Viser opslag med etiketten korssting. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten korssting. Vis alle opslag

torsdag den 7. juli 2022

Upcyklet kitsch-pude

Mine gamle kitsch-pyntepuder er slidt op. Selve korsstingsbroderiet og stoffet, det er broderet på, er simpelthen mørnet. De puder er også blevet brugt meget - jeg brugte dem som ammepude, da min datter var lille og siden har de boet både i sofaen og 

Se kitsch-puderne her

Men for leden fandt jeg en korsstingsbroderet klokkestreng eller noget i den retning i en genbrugsbutik. Det var et fint skov-tema, som mindede mig lidt om de fugle-broderier, jeg i sin tid brugte til puderne. Så jeg købte det og har forsigtigt sprættet det gamle, mørnede broderi af og syet nyt (gammelt, men mindre slidt) broderi på.

Synes, det er blevet fint.





onsdag den 22. marts 2017

Hannah: Lille taske med genbrugsbroderi

Igennem nogen tid har jeg samlet gamle broderier, købt dem i genbrug eller fået dem foræret.
Jeg har i virkeligheden ret sjældent brugt dem. Ideen er, at de skal sys ind i tasker og punge eller bruges som dekorative detaljer på jakker m.m.

Men nu har jeg lavet denne lille taske/pung.



Teknikken har jeg taget fra en bog, jeg fik af Anna til min fødselsdag: 'Moderne genbrug' af Tina Benfeldt Levring.
Det er nemt og det bliver pænt,- men måske ikke helt så pænt, som når jeg syr et foer i bagefter. Men det er, på den anden side, ret besværligt.

Broderiet er en gammel juleserviet, måske en julebakkeserviet.
Hvis man kigger godt efter, så kan man ane resten af nogle flettede julehjerter i siderne, men da jeg har klippet det meste væk, ser det bare ud som flere røde bær.

Foret er et stykke stof, som engang har været et par tynde sommerbukser, som jeg købte for 20 kr men aldrig har brugt.

Jeg har brugt et stykke yderstof på ca. 36 x 24 cm og et tilsvarende stykke foerstof.
Desuden en lynlås på 25 cm.
Som det allerførste syede jeg broderiet på yderstoffet. Dernæst fulgte jeg instruktionen i ovenstående bog på side 14-18.

torsdag den 6. august 2015

Bedstemor-pude

Endnu en gang har jeg snydt lidt og brugt et gammelt korsstingsbroderi til at lave en pude. Jeg elsker det kitschede bedstemor-look - så længe det drejer sig om enkelte ting og ikke en HEL indretning. Det er måske lige tungt nok...
Korsstingsbroderiet har jeg købt på genbrug, det var rammet ind som et billede og det vidste sig, at det at fjerne broderiet fra rammen var et langt større projekt end at sy puden. Jeg tror, jeg talte, at det var sat fast med 187 hæfteklammer, som jeg enkeltvis måtte fjerne!


lørdag den 12. juli 2014

Pung med æble

Jeg er helt vild med æblemønster. Æbler på stof, æbler på servietter. Æbletryk. Æbler af Hama-perler. Kagedåser med æbler på. Jeg synes, det er en perfekt planding af sødt og frisk og børn-agtigt og en lille smule retro. Så jeg måtte selvfølgelig også lave et æble i korssting.
Hvis jeg skulle lave den om, ville jeg lave det uden det grønne felt udenom. Det gør hele udtrykket lidt tungt, men det giver til gengæld en friskhed med den grønne farve. Jeg ved aldrig rigtigt, hvordan det færdige udtryk bliver, før jeg har lavet noget færdigt. Nu ved jeg det til næste gang.

tirsdag den 8. juli 2014

Toilettaske med flamingoer

Som skrevet så gjort...

Jeg synes, den er blevet fin. Det er det samme grunddesign til toilettasker, jeg gentager igen og igen med små variationer - især forskelligt foer og forskellige broderede mønstre. Jeg er begyndt at tænke, om det er lidt kedelig. Jeg kan bare virkelig godt lide den her form, den er funktionel og pæn, synes jeg. Jeg må lige tænke over, om jeg kan finde på andre gode måder at lave toilettasker i gummi.


fredag den 4. juli 2014

Pung med ugle

Jeg tror, uglemoden er på vej ud igen. Nu er jeg jo også selv gået over til flamingoer ;-) Men jeg må alligevel lige fremvise endnu et bidrag til uglebølgen. Jeg synes, den er sød. En lille, tyk pung med en lille, tyk ugle. Men måske skulle jeg lave en gummitaske med flamingo, det kunne sikkert også være flot... Hm...


