Etiketter

Viser opslag med etiketten hækling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hækling. Vis alle opslag

fredag den 17. maj 2024

Hæklede lommer

 









I foråret 2021 lavede jeg denne pigekjole med hæklede detaljer herunder hæklede lommer.

Disse lommer kan næppe rumme ret meget, men lige siden har jeg overvejet, om jeg ikke kunne lave en kjole eller nederdel til mig selv med funktionsdygtige og flotte hæklede lommer.

Nu har jeg gjort det. Jeg er ret glad for resultatet. 



Først lavede jeg den sorte af noget stof, jeg havde liggende. Lommerne på den er- som man kan se- sorte. 

Jeg blev så glad for den, at jeg også lavede den røde i  babyfløjl. 

Mønsteret er super enkelt. Jeg fandt det på nettet. 

Her: https://www.mariadenmark.dk/2015/04/sy-selv-nem-nederdel/

Stoffet skal indeholde noget stræk og så laver man det efter sine egne mål. 

Der er elastik i linningen. 

Jeg tilføjede selv en gå-slids bagi. Den kan anes på billedet af den røde nederdel. 


Der blev et pænt stykke stof tilovers af det røde. 

Jeg tænker på at lave en lidt mere sommerlig nederdel af det med fløjl for oven og det blomstrede rynket på fra hoften og ned. 

Jeg tror ikke, den får hæklede lommer. Det er nok for tungt til bomuldsstoffet. Det må jeg lige tænke over, for jeg kan bedst lide, at der er lommer i mit tøj. 




søndag den 31. juli 2022

Scrunchie - stof + garn

Min kollega havde en scrunchie, som så ud som om den var af stof men med en hæklet kan. Det viste sig dog ved nærmere inspektion, at det bare var en fancy tittekant. Men jeg har ikke sluppet ideen siden. 

Jeg elsker mine hæklede scrunchies, men de kan godt blive lidt klumpede.

Nu har jeg haft en rolig uge, imens børn og kæreste var på camping, så jeg har haft tid til at lave lidt håndarbejde. 

Den ene har en syet kant med ujævne sting (jeg KAN simpelthen ikke sy jævnt, så jeg besluttede at dyrke det ujævne som en bevidst detalje) og den anden er med hæklet kant. Det var noget bøvl: Jeg blev nødt til at prikke huller i kanten hele vejen rundt, før jeg kunne gå i gang med at hækle. Men jeg synes, resultatet er blevet fint og dejligt gulerodsagtigt! 

søndag den 12. juni 2022

Jeg har lavet noget- Marked i Årøsund

 


Jeg har lavet noget- men ikke på den måde. 

Jeg har været til marked. Min mor bor i Årøsund og en lørdag  om året fra 10- 16 afholder man 'Færgevejs loppemarked' . Alle huse ned af vejen kan stille en bod op med gamle ting, de vil sælge. 

Jeg bor ikke i Årøsund og jeg har ingen gamle ting, jeg vil sælge. 

Men min mor bor der og jeg stiller op med mine kreavarer. 

Det er det, man kan se på billederne her. 

Jeg har lavet noget,- det er faktisk et stort arbejde. Weekenden før sidder jeg og sætter mærker på varerne. Jeg skriver oplysninger om, hvad tingene er lavet af og hvordan de skal behandles og pris. 

Jeg pakker alle varerne og kører dem og et par tøjstativer mm. til Årøsund dagen i forvejen. 

Om morgenen på dagen kører jeg tidligt ud og drikker morgenkaffe med min mor og låner nogle haveborde af hende og begynder at stille op på vejen ud for hendes hus. 


Jeg bruger de forhåndenværende søms princip, dvs. jeg stiller op mellem et busstoppested og et træ, for der kan jeg trække en snor, som jeg også hænger varer op på. 

Jeg sælger næsten ingenting.  Men det er tophyggeligt. 

Min mor deltager i den forstand, at hun kommer med kaffe og mad og sidder og snakker med mig og med mennesker fra byen, som kommer forbi.

I år pakkede jeg sammen allerede kl. 14, fordi det blæste så meget, at mine ting blev ved med at prøve at flyve væk og mit ene tøjstativ væltede gentagne gange. Det blev for træls. 

