj 2017

Fra T-shirt til pose

Jeg faldt over en stor, grim, uformelig T-shirt med et ret fedt billede på... Så jeg følte, at den måtte da kunne bruges til noget...
Jeg har set en fed bog om genbrug, redesign og den slags... Der syede de T-shirts om til små pigekjoler. Super fedt! Men det var ikke lige det, jeg ville denne gang. Så i stedet lavede jeg en stofpose. Dem får jeg aldrig for mange af!



Den her er - indrømmet! - syet uden finesser og detaljeblik. Det var mest for sjov, at jeg lavede den og fordi jeg lige øjnede et øjeblik til at lave noget krea...
Den er svagere i stoffet end dem, jeg plejer at lave, fordi den er i strækstof. Hvis jeg ville stabilisere den, kunne jeg have givet den foer i fast stof. I stedet nøjedes jeg med at sy en strimmel fast stof ind i kanten for oven for at give noget støtte til der, hvor hanken sidder.





lørdag den 24. september 2016

Klar til vuggestue-start

Vores datter skal snart starte i vuggestue, så jeg har været i gang med at skrive og sy navn i alt hendes tøj og skaffe masser af varmt tøj, så hun kan komme ud at lege. Vi er en cyklende familie og skal kunne fragte alting frem og tilbage praktisk. Men jeg er ikke fan af ting, der KUN er praktiske og fornuftige - hvor kedeligt kan det blive?! Så jeg har syet en stor, flot pose til at fragte ekstra regntøj osv. frem og tilbage til vuggestue.



Og så har jeg også syet flotte, poser til madpakker, selvfølgelig med navn og stue på. Jeg mangler endnu at sno bomuldsgarn til lave lukkemekanisme med træperler i løbegangen for oven...





Jeg elsker, når jeg har lejlighed til at gå amok med applikationer og stoftryk.



søndag den 31. maj 2015

Hjertetræer

Jeg så for nylig det her flotte 60'er-mønster et eller andet sted. Jeg kan ikke huske hvor. Det har al den enkelthed, barnlighed og naivitet, som jeg bare elsker! Stoftrykket er lavet med mosgummi i stedet for kartofler.


søndag den 17. maj 2015

Mulepose

Vi mangler på ingen måde muleposer. Jeg tror, vi kunne købe ind til flere uger på én gang uden at mangle stofposer at putte varerne i. Alligevel blev jeg nødt til at sy endnu en: Lige pludselig en morgen så jeg den lille pige for mig, og jeg ville meget gerne sy en pose, hun kunne bo på. Og for en meget sjælden gangs skyld er hun blevet netop, som jeg forestillede mig.


lørdag den 23. august 2014

Madpakkepose med regnsky

Efter at have syet den flotte indkøbspose med solen - hvis design jeg ublu havde stjålet fra en anden - fik jeg lyst til at lave flere vejr-ting. Så jeg lavede en lille madpakkepose med en regnsky på. Jeg får aldrig for mange madpakkeposer - de kan jo bruges til meget andet end madpakker!
Det var min mening at lave sjovt, smilende ansigt på, men da jeg havde klippet og lagt skyen og dråberne på posen, syntes jeg egentlig, at det var så utrolig fint i al sin enkelthed, at jeg var bange for at ødelægge udtrykket ved at sætte mere på.
Posen er meget relevant for tiden, det har jo regnet hver dag i snart 100 år :-) Men faktisk elsker jeg efterårsvejr med regn og rusk, og jeg synes også, at regnen på posens regn er opmuntrende, fordi dråberne er solgule og dejligt lilla.


tirsdag den 19. august 2014

Indkøbspose med sol

Nu har jeg igen stjålet et design fra nogen andre. Denne gang var det fordi, jeg så en flot, flot, flot pose i den vuggestue, hvor jeg arbejder. Jeg tror, en af forældrene har syet den til deres barn. Jeg sætter ikke billede ind af originalposen, selvom den fortjener det, så I må bare tro mig, når jeg skriver: Den er mega flot og min ligner temmelig meget, men er ikke helt magen til.