Til bagsiden valgte jeg et stykke gummi med et stor lap på. Det understreger det slidte genbrugs-look. Det kan jeg godt lide.





mandag den 30. juni 2014

Leg med materialer

Jeg synes, den her pung er mere voksen i udtrykket end de ting, jeg plejer at lave. Det er nok, fordi jeg lavede den under et besøg hjemme hos min mor og ubevidst var inspireret af hendes stil.
Så i stedet for vilde farver og skøre motiver kan den her noget andet. Det er en leg med materialer og overflader.

Der er det slidte gummi, den matte stofovertrukne knap og på bagsiden af pungen er der en korsstingskat, der er meget mere kompleks i sit udtryk og sin overflade end de andre to materialer: katten består jo af en masse små kryds, som giver et nærmest urent billede i forhold til den simple pung og knap.


mandag den 23. juni 2014

Penalhus med traktor

Fordi jeg har været slem til at lave nogen lidt fesne ting, tænkte jeg, at jeg hellere måtte prøve at lave et modstykke til det nuttede penalhus med elefanter.
Så selvom jeg egentlig er imod at tænke ting så entydigt kønnet, har jeg nu lavet et drenge-penalhus. Og der er jo af en eller anden grund ikke noget mere drenge-agtigt end store landbrugsmaskiner! Så voila!

fredag den 20. juni 2014

Penalhus med elefanter

Jeg kan som før nævnt godt lide kombinationen af det rå gummislange og det pusse-nussede ved korssting. Det her er nok det mest pusse-nussede, jeg overhovedet kunne finde på - gennemført med sarte pastelfarver. Jeg synes nu faktisk, at penalhuset er blevet virkelig dejligt! Selvom jeg normalt ikke er til pastel.
Det er de samme elefanter, som jeg har brugt til hønsestrik. Det er så smart, at man kan bruge samme mønstre til Hama-perler, korssting og hønsestrik!
I modsætning til mine toilettasker af brugte gummislanger, har penalhusene ikke foer. Jeg synes, det er for småt og bliver for meget på en eller anden måde.
Desuden er det mere okay, at blyanterne gnider lidt op ad gummimaterialer og kommer til at smage lidt af mekanikker-værksted, end at tandbørsten gør det :-)




torsdag den 27. februar 2014

Kom mel, æg og solskin i skålen og rør rundt

Jeg har syet et forklæde. Jeg har syet en del som regel orange/brune forklæder til mig selv, som passer med alle retro-tingene i vores køkken.
Men det, jeg vil vise frem her, er et forklæde jeg har syet til en veninde, og selvom jeg ved, at hun også elsker brun og orange, så lavede jeg i stedet et sommerforklæde. Det betyder ikke, at det kun skal bruges om sommeren, men at man får en lille smule sommer med i det, man laver, når man har det på.
Det kommer egentlig af en helt fantastisk karklud, som samme veninde have en gang. Måske har hun den stadig, det ved jeg ikke. Men det var en af de dér lækre strikkede klude (modsat engangskarklude af udefinerbart, filt-agtigt materiale), som man kan købe i Inspiration og nogen gange på tilbud i Nettos rodehylder. Den var gul, den karklud. Varm, dejlig sommergul. Vi kaldte den solkluden, for når den blev taget frem og brugt i køkkenet, var det som om der lå en lille bitte bomuldssol på køkkenbordet. Og det var så skønt.
Jeg er især stolt af de små korsstingssommerfugle på forklædet, som er broderet direkte på stoffet! Jeg har nemlig hverken finmotorik eller tålmodighed til at sy i hånden. Det er derfor korssting fungerer for mig, fordi man som regel laver det i stof, hvor der på forhånd er vævet små huller til at stikke ned i, så jeg ikke bliver fristet til at lave kæmpesting for at få det hurtigt overstået og derved får lavet noget klamp. Jeg markerede blot stik-stederne ganske let med en blyant på bagsiden af stoffet, for at sommerfuglene ikke skulle blive skæve og ujævne.
Det var lidt af en udfordring at tage billeder af forklædet. Jeg tager jo næsten alle billederne af mine ting udendørs, men det var et slemt blæsevejr, så hver gang jeg havde arrangeret min kreation flot og klar til fotografering og stod med fingeren på kamera-knappen, tog vinden det og rullede det sammen til en uformelig, gul klud, som det var absolut umuligt at se, hvad var. Så jeg måtte finde nye lokationer til billedtagning!
Det synes jeg egentlig også lykkedes meget godt, så i det hele taget må dagens projekt regnes for en succes, hurra!