Men det er ellers hyggeligt. Jeg får en masse reaktioner på mine varer og en masse snak om krea med nogle mennesker, jeg ikke kender. 



 




søndag den 8. maj 2022

Servietter i massevis

 


Tilbage i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne havde folk brødbakker og bakkeservietter. 

Vi havde bl.a. den slags, der er på billedet. 

Det havde vi hvert fald i min familie og vores omgangskreds. 

Jeg lærte at hækle af min mormor. 

Senere lærte jeg at hækle bakkeservietter, endnu senere omsatte jeg denne struktur til servietter. 

Dem har jeg siden lavet mange af. Jeg kalder dem 'mormorservietter'.

Jeg har lavet dem til mig selv i flere omgange. De senere år har jeg haft en serie, som er røde, lilla og orange. Nogle af dem er tofarvede, så den ene halvdel er f.eks. lilla og den anden orange. For så kan jeg lave halvanden serviet af et nøgle garn og jeg synes, det er ret flot sådan.




Jeg synes, det er pænt og praktisk at have nogle stående på bordet, så man kan tage en og tørre sig med. 

Så sparer man et stykke køkkenrulle eller en papirserviet. 

Det er også sjovt at lave servietterne (eller kludene, der er jo ikke den store forskel), det er enkelt og bomuld kan fås i mange fine farver. 

Så jeg har lavet adskillige serier af servietter, oftest i blandede farver- for det er sjovest. Nu laver jeg ikke længere kun 'mormorservietter'. Jeg hækler dem med forskellige strukturer. 

På billederne her kan man se nogle i et stribemønster. 

Dem herunder er i øvrigt lavet af et garn af halv hør og halv bomuld, som jeg faldt over meget billigt i en forretning. 


Jeg har også lavet nogle i nogle -for mig ukarakteristiske- jordagtige farver, men jeg synes egentlig, det ser pænt ud. De er her:





fredag den 22. oktober 2021

Hæklet taske med citat

Det her er et af de projekter, hvor jeg på et tidspunkt blev træt af det og lagde det i skammekrogen (rodebunken med håndarbejde), for så at finde det frem laaaaang tid senere - og lave det færdigt på et par dage. 

Sådan gør jeg af og til, og selvom det virker skørt at vente så længe på at færdiggøre noget, som kan ordnes på en aften eller to, så tror jeg ikke på at lave pligt-håndarbejde. 

Hvis jeg virkelig er træt af det, så skal jeg simpelthen ikke lave det. Der er nok af pligter her i verden!

Men pludselig i sidste uge fik jeg lyst til at arbejde videre på tasken (jeg var nået til øverste 3. del af øverste linje af tekst, så virkelig tæt på færdig!) og vupti, blev jeg færdig.



Teksten er en parafrase over noget, der bliver sagt i Otto er et næsehorn. Det er den sure politimester, som ikke længere gider være politimand og holde ro og orden. Han siger (frit fra hukommelsen): "fra og med i dag vil jeg holde af uorden, af næsehorn og af god kaffe." For mig er det et citat, der handler om at favne livets kaos og glæde sig over de små ting - begge dele noget, som giver et lykkeligere liv, er jeg sikker på.

Egentlig havde jeg tænkt, at foeret skulle være mere gakket. Grøn-og-gul-stribet eller sådan noget. Noget som kunne sætte lidt spræl og Ole Lund Kirkegaardsk-stemning på en ellers ret afdæmpet taske. I hvert fald afdæmpede for min og Ole Lund Kirkegaards sædvanlige stil... Men alt det, jeg prøvede, så ikke pænt ud, så jeg endte alligevel med en nydelig, nærmest damet farve, som matcher mønsteret på tasken. Til gengæld er det en ægte retro-dug. 

lørdag den 10. april 2021

Pippiagtig kjole med hæklede detaljer


Jeg havde et stykke babyfløjl til overs og jeg havde lyst til at lave noget med nogle hæklede detaljer, lidt Pippiagtigt. 

Så jeg lavede denne kjole. 

Mønsteret er en A-kjole fra Minikrea. Det samme mønster har jeg brugt til kjolerne af gamle jeans. 

Det specielle her er de hæklede detaljer. 

Detaljerne er lavet af bomuldsgarn 8/4 på. nål 3.5. Farverne er karrygul og petrolblå. 