Jeg er vild med kombinationen af brun, gul og blød lyserød-lilla. Måske var det derfor, jeg faldt for posen, så snart jeg så den. Men nej, det er ikke kun derfor - selve solmønsteret er også bare så flot! Jeg elsker de dér krøllede solstråler. Jeg elskede ikke at applikere dem på, det var noget bøvl. Men skide være med det, det er én gang og så kan jeg nyde posen i årevis!

Bemærk venligst at der er foer i. Det plejer jeg ikke at lave. Foer betyder selvfølgelig, at posen fylder noget mere i sig selv, når man lige ruller den sammen og putter den i tasken, så man kan handle på vej hjem fra arbejde. Men i virkeligheden er det vist bare dovenskab, at jeg ikke tidligere har sat foer i. Og det er dumt, for det er så flot! Og ikke spor svært! Faktisk gør det det meget lettere i forhold til kant og påsætning af hank og den eneste ydre søm er gemt i bunden af foeret, så det er der ingen, der ser. Lækkert!

mandag den 21. april 2014

Madpakkeposer

Jeg har et større arsenal af  små poser. Originalt er de inspireret af min frugtpose fra børnehaven: Vi måtte selv male på den med stoffarve, kan jeg huske. Jeg tegnede nogle mennesker på en bro.
Jeg bruger dem til min madpakke: Det fylder mindre end en madkasse og det er mere miljøvenligt end at bruge plastikposer. Desuden er det hyggeligere og mere personligt.

Efterfølgende er jeg begyndt at bruge poserne til alt muligt. De er gode til små strikketøjer eller til at samle vigtige ting som tændstikker, pund og løbepomade, når jeg er på telttur.
Poserne er lette at sy og sjove, fordi der er muligheder for mange, små variationer: Applikationer, stoftryk, mønstret stof, etc. De er lette at sy selv hvis man er begynder.

Æbletrykkene er inspireret af et klip i Bullerfnis, hvor en gennemført sentresser-pædagog viser, hvordan man laver dem. Hun lever virkelig op til stereotyperne! Men uanset er trykkene rigtigt flotte! Jeg elsker ting med æblemønster: Sengetøj, kagedåser, stof etc. Jeg synes, det er enkelt og sødt uden at være vammelt-nuttet. Og jeg kan lide, at det er 60'er-agtigt.



fredag den 18. april 2014

På indkøb med Arabien

Da jeg var omkring 5-6 år, havde jeg en anorak, som min mor havde syet. Det første år, jeg havde den, kunne jeg ikke lide den og nægtede at bruge den. Året efter var jeg vild med den og nægtede at gå med andet. Tredje år var det til min store utilfredshed slut med den. Jeg ved ikke hvorfor. Måske var jeg vokset fra den, måske var den bare slidt op.
Siden har den anorak står for mig som den mest fantastiske jakke, og jeg ønsker mig fortsat en magen til - bare større!
Den var, som jeg husker det, lavet i mørkeblåt fløjl. Den var ret lang i modellen, gik mig et stykke ned over lårene. Men det særlige var, at der både foran og bagpå var syet arabiske huse på i tusind og en nats eventyr-stil. Tårne med løgformede tage i flotte farver og mønstre. Det var fantastisk! Og jeg aner ikke hvor meget af den anorak, jeg drømmer mig til. Måske var den i virkeligheden kedelig, kun piftet op af min egen barnefantasi. Så vidt jeg ved, findes der ikke billeder af den.