tirsdag den 17. december 2013

Juletasken


Ih, det er dejligt at have tidlig juleferie og have masser af tid til at lave krea-halløj.
For nylig blev jeg lokket ind af en paillet-kjole i vinduet på min lokale genbrugsbutik, som jeg aldrig før har været inde i, fordi tingene i vinduet som regel er stygge. Men det viste sig, at man ikke skal skue butikken på udstillingen! Den er herre fed! Inde bagved alt de grimme, obskure varer i imiteret pels eller udslidt 80'er-agtige cowboy-bukser gemmer der sig en masse, skønne super retro-ting og de koster ikke en skid. Hurra!
Og der købte jeg en vidunderlig, hmm, hvad hedder sådan en mon? En klokkestreng, tror jeg. Sådan noget rigtig bedstemor-noget. Den var så retro-kitsch-skøn at jeg virkelig overvejede at hænge den op bare som den var, men besluttede alligevel at der var liiiige slemt nok. Der bor jo trods alt også en mand på under 60 år her i lejligheden, så...
Jeg nænnede næsten ikke at klippe den i stykker, den var faktisk rigtig fin. Men KLIP! så ofrede jeg klokkestrengen - der er TO nissepiger og TO granranker, så der er korsstings-motiver til flere forskellige projekter, det kunne jeg ikke stå for. Og gav mig endnu en gang til at sy en lille, herlig taske.

mandag den 16. september 2013

Husk gummi

Så er der gang i noget krea igen! (Jeg ved ikke, hvad der skete for passivformen - som om kreaprojekterne laver sig selv. Ligsom den dér scene i Disneys Sværdet i Stenen, hvor opvasken tager sig selv. Det kunne være fedt nok med opvasken, men lidt ærgerligt med kreaprojekterne - så ryger pointen ved hobbyen ligsom). Men det er ikke vise-klart endnu, jeg skal lige i Panduro-hobby i morgen og købe ind (det er noget med Hama-perler, hurra!) og så er der også lige en masse "rigtigt" arbejde, der skal passes, men så kreaer jeg videre med fuld fart...

Men jeg kom jo til at lave et snyde-indlæg for at vise den obskure gulerod... Så jeg må hellere lave et rigtigt krea-indlæg. Og for at det kan lade sig gøre, må jeg ty til at vise ting frem, som jeg har lavet tidligere. Heldigvis er der nok fantastiske ting at tage af! :-)
Sommerfugle-toilettaske med foer
Sommerfugle-toilettaskens bagside
Jeg vil gerne vise nogle af de gummislangeprodukter, som jeg (i modsætning til min flotte toilettaske) selv har lavet korssting direkte på. Det giver et helt andet udtryk, det er noget mindre kitsch-agtigt. Men det har stadig kontrasten imellem det rå materiale og det friske eller yndige (alt efter motiv og farvevalg) korssting. Jeg har lavet mange, mange gummiting. Nogle få ting er blevet højst bizarre og temmelig rædselsfulde. Men de fleste er drønflotte. Jeg præsenterer: Produktionen fra de uger hvor jeg ikke kunne holde op med at lave toilettasker.

Muffins-toilettaske med foer
Jeg kan godt lide den trekantede form. Hmm, den er vel egentlig trapez-formet, hvis det skal være helt rigtigt. Men jeg håber, det giver mening. Ud over at formen får tasken til at stå ret godt, når den er fyldt med toiletsager, så fungerer det også godt til materialet. Et hjul - og derfor en slange fra inden i et hjul - er jo rundt. Så når man klipper et stykke ud, passer det ligsom med formen og gummiets fald at lave dem trekantede. Desuden... Er der ikke bare for mange firkantede ting i verden i forvejen!??