Jeg har hæklet 2 firkanter og syet dem på i kanten af firkanterne. Man kan få en hånd ned i lommerne der, hvor firkanternes hjørner ikke er syet fast. 

Man kan nok ikke samle småsten i disse lommer, men større ting kan der godt ligge uden, at de falder ud.



Bagpå har jeg hæklet 2 runde lapper, det er den inderste del af lommernes mønster. 

Kjolen lukkes med trykknapper på ryggen. Jeg har brugt den slags trykknapper, som man banker på eller sætter på med en special-tang. Knapperne er karrygule, men der er 2 af knapperne, som er mørkeblå. 





søndag den 17. januar 2021

Hæklet lap på hue

Tja, det er ikke de store projekter, jeg får lavet for tiden. Men de små tæller vel også...

Vi har vist en logerende i skuret, hvor vi har cykler og klapvogn stående. Vi havde tabt en hue på gulvet det ude en dag og da jeg fandt den og samlede den op et par dage efter, var der gnavet et stor hul i ulden. Det må være en meget sulten mus! 



Men jeg lovede ungerne at lappe deres pjathat-hue, så det har jeg gjort nu. Jeg foreslog en sommerfugle-lap, en mariehøne, en blomst - men Ronja ville have et hjerte og Halfdan var ligeglad. Så det blev et hjerte. 

Jeg kan desværre ikke give en opskrift på lappen, jeg lavede den bare på gefühl. Jeg fandt en rest garn, lavede en cirkel halve-stgm i et par omgange, derefter lavede jeg hjerteformen ved at bruge forskellige typer masker og ved at lave et par lm-broer. 
















Jeg tænker på, om det er den samme mus, som vi fandt i drivhuset i foråret. Vi fangede den, klappede den og satte den derefter fri i haven igen (og vaskede vores hænder meget grundigt). Så længe den holder sig ude af huset, skal vi alle have lov at være her.

Det var under den første nedlukning, hvor børnene var hjemme, imens vi arbejdede, og de savnede deres venner og kedede sig, så den mus var ugens højdepunkt. Så jeg føler lidt, at vi skylder den en tjeneste - så jeg er faktisk ikke engang sur over, at den (eller den ven) har gnavet hul i huen...



onsdag den 30. september 2020

Hæklet traktor-lap

Okay, så en lyserød og gul-stribet sweater er måske ikke en klassisk drengetrøje. Men den er blød og lækker, og den passer godt. Desuden synes jeg det er fedt at prikke lidt til de klassike forventninger til dreng/pige-tøj. 

Så nu har jeg hæklet en traktor til at dække hullet i trøjen og voila, så er det en unisex-trøje. Eller måske bare en barnetrøje til hvem som helst, som kan lide traktorer og klare farver. 

Jeg synes, det er super fedt med tøj og ting, som sender helt blandede signaler. 



Opskrift på hæklet traktorlap

Hæklenål nr. 2,5

Garnrester. Jeg har brugt hvid, sort og blå-grøn. 

Forhjul

  • Hvidt garn. Lav 8 fm i en magisk ring, stram til. Klip garnet og skift til sort. 
  • Næste omgang: 16 fm (2 i hver) 
  • Anden omgang: 24 fm (2 i hver anden)
Baghjul

  • Hvidt garn. Lav 8 fm i en magisk ring, stram til. Klip garnet og skift til sort. 
  • Næste omgang: 16 fm (2 i hver) 
  • Anden omgang: 24 fm (2 i hver anden)
  • Tredje omgang: 32 fm (2 i hver tredje) 
  • Fjerde omgang: 40 fm (2 i hver fjerde) 
Karrosseri 
  • Blå-grøn.Slå 20 m op
  • Vend, hækl 20 fm tilbage (2 i sidste) 
  • Hækl 6 rækker frem og tilbage, vend med lm
  • Vend og hækl 11 m og vend
  • Vindue: Hækl 2 fm i blå-grøn, skift til hvid og hækl 7 fm rundt om den blå-grønne, strik de sidst 2 fm i blå-grøn. Husk altid at skifte farve inden maskens sidste gennemtræk.
  • Lav 3 omgange med farveskiftet sådan. På næste omg hækles de sidste 2 hvide masker sammen, men resten hækles som tidligere.
  • Vend og hækl tilbage. Klip den hvide tråd. 
  • Fra nu af hækles kun med blå-grøn. Tag igen ind ved at hækle 2 m sammen i sidste ende af rækken.
  • Hækl én række mere. Klip tråden.
Montering
  • Sy hjulene på karosseriet og sy din lap på, der hvor du skal bruge den. 

fredag den 11. september 2020

Hæklet scrunchie

Vi er ikke gået helt forsvundet, selvom det ser sådan ud på bloggen.