Jeg har selv syet et par anorakker og hver gang overvejet prøve at genskabe den. Men jeg er ret sikker på, at det umuligt kan blive lige så fantastisk, og jeg har derfor opgivet det hver gang.
Men så sad jeg for nyligt og bladrede igennem Hodja Fra Pjort og fik igen lyst til at lave bare noget i det flotte tusind og en nats eventyr-tema. Ole Lund Kirkegårds tegninger havde desuden sjove mennesker, det havde min anorak ikke.
Så jeg har kastet mig ud i en indkøbspose. Dem får jeg aldrig for mange af - uanset hvor mange jeg syer, er der altid mere end en enkelt eller højst to tomme indkøbsposer ledige og mulige at finde, når der skal handles ind. De kan jo bruges til alt muligt!
Jeg er meget tilfreds med min pose. Den vækker lidt af de samme stemninger hos mig som min gamle anorak. Bortset fra at posen er i øsken-dags-tema, imens anorakken snarere var i ørken-nat-tema. Men det er sandsynligvis netop i forskellen fra min elskede anorak at successen ligger.



tirsdag den 25. februar 2014

Blomster-net

En veninde gav mig for nogle år siden en opskrift på et hæklet indkøbsnet. Synes sådan nogle net er vældigt flotte. Og de er også lidt magiske, for selvom de er så små i lommen, så udvider de sig næsten i det uendelige, når man putter noget i dem - de kan næsten det sammen som Mary Poppins håndtaske! Desværre har de det med at udvide sig nedad, så uanset hvor små, man synes, de er, når man hækler dem, bliver de enormt lange og slaskede og slæber hen ad fortovet, hvis man putter bare én liter mælk og biblioteksbog ned i dem.
Men det var en lidt besværlig opskrift, synes jeg, jeg sad og talte og talte og prøvede at få overblik. Og så gik det op for mig i denne uge, at jeg jo ikke behøver bruge en opskrift! Jeg kan jo bare hækle. Ha!
Grundidéen er at lave en ring af luftmasker, lave masser af små luftmaskebuer i ringen, udvide med flere luftmaskebuer i de kommen runder, og så til sidst bage lidt ind og lave en hank med fastmasker eller stangmasker. Voila!
Til  at starte med var jeg vældigt begejstret for mit nye net uden opskrift. Men det er alligevel lidt kedeligt. Grønt net. Nå.
Men så gik det op for mig, at man kan jo lave alt muligt sjov! Så så snart jeg var færdig med mit net, gik jeg i gang med et nyt - med en blomst i bunden!
Det var endnu en grå og kedelig vinterdag, da jeg var ude for at tage billeder af nettet. Men der var vintergækker i skoven den dag, de var så småt ved at springe ud, man kunne lige se det hvide titte ud i smalle sprækker i det grønne. Det er allerede 14 dage siden, at jeg talte med en, der fortalte, at der var sprunget krokus ud i hendes have. Foråret er på vej og det er dejligt!
Og for dem, der godt kan lide opskrifter og ikke har noget imod at tælle og tælle og kæmpe med at finde hoved og hale i det, andre synes giver mening: Her kommer mit mønster på blomsternettet!

Opskrift

Jeg har brugt en pind 4 og noget fælt kunstgarn, jeg havde liggende. Jeg plejer lave det i bomuld og pind 3-3½, men nettet bliver lettere og mere fleksibelt med kunstgarnet. Det er lidt efter smag og behag, det samme gælder størrelsen af hæklenålen. Det er ikke vigtigt med hæklefasthed ovs. i den her opskrift. 
Og som altid med mine opskrifter: Hvis noget går galt og du ikke har det rigtige antal, så bare fusk og lav en ekstra maske eller en mindre et eller andet sted. Så går det op og det er der ingen, der ser, når musikken spiller. Som min mor altid siger :-)