Jeg har stort set brugt det samme trekantede design til alle tre toilettasker. Det sjove var nemlig at lave broderierne. Men det er også det hårde - manner, jeg havde ømme hænder! Man kan nemlig ikke bare sådan sy (pænt) i sådan noget tykt gummi. Så man skal sidde med en hultang og lave alle hullerne først. Også alle hullerne til korsstingsbroderiet! Og det er et fandens bøvl at få markeret og klippet rigtigt, så man laver præcis de rigtige huller og ikke nogle andre! Men når det lykkes, ser det da fedt ud! Og nogen gange er det ikke lykkedes og så har jeg lavet en mærkelig nødløsning. Derfor er den ene sommerfugl anderledes end de andre (jeg er dog ikke sikker på, at man kan se det på billedet). Det var helt ærligt ikke, fordi jeg syntes, sommerfuglene skulle variere i formen, men fordi jeg ikke var parat til at smide hele projektet ud, da jeg kom til at lave et hul et helt forkert sted.
Uden foer, så broderiet kan ses på indersiden
Lille ugle-toilettaske
Det giver et flot finish at sætte foer i og tilfører ekstra farve og mønster (hvilket altid er godt).
Men jeg faktisk også synes, der er noget fedt ved ikke at gøre det og lade broderiets bagside være synligt inden i tasken. Jeg er dog lidt bekymret for, om man nemt kommer til at trække i nogle af trådene eller slide dem over, når man bruger tasken og mange gange skal trække spidse neglefile eller andre aggressive instrumenter op af tasken.

lørdag den 10. august 2013

Min flotte toilettaske af gummi

Jeg går lige og pakker til ferie, og da jeg så fandt min toilettaske frem, fik jeg lyst til at fremvise mit mestestykke.
En periode arbejdede jeg rigtig meget i brugt gummi, altså bil-, traktor-, knaldert- eller cykelslanger. Eller andre køretøjer, der bruger slanger. Jeg har lavet mange forskellige ting, men min toilettaske er den, jeg er allermest glad for.

Jeg får gummislangerne ved sådan et sted, der skifter dæk og slanger på køretøjer. Jeg kan bare gå om bagved og trække de slanger, jeg vil, op af containeren. Det lugter temmelig dårligt af motorolie og hvad-ved-jeg, man bliver utroligt beskidt og det er helvedes tungt at transportere sådan en kæmpemæssig traktorslange hjem på cykel op ad bakke.

Men til gengæld er det et super fedt materiale at arbejde i. Det er ret nemt at sy i og giver et godt udtryk, synes jeg. Stor succesrate. Og det er ret sejt, at man kan lave flotte ting ud af noget, der ellers bare skulle smides ud!


Min toilettakse er er nok lavet af bil- eller motorcykelslange. Det er bare et gæt. Jeg finder jo bare slangerne og gætter ud fra størrelsen på, hvad de kommer fra. Slangerne varierer også i tykkelse og grovhed alt efter hvor store, de er.

Nå. Men jeg er blevet vild med korsstingsbroderi på mine gummislange-produkter. Jeg synes, at den kontrastfulde blandingen af det rå gummi og det mormor-agtige korsstingsbroderi er super fed.
I lang tid broderede jeg selv korssting direkte på gummi-tingene. Det ser også fedt ud og det er et fandens stort arbejde. Men jeg synes faktisk, det her er endnu fede: Jeg har simpelthen syet et udsnit af et korsstings-billede ind i gummiet. Det var helt ærligt også lidt vanskeligt, men det er blevet vildt fedt, synes jeg selv.

Jeg var rundt i mange forskellige genbrugsbutikker for at købe korssting og forelskede mig i et billede - med ramme og det hele - der bare bestod af aftenbønnen broderet. Min mor var først lidt forarget - da ikke en bøn! Men jeg synes netop det er at gå all in på kitsch-stilen. Jeg har stadig resten af den broderede bøn liggende, så jeg kan bruge det til noget skønt en anden gang.

Der er også lynlån og bomuldsfor - både af hensyn til finish men også for at min tandbørste ikke skal ligge lige op ad gummiet, som smager lidt mærkeligt, selv efter at det er blevet vasket grundigt, og som muligvis heller ikke er død-sundt.
Den store knap skjuler den grimme oversiden af magnetlåsen og bidrager med lidt ekstra kitsch.