Ud over mit strikkede tæppe, som er et uendeligheds-projekt, har jeg kun lavet ganske få, små ting. Men en af dem er hæklede scrunchies, som jeg er vild med at lave!

Det er sjovt og nemt.
Det taget bare en time.
Det kan laves af bukse-elastik og garnrester.
Der er uendelige, lette muligheder: De kan være ensfarvede, stribede, man kan køre med to forskellige tråde.
Og det er godt at have mange forskellige, så det passer til alt tøj og humør.

Sådan gør man

  • Klip et stykke bukse-elastik og sy det sammen til en ring (i mit hår passer det med et stykke på 20-21 cm)
  • Find garn og hæklenål, som passer sammen. Jeg har hæklet med nål 4 og tykt bomuldsgarn / dobbelttråd af tynd garn.
  • Lav hstgm hele vejen rundt. De skal sidde tæt. Man kan skubbe dem sammen undervejs. De skal sidde så tæt, at man ikke kan se elastikken, men ikke så meget at elastikken udvides af det.
  • Lav endnu en runde med hstgm, 2 i hver maske. 
  • 3 runde hækles med fm, stadig med 2 m i hver fra forrige runde. (Maskeantallet er altså 4-doblet ifht første omgang)
  • Klip tråden, sy ender ind.
  • Du har nu en ny, flot elastik!

mandag den 4. maj 2020

Navneophæng

Ronja har et fint, syet navneophæng, som hun fik af min veninde i dåbsgave. Så jeg syntes, der så så tomt ud på døren ind til Halfdans værelse...





lørdag den 1. februar 2020

Hannah: Mens jeg ventede- pigekjole af oldemorsfirkanter


Mens jeg ventede på noget garn, jeg havde bestilt til et projekt, kiggede jeg på mine rester.
Jeg fandt nogle rester af bomuld. Jeg synes, det er ret sjovt at hækle oldemorsfirkanter, så jeg besluttede, at jeg ville lave nogle af dem til et bærestykke til en pigekjole.
Det er firkanterne, der har bestemt kjolens form og størrelse. Jeg tror kjolen er en størrelse 7-8 år.

Kjolen lukkes med knapper bagpå.

Jeg brugte:

  • En hæklenål nr. 3
  • Rester af bomuldsgarn 8/4 i lilla, røde og orange farver. 
  • En ret stor rest til at hækle firkanterne sammen med. (ikke et helt nøgle, måske godt et halvt
  • Et stykke kulørt bomuldslærred ca. 65 x 140 cm, sytråd i matchende farve.
  • 6 knapper. Jeg har valgt 5 lilla og en orange knap. 4 knapper er ens mørkelilla, 2 er en anden slags i hhv. lyselilla og orange.


Sådan gjorde jeg:

  • Jeg hæklede 22 oldemorsfirkanter. 
  • De består alle af 3 farver.De begynder med en magisk ring og her ud fra har jeg hæklet 4 omgange. De 2 første  er isamme farve, de 2 følgende omgange er i to andre farver.Der er gået 3 firkanter til hver skulder og 2 x 8 til kroppen.


  • Da de 22 firkanter var færdige hæklede jeg firkanterne sammen med fastmasker. Jeg lavede 2 rækker med 8 firkanter. Disse 2 rækker hæklede jeg igen sammen på den lange led. Så lavede jeg 2 rækker med 3 firkanter.Dernæst hæklede jeg rækkerne med tre firkanter fast på de 8 firkanter.
  • Jeg hæklede en kant med fastmasker rundt i ærmegabet og også i halsåbningen.
  • Bagpå hæklede jeg også en kant med fastmasker i knapåbningen. I den ene side lavede jeg 6 knaphuller med luftmasker.