1. runde: (rød) 10 lm, saml med 1 km
2. runde: (rød) 3 lm og derefter 20 stgm ned i lm-ringen (i alt 21 stgm, da luftmaskerne i starten tæller som først stgm), slut af med en km i den 3. lm
3. runde: (blå) 2 fm i først maske fra først runde, 1 fm i næste, fortsæt således med 2 fm i hver anden m. (32 m)
4. runde: (blå - forberedelse til kronblade) 4 fm, 12 lm (stort kronblad), 5 fm hvoraf den første af de 5 skal ned i samme maske fra forrige runde, som den sidste m inden lm'erne, 9 lm (lille kronblad), 5 fm hvoraf den første af de 5 skal ned i samme maske fra forrige runde, som den sidste m inden lm'erne, gentag. Slut af med at sætte en lm-række fast med en fm ned i samme maske fra forrige runde, som den først fm på runden.
5. runde: (lilla - kronbladene) Hæft snoren i den midterste af de 5 fm før et stort kronblad. Lav en fm, derefter 9 stgm i lm-buen, 2 lm (spidsen af bladet) og igen 9 stgm i lm resten af buen, 1 fm i den midterste af de næste 5 m fra forrige runde, 6 stgm i næste lm-bue, 2 lm (sidsten af bladet), 7 stgm i resten af lm-buen. Gentag runden rundt.
6. runde: (grøn) Hæft snoren i spidsen af et kronblad, lav en fm, 8 lm og en fm i næste kronblad. Gentag. (72 m)
7. runde: Udtagning: Lav 5 stgm (start med 3 lm som den første stgm  i HVER stgm-runde) og derefter en 2. stgm i samme maske. Gentag runden rundt. Slut af med km i den 3. lm (84 m)
8. runde: Udtagning: Lav 6 stgm og derefter en 2. stgm i samme maske. Gentag runden rundt. Slut af med km i den 3. lm (96 m)
9. runde: Lav 5 stgm, 2 lm, spring 1 m over, gentag runden runden rundt. Afslut med km i 2. lm.
10. runde: Lav 2 stgm, 2 lm, spring 1 m over (hver lm-bue tæller som 2 m i spring-over-systemet), gentag runden runden rundt. Afslut med km i 3. lm. 
11. runde: 1 stgm, 3 lm, 1 stgm i næste lm-bue, gentag runden rundt. Afslut med km i 3. lm.
12. runde: 5 lm, en fm i næste lm-bue, gentag runden rundt, afslut IKKE med en km, men lad hæklingen fortsætte til næste runde som en spiral. Marker en rundes start en en lille tråd eller en sikkerhedsnål.
13. runde: 7 lm, en fm i næste lm-bue, gentag runden rundt.
14.-? runde: Som 13. runde. Lav 10-12 runder på den måde.
Det er efter smag og behag. Huske at nettet giver sig, når man putter noget i det, så det bliver altid noget længere, end man først tror!
24. runde: 5 lm, en fm i næste lm-bue, gentag runden rundt.
25. runde: 3 lm, en fm i næste lm-bue, gentag runden rundt.
26. runde: 2 lm, en fm i næste lm-bue, gentag runden rundt.
27. runde: 2 fm i hver lm-bue (74 m)
28. runde: (forberedelse til hank) 10 fm, 60 lm, spring 10 m over og lav derefter 27 fm, 60 lm, spring 10 masker over, afslut runden med 17 fm.
(hvis du har et andet antal så tag antallet af masker, træk 20 fra (til 2 håndtag hvor der springes 10 m over), divider det tilbageværende antal med to og voila - så mange fm laver du imellem hver håndtag)
29. runde: Brug dobbelttråd fra nu af og skift til en pind ½-1 størrelse større. 1 stgn i hver fm,50 stgm i lm-buerne.
30. runde: 1 fm i hver maske. Klip snoren og hæft ender.

fredag den 30. august 2013

Cirkuspose

Meine Damen und Herren...
...nu ikke længere et ufærdigt projekt. Yes!
Næh, pynt på bagsiden
Da jeg lige havde lavet indlægget om ufærdige projekter, tænkte jeg, at jeg måtte tage mig bare en lille bitte smule sammen. For selvom det skal være sjovt at lave tingene, og det ikke kun handler om det færdige produkt, så er det nu også meget fedt faktisk at lave ting færdigt og ende med et brugbart produkt.
Så jeg syede posen færdig i går aftes, inden den for alvor blev pakket væk. Når først det sker, er der sjældent en vej tilbage.
Se, den virker!
Jeg syede og syede. Og undertråden drillede. Og jeg blev herre sur og var lige ved ikke bare at pakke min pose sammen, men at krølle den sammen, trampe på den og derefter proppe den vredt ned i en særdeles grim plastikpose (Hvor har jeg alle de grimme plastikposer fra!?!)
Men tog mig sammen og TA-DAH!
Jeg er inspireret af Tiger-butikken (tænk engang!), som har sådan et cirkus-tema i forskellige ting til børnefødselsdag og den slags. Og cirkus er egentlig et ret fedt tema. Cirkus og byfest og tivoli og karneval - sådan noget med dyr og kulørte lamper og farver og skøre ting, der sker. Det er fedt, fordi det er en lille smule magisk midt i virkeligheden!

tirsdag den 27. august 2013

Ufærdige projekter

Der er så mange ting, man bør gøre i hverdagen - arbejde, studie, opvask, alt muligt. Og så er det rigtig vigtigt også at have noget, som bare er for sjov. For mig er det alle mine kreaprojekter. Det betyder, at når jeg pludselig bliver træt af et projekt, så behøver jeg ikke blive ved. Så pakker jeg det væk (hvilket som regel bare vil sige, at jeg lægger det ovre til venstre på mit skrivebord i den evigt voksende bunke af udefinerbar det-forholder-jeg-mig-til-en-anden-gang-ting). Så jeg har rigtigt mange ufærdige projekter liggende. Det er lidt en skam, for de har eller havde alle potentiale. Jeg præsenterer....

Patchwork-strik-saksehånds-bamsen

Den originale bamse fra filmen
Jeg har en ret grim plastikpose liggende med resterne af et virkelig fedt projekt: At kopiere en edder-skøn bamse, der optræder ganske få sekunder i Edward Saksehånd. I kan selv se klippet, jeg har fundet det på youtube – faktisk en fin scene.

Altså, jeg kan ikke rigtigt gennemskue, hvordan bamsen er lavet. Det ligner ikke hækling, men måske en slags patentstrik eller måske er det en for mig totalt ukendt teknik – er der nogen, der kan se, hvad det er for en type masker?


Den halve bamse, jeg har lavet
Jeg besluttede bare at strikke det. Og jeg har lavet tilstrækkeligt mange, små, åndssvage firkanter til den ene side af bamsen. Men nu er der jo hele den anden side og hele kanten tilbage. Og jeg havde et mægtigt nyttigt stykke papir, hvor jeg havde skrevet, hvor mange masker jeg slog op alt efter garnets tykkelse og hvor jeg havde regnet ud, hvor mange firkanter, jeg mangler etc. Det papir er selvfølgelig blevet væk Det kan da alt sammen rekonstruers, men jeg bliver ligsom så træt ved tanken.



Uglen med kun ét øre

I vinters gik jeg i gang med at hækle en ugle efter en opskrift. Den bliver vældigt fin - en gang. Men det er altså lidt kedeligt det dér med opskrift, som følges slavisk. Og det var med en pokkers lille hæklenål efter min smag.
Så halvvejs med den ene vinge blev jeg simpelthen træt. Og siden har uglen stået dér ovre til ventre på mit skrivebord i en filtet kurv. Da jeg fandt den frem for at fotografere det indtil videre sølle resultat sammensat med knappenåle (stakkels ugle!), opdagede jeg, at både opskriften og det ene øre/horn (hvad er det egentlig for nogle tutter, der er oven på en ugles hoved?) er væk. Men helt ærligt. Har lavet langt det meste. Bør virkelig liiige lave den færdig en dag...