  • Så lavede jeg skørtet.
  • Jeg syede stofstykket sammen midt bag.
  • Jeg syede en rynketråd ind foroven og rynkede stoffet ind til det passede til overdelens størrelse.
  • Så syede jeg det sammen.
  • Jeg lagde skørtet op forneden.
  • Tilsidst syede jeg de 6 knapper i.






tirsdag den 22. oktober 2019

Hannah: Fascination af bobler



For et års tid siden var det store strikkede huller..... nu er det bobler.
Derfor har jeg lavet et par små tasker med hæklet boblemønster.
Jeg synes, det giver en fin struktur  og det er ret sjovt at hækle dem.

Min taske er Ca. 24 cm bred og 20 cm høj.
Den lukkes med lynlås og er foret.

Den kan laves i alle mulige slags garn. Mine er lavet i ret kraftigt garn.
Hvis man laver dem i tyndere garn, bliver boblerne mindre og man skal have flere masker på rækken  og man skal hækle flere rækker i højden.

Tasken kan bruges som lille clutch, lille toilettaske- eller noget andet.

Det har jeg brugt til den pink taske:

  • Ca. 100 gram big cottonwool garn
  • En hæklenål nr. 5.
  • En lynlås på 30 cm 
  • En rest stof på Ca 30 x 40 cm
  • Ca. 15 cm lædersnøre
  • En matchende perle
  • Matchende sytråd


Sådan hæklede jeg:

Jeg hæklede tasken i to stykker. Hvis man hækler stykket ud i et og folder, så vil boblerne komme til at være omvendte på den ene side.

Mit boblemønster er deleligt med tre. Jeg lavede to kantmasker i hver side, så jeg havde nogle     
masker at sy sammen i.


  • Jeg slog 34 luftmasker op plus 1 maske til at vende med. (Dvs. 10 bobler og 2 masker til kant i hver side)
  • Første række var fastmasker.
  • Anden række boblemønster. 
  • Dernæst hækler man skiftevis rækker med fastmasker og rækker med boblemønster, idet boblerne på følgende række forskydes, så de sidder i mellemrummet mellem boblerne på foregående boblerække. 
  • Jeg hæklede 12 rækker med bobler.
  • Og sluttede af med to rækker fastmasker til overkant, hvor lynlåsen skal syes fast.
Jeg lavede et stykke mere magen til. 




Montering:

  • Jeg syede lynlåsen på i overkanten. Jeg gjorde det i hånden med en matchende sytråd.
  • Jeg klippede to stykker fast stof i taskens mål plus sømmerum til foer.
  • Jeg syede foret sammen ret mod ret på bunden og to sider.
  • Jeg foldede sømmerummet i overkanten ned ved at stryge det. 
  • Jeg puttede foret ind i tasken (vrang mod vrang) og syede det fast med sytråden i lynlåsen. På den måde skjuler man lynlåsens kant. 
  • Jeg træk lædersnøren igennem lynlåsens træk-øje og satte en perle i. 

Jeg har også lavet en i turkisblå:










onsdag den 3. juli 2019

Hannah: Hæklet scrunchie






På et tidspunkt spurgte min niece, Freja, om ikke Anna kunne lave sådan nogle hæklede hårelastikker. Jeg kunne ikke forestille mig det og gik derfor på nettet for at se.
Så blev jeg nysgerrig og inspireret og lavede en lille serie af hæklede scrunchies.
Freja fik selvfølgelig en, men i dag bruger jeg dem også selv.

Her kommer en omtrentlig opskrift:




Man skal bruge:

  • Et stykke bukseelastik i en farve der passer nogenlunde til den farve hårelastikken skal have. Jeg har brugt ca. 20 cm. Det passer rimeligt til mit hår og den måde jeg bruger hårelastikkerne på. 
  • En rest garn i den farve, man gerne vil have. Jeg har valgt at bruge bomuld.
  • En hæklenål, der passer til garnet. Til bomuldsgarnet har jeg brugt en nål nr. 3.
  • Evt. lidt effektgarn til pynt. Jeg har f.eks. brugt glittergarn, bronzegarn med små bronzeperler og sort garn med små Pailetter.