Det lille bomuldstæppe

Jeg har tidligere nævnt min tæppemani. Jeg kan ikke gøre for det. Det er en last! Det findes så mange flotte tæpper, man selv kan lave! Og næst efter dyner er tæpper jo de mest vidunderlige ting - varme, bløde, flotte (der slår tæpper endda dyner!) og bare dejlige.
Jeg har også tidligere nævnt mit hæklede zig-zag-tæppe, der ligger præcist så ufærdigt hen, som da jeg for over en måned siden vidste det frem her på bloggen. Det ligger dog i det mindste pakket sammen i en flot, hjemmesyet pose - ikke et plastikrædsel fra Fakta.
Dette tæppe er et lille bomuldstæppe. Jeg ved ikke helt, hvad jeg tænkte, da jeg lavede det. Det har helt tydeligt ikke rigtig tæppe-størrelse og det er ikke tænkt som et babytæppe. Måske et tæppe til når man lige netop fryser sine lår og ikke andet. Jeg ved det ikke. Mit gæt er, at jeg ikke rigtig tænkte, men bare købte garn og gik i gang. Suk.
Jeg har lavet de firkanter, jeg øjensynligt syntes, der skulle til, men gik så i stå, da det skulle hækles sammen. Det var bare for kedeligt! Så nu er cirka en fjerdedel af tæppet sat sammen og resten ligger som krøllede firkanter i en grim plastikpose.

Cirkusposen

Kun lige i lørdags gik jeg i gang med at klippe ud til endnu en indkøbspose. Man kan bruge bruge dem til så meget - fx erstatte nogle af alle de grimme plastikposer med hengemte projekter - og det er en fantastisk leg at finde på flotte ting at trykke/sy/dekorere på dem.
I søndags gik jeg i gang med at sy den, men blev ligsom så træt undervejs og gik i stå. Nu står symaskinen på spisebordet og den ufærdig cirkuspose ligger ved siden af i alvorlig risiko for at blive pakket nødstørftigt væk og glemt, næste gang spisebordet skal bruges fx til at spise ved. Og det ville være dumt. Men jeg orker ikke at sy den færdig lige nu...



Puden

Jeg er i gang med at hækle betræk til en pude. Men altså sådan et betræk man hækler sammen rundt om puden, så ikke noget med at tage betrækket af og vaske det separat - hedder det så stadig et betræk, eller hækler man så simpelthen en pude? Det lyder bare fjollet - en pude består jo i høj grad af det (helst bløde) fyld indeni, og det hækler man jo ikke.
Nå, men pudebetrækket bliver dødflot. Totalt retrofarver. Inspireret af og dog helt forskelligt fra en pude, jeg så på en musikudstilling i Den Gamle By.
Men så var der lige en anden idé, der pressede sig mere på, og så røg pudebetrækker ned i en pose og har siden hængt på en stoleryg i stuen.

Og så var der også lige

Og så er der også lige en raglan-sweater, hvor jeg kun mangler det ene ærmer og bærestykket, men opskriften er blevet uhjælpeligt væk.
Og et par sokker, hvor jeg blev træt af farverne, da jeg havde lavet halvanden sok.
Og en pullover, som blev ved at drille ved ærmegabene, så jeg blev sur og pakkede den væk.
Og måske også 300 andre ting, som jeg lige har glemt.

Men jeg tror måske, jeg vil arbejde videre på puden. Lidt senere. Jeg gider ikke lige nu.

fredag den 26. juli 2013

Vand planeten

Her på en gammel nederdel
Blev gjort opmærksom på, at jeg i mit grøntsagsindlæg har lavet en trykfejl. I stedet for at skrive, at jeg selv har vandet planterne, har jeg skrevet, at jeg har vandet planeterne. Skulle lige til at drøne ind på bloggen og rette fejlen - pinligt! - men jeg lader alligevel være. Både fordi det er lidt sødt og den-lille-prins-agtigt, som jeg fik at vide. Men også fordi det minder mig om en historie, som kommer her:

Da jeg gik i 10. klasse var jeg vild med rigtig romantiske hippie-billeder og -tanker a la børn fra hele verden, der smilende holder hinanden i hænderne osv. Jeg er stadig vild med den slags, men værdsætter i dag lidt mere subtile versioner og har lidt mere nuancerede forestillingerne om fred i verden. Dog kun lidt! Der er ingen grund til at blive kedelig og desillusioneret.