Sådan har jeg gjort:

  • Jeg syr bukseelastikken sammen til en ring.
  • Første omgang: I ringen hækler jeg en masse fastmasker. Ringen skal fyldes med fastmasker, så der ikke bliver synlig elastik, når man bruger den i håret.
  • Anden omgang: Jeg hækler nu med stangmasker og jeg tager i maske ud i hver anden maske. 
  • Tredje omgang: Jeg fortsætter med stangmasker og hækler nu 2 stangmasker i hver af maskerne fra sidste omgang.
  • Jeg har valgt at hækle pynten ind i den sidste omgang og det er her, jeg har brugt effektgarnerne, idet jeg har hæklet en omgang fastmasker med pyntegarnet yderst. Her har jeg ikke taget ud.
  • Sy enderne godt ind, så usynligt som muligt.  
Og et styk hjemmelavet scrunchie er klar til brug.




torsdag den 7. februar 2019

Hæklet krokodille

Da jeg for nylig ledte efter noget garn i den overfyldte kasse, hvor jeg har alt mit bomuldsgarn liggende, faldt jeg over første del af en krokodille, som jeg begyndte på for, tja, jeg vil tro, at det er over 4 år siden. Måske meget længere.
I al den tid har den grønne halestump ligget i den kasse. Det grønne garn er for længst brugt op!


Men pludselig fik jeg trang til at blive færdig med krokodillen. Så af garnrester i andre farver har jeg nu hæklet krokodillen færdig. Benene er lavet og syet på i hastværk, fordi min influenzaramte datter pludselig knyttede sig til krokodillen og forlangte, at jeg skulle sidde ved hendes sygeseng og blive færdig med dyret i en fart, så hun kunne putte med den, når hun skulle sove...

mandag den 28. januar 2019

Hannah: Hæklede skuresvampe


For nogle år siden blev jeg, som mange andre, grebet af lav-selv-dine-karklude. Så siden har jeg brugt hjemmelavede karklude. Nogle er lavet af brugte håndklæder (Som den på billedet), andre har jeg hæklet.
Senere opdagede jeg de hæklede 'vatrondeller'. Jeg så dem et sted og syntes egentlig, det var ret fjollet. Men senere blev jeg alligevel nysgerrig og hæklede nogle til mig selv. Dem er jeg ret glad for, jeg bruger dem dagligt.
I sommers kom turen så til skuresvampene. Jeg opdagede, at man kan købe et garn, som er beregnet til at hækle skuresvampe af. Det måtte jeg prøve. Jeg hæklede et par af de orange på billedet.
Jeg har afprøvet mine to orange skuresvampe og jeg er overrasket over, hvor godt de fungerer. De kan snildt erstatte den bløde side på en skumgummiskuresvamp.

Man kan diskutere, i hvor høj grad garnet er miljø-korrekt. Det er polyester. Men jeg tænker, at det nok er bedre at bruge disse igen og igen, end at købe nye skumgummisvampe hele tiden.



Garnet er spøjst. Men det føles fint i hænderne.
Det er svært, at se, hvad jeg laver pga. alle 'hårene' på tråden. Så jeg føler mig meget frem.

Det er min holdning, at svampen skal have en vis fasthed og være af en størrelse, så jeg  kan få  ordentligt fat, når jeg skal bruge den. Derfor har jeg lavet svampene i dobbelt garn. (Rico Creative Bubble) og jeg får 2 svampe af et nøgle garn. Jeg har brugt hæklenål nr. 4.5.

Jeg begynder med en magisk ring, i den hækler jeg 12 stangmasker. Jeg lukker hver omgang med en fastmaske. Og jeg begynder hver omgang med 2-3 luftmasker,- som dermed kommer til at udgøre første maske på den nye omgang.
De følgende omgange er lavet af puffstiches.
På anden omgang laver jeg et puff stitch af 4 stangmasker i hvert mellemrum og 1 Luftmaske mellem hvert puffstitch.
På tredje omgang laver jeg to puffstitches bestående af 3 stangmasker i hvert mellemrum.
På fjerde omgang slutter jeg af med med en omgang fastmasker hele vejen rundt.
Men da det er svært at undgå at skuresvampen bølger eller buler, hækler jeg 2 eller tre fastmasker nogle steder.
På de orange skuresvampe har jeg desuden lavet et lille ophæng med luftmasker.





onsdag den 21. november 2018

Hæklede blomster

Lidt inspireret af Du Milde-kjoler, som altid har en eller anden hæklet detalje, er jeg begyndt at hækle små blomster, som jeg kan sy på kedelige madpakkeposer, ensfarvede kjoler, hullede bukser eller andre ting, der lige trænger til lidt fest.



Jeg varierer dem lidt med ekstra udtagning, ekstra farver osv, men grundlæggende foregår det sådan her:
  • Magisk ring
  • lav 8 fm i ringen, stram ringen til
  • næste omgang: lav 2 fm i hver = 16 m
  • Næste omg: Lav 2 om i hver anden, 1 i de andre = 24. Hækl også 2 fm i næste m, så har du 25 i alt.
  • Nu skal der laves kronblade. 
    • Hækl 4 fm, 1 i hver m på din midte.
    • vend med lm og hækl 4 fm tilbage
    • vend med lm og hækl 5 fm tilbage 8 (dvs der tages 1 m ud)
    • vend med lm og hækl 5 fm tilbage-
    • vend med lm og hækl 3 fm cm i midten
    • Klip snoren
  • Lav i alt 5 kronblade - der skal være 1 ledig m på din midte imellem hver. 
  • Hækl fm hele vejen rundt, lav 2 fm i én m i hvert "hjørne" af kronbladene (se nedenfor).
  • Færdig!

tirsdag den 16. oktober 2018

Grydelapper med tekst - anden lap

Så er jeg blevet færdig med det skove på den anden grydelap - nu skal jeg bare hækle bagsider, kanter og hanke....


Opskrift 

  • Slå 55 lm op + 2 til at vende med.
  • Hækl rækken hen med halve stagmasker, vend med 1 lm
  • Fortsæt nu i fm, vend med 1 lm: 2 rækker fm med følgetråd
  • Gå nu i gang med diagrammets bogstaver. Hav også følgetråd på rækkerne uden bogstaver, skift farve på følgetråden midtvejs imellem de to tekstlinjer.
  • Når bogstaverne er færdige, laves der yderligere 2 rækker fm, klip følgetråden. Lav 1 række halve stangmasker. Klip tråden.
Lav en bagside til grydelappen bestående af hstgm eller fm - samme antal m og samme højde som grydelappen beskrevet ovenfor. Hækl dem sammen:

  • Sæt garnet fast med en fm ved et hjørne, lav straks hank: lav 30 lm og fortsæt på den anden side af hjørnet. 
  • Hækl rundt med fm langs kanten, ved de resterende 3 hjørner laves 2 lm, når du kommer tilbage til udgangspunket hækles 30 fm i lm-rækken. 
  • Slut af med en km. 
  • Klip tråden, sy enden ind.

 





onsdag den 10. oktober 2018

Grydelapper med tekst - første lap


Jeg har masser af idéer til håndarbejde men ikke så meget tid til at lave det, som jeg ville ønske, så jeg må tage det én lille ting af gangen...
Her kommer den første grydelap i sættet.

Opskrift 

  • Slå 55 lm op + 2 til at vende med.
  • Hækl rækken hen med halve stagmasker, vend med 1 lm
  • Fortsæt nu i fm, vend med 1 lm: 2 rækker fm med følgetråd
  • Gå nu i gang med diagrammets bogstaver. Hav også følgetråd på rækkerne uden bogstaver, skift farve på følgetråden midtvejs imellem de to tekstlinjer.
  • Når bogstaverne er færdige, laves der yderligere 2 rækker fm, klip følgetråden. Lav 1 række halve stangmasker. Klip tråden.
Lav en bagside til grydelappen bestående af hstgm eller fm - samme antal m og samme højde som grydelappen beskrevet ovenfor. Hækl dem sammen:




  • Sæt garnet fast med en fm ved et hjørne, lav straks hank: lav 30 lm og fortsæt på den anden side af hjørnet. 
  • Hækl rundt med fm langs kanten, ved de resterende 3 hjørner laves 2 lm, når du kommer tilbage til udgangspunket hækles 30 fm i lm-rækken. 
  • Slut af med en km. 
  • Klip tråden, sy enden ind.

torsdag den 4. oktober 2018

Grydelapper med tekst - idéfase

Da jeg var til workshop med Molla Mills, så jeg alle hende seje, hæklede statements. Og jeg købte en bog med tern, som passer til hækling - så man let kan lave sine egne mønstre og tekster.