Nå, men en gang i 10. klasse havde jeg skrevet "vand planten"  i min kalender, fordi jeg var (okay, er!) et rodehoved og en glemsom banan, og jeg syntes ikke, at min potteplante skulle lide på den bekostning. Og så en dag i skolen lænede min veninde sig ind over min plads og kommenterede: " "Vand planeten"? Det er så typisk dig, Anna!" Modsat her på bloggen, havde jeg faktisk ikke skrevet "planeten", det var en læsefejl fra hendes side. Men jeg syntes, at tanken var så hyggelig og netop meget Den Lille Prins-agtig, så ud fra den historie udviklede jeg en hel lille design-serie omkring idéen.

Det er mest bare tegninger og skellige ting, jeg har syede. Vist nok blandt andet et penalhus... En del ting er forsvundet, men jeg har dog stadig nogle ting tilbage - dem jeg viser frem her i indlægget.

Og faktisk synes jeg stadig, det er en sød idé. Det er ikke sådan rigtigt kvalm-frels verden-agtigt, synes jeg. Mere bare sødt :-) Det er kun et par år siden, jeg sidst har lavet noget med vand-planeten-temaet. Og jeg er stadig ikke helt sikker på, at jeg for alvor er vokset fra idéen endnu.

Jeg lavede også en rigtig fin indkøbspose med teksten "hjælp planeten", hvor barnet trækker planeten afsted i en trækvogn. Min veninde har den endnu, siger hun. Hun har lovet at sende mig et billede af den på søndag. Så måske kommer det med her senere... Hvis den er så fin, som jeg husker den.
Sidste pose, den ER fin!

Søndag aften: Her kom billedet af den sidste indkøbspose. Penalhuset er også dukket op - på en måde. Samme veninde siger, at hun har det et sted, men ikke kan finde det. Så huskede jeg rigtigt, at jeg havde lavet det engang :-)




mandag den 15. juli 2013

Så skal der sandelig købes ind!

 
Original 70'er-pose
I sidste uge var jeg i Den Gamle By for at se deres 70'er-afdeling. Den var super fed og der var masser af ting at lade sig inspirere af. Så jeg drønede straks hjem og begyndte at sy, men får det først lagt på bloggen nu... 

Billedet af posen fra Den Gamle By er taget med mit herre dårlige mobilkamera, derfor er både kvalitet og farvegengivelse uheldige. I virkeligheden er posen lilla. Ikke brun-grumse-mærkelig.

Den ene pose er en ret tæt efterligning af posen fra Den Gamle Bys Kollektiv-lejlighed, selvom farverne er lidt anderledes. De andre to er mine egne designs, men er jo inspireret af stilen. Jeg er vild med at kunne se noget flot og lade sig inspirere af et udtryk eller en idé men uden at kopiere fuldstændig.







Og når jeg nu er i gang med at vise mine flotte poser fra sidste uge frem, vil jeg lige vise et par af mine gamle pose-kreationer frem også. Jeg er vild med at sy poser. Det er sjovt, fordi det er et hurtigt, overskueligt projekt, hvor man rigtigt kan få lov at gå amok med farver og applikationer og stoftryk og lige hvad man vil. Og man kan altid lige bruge en ekstra indkøbs- /garn- /hvorskaljeggøreafdether- / regntøjs-pose.

Og apropos stoftryk, så har jeg opdaget, at det er meget smartere at bruge mosgummi end at bruge kartofler. Med mosgummi kan man lave betydeligt større og mere nuancerede motiver. Og man kan gemme de former, man klipper ud. Det kan være ret smart. Hvis man prøver at gemme en kartoffel-form, bliver den rynket og mærkelig efter en halv time. Og jeg siger ikke, hvad der sker, hvis man prøver at gemme den rigtigt længe... Ad!