Siden har jeg haft lyst til at lave alt muligt - hæklet navneskilt til døren (nu har vi en perleplade), hæklet toilet-skilt, hæklet taske med en eller anden fed tekst... Men jeg har simpelthen ikke haft tid! Nu er jeg så småt gået i gang med et par grydelapper og håber, at jeg bliver færdig, før jeg mister modet.



tirsdag den 4. september 2018

Hannah: Etui til hæklenåle


Jeg har længe manglet et etui til mine hæklenåle. De lå bare og rodede i skuffen med diverse strikkepinde og var svære at finde.
Jeg havde en ide om, at jeg godt kunne lave et selv. Jeg havde også en ide om, at det skulle være sådan et til at rulle sammen.

Mit færdige etui har disse mål:

  • Mit færdige etui måler 44,5 x 22,5 cm.
  • Lommen til hæklenålene er: 44,5 x 9 cm. Lommen er opdelt i 15 rum, som hver er ca. 3 cm brede.

Jeg har brugt:

  • Yderstof ca. 50 x 25 cm. Mit er en rest af blommefarvet babyfløjl.
  • Strygevlieseline i samme mål til at stive etuiet af med.
  • Inderstof i samme mål. Her er det en rest bomuldsstof med røde æbler.
  • Inderstof til lommen, som hæklenålene skal sidde i: ca. 50 x 12 cm.
  • Skråbånd i en farve der passer til. Jeg har valgt rødt og den smalle variant. Ca. 50 cm til kanten på lommen og desuden ca. 8 cm. til en trense, som er knaphul til at lukke etuiet med.
  • En flot knap, der passer til.
  • Sytråd i en passende farve. Bemærk noget af syningen vil kunne ses på forsiden.

Sådan gjorde jeg:


  • Klippede stofferne til. Yderstof, vlieseline og inderstof i samme størrelse: Ca. 47 x 25 cm (Der er beregnet ca. 1 cm til sømmerum på alle sider.)
  • Klippede stoffet til lommen ca. 47 x 12 cm.
  • Strøg vlieselinen på bagsiden af yderstoffet.
  • Syede skråbåndet på overkanten af lommen.
  • Foldede et stykke på ca. 8 cm af skråbåndet på den lange led og syede det sammen.
  • Syede lommen på forneden på forsiden af inderstoffet. Jeg zigzaggede det på helt ude i kanten.
  • Målte op og syede stikninger igennem lommen på inderstoffet med ca 3 cm's mellemrum, så der blev 15 små lommer.
  • Lagde inderstof og yderstof ovenpå hinanden ret mod ret og syede det sammen med alm. sting næsten hele vejen rundt. Jeg lod dog en åbning på ca. 10 cm stå. Den er til, for at man kan vende retsiden ud på arbejdet.
  • Det er her trensen skal lægges ind i arbejdet. Den skal ligge dobbelt midt på den korte side, sådan at trensen ligger inde mellem lagene og det er enden af trensen, som du kan se, mens du syr. Så kommer den til at være på retsiden, når du vender arbejdet.
  • Vendte retsiden ud på arbejdet gennem hullet. Klippede spidsen af sømmerummet i hjørnerne. Vær omhyggelig med at få hjørnerne vendt, så de kommer til at stå skarpe og tydelige.
  • Da arbejdet var vendt, klemte jeg med fingerene alle kansømmene på plads udefra, så de lå pænt og jeg satte nåle i hele vejen rundt. Her er det også en fordel, at der er et åbent hul, for man kan få brug for at hjælpe til indefra. 
  • Da jeg havde sat nåle i hele vejen rundt undtagen i hullet, foldede jeg hullets sømmerum pænt ind udefra og satte nåle i det. 
  • Så syede jeg hullet til med en alm. søm helt ude i yderkanten.
  • Til sidst lavede jeg en stikning hele vejen rundt om arbejdet i en trykfods bredde fra arbejdets kant. Det er denne stikning, som kan ses på begge sider af etuiet.
  • Til sidst puttede jeg mine hæklenåle i, rullede etuiet sammen og fandt dermed det sted, hvor knappen skulle sidde. Den syede jeg på som det aller sidste.