Viser opslag med etiketten garn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten garn. Vis alle opslag

lørdag den 24. juni 2017

Tre generationer til garnstafet i Århus

I sidste weekend var mig og min mor og min datter på garnstafet i Århus. Det kan egentlig ikke anbefales at tage på en tur rundt til alle byens garnbutikker med en pige på 1½ år, men med overskud, fagtesange og tasken fuld af billedbøger, brikjuice og øko-ostehaps gik det lige...
Og på sådan en dag er butikkerne propfulde af søde damer, som gerne vil hjælpe, lege og smile: Vi fik lov til at skifte en ble i et butikslager, Ronja gyngede på et rokkefår i en anden butik og udenfor en tredje butik blev hun underholdt af en sød med-garnstafetter, som havde sæbebobler i tasken - alt imens min mor og jeg fik fyldt vores garnlagre op!
Jeg kom vist nok til at købe garn til 3 trøjer og en hue til Ronja. Og yderligere to trøjer, som min mor har lovet at strikke. Det er vel nok heldigt, at man aldrig kan få for mange striktrøjer...


onsdag den 28. oktober 2015

Messe-indkøb

Uh, jeg var på messe i lørdags. Det var vidunderligt - bortset fra at der var afsindigt mange mennesker og at jeg fik så uhyrligt ømme fødder! Men der var farver og lærke materialer og mange søde mennesker og masser af ting at hente inspiration fra og jeg havde selskab af min meget gode veninde.
Jeg har haft den aftale med mig selv, at jeg i de 2 forgangne måneder op til messen ikke måtte købe garn og stof, til gengæld for at jeg måtte gå absolut amok på messen! Og det gjorde jeg så!



Men det har faktisk fungeret utroligt godt for mig at lave håndarbejde med indkøbs-benspænd. På en måde var det spændende at være tvunget til at tænke projekter og løsninger ud fra det garn, jeg allerede havde. (Hvilket er temmelig meget, så der var stadig rigeligt at vælge imellem)
Bortset fra at jeg har givet mig selv lov til at cykle i Stof2000 i morgen for at købe ensfarvet lærred og skråbånd, som jeg har en idé med, så agter jeg nu at fortsætte mit indkøbs-cølibat indtil jul. Jeg skal jo have brugt alle de nye, lækre materialer, jeg har købt, og jeg tror måske, jeg kom til at købe mere, end jeg egentlig har brugt de sidste 2 måneder.

fredag den 4. september 2015

Regler!

Min kæreste og jeg er for nylig flyttet ind i en ny lejlighed, og det er i den forbindelse gået op for mig, hvor helt absurd meget garn og stof og andet krea-grej, jeg har samlet sammen!
Så jeg lavede for et par uger siden den aftale med mig selv, at jeg ikke må købe stof eller garn i 2 måneder - nemlig indtil weekenden d. 24.-25. oktober, hvor der er stor kreamesse i Fredericia, hvilket jeg glæder mig drøn-meget til.
På trods af, at den nye og større lejlighed jo giver mulighed for opbevaring at større mængder garn, må der også være en grænse. Jeg anede simpelthen ikke HVOR meget, jeg har liggende! Jeg tror sådan set, jeg har rigeligt med garn og stof til at gå krea-amok i flere timer hver dag i mere end 2 måneder, men jeg kan ikke bære tanken om at gå glip af messen eller alternativt at skulle tage på messe uden at måtte købe noget - alt det lækkert bløde, farvede, uldne, mønstrede og måske endda på tilbud!
Så nu lyder min regel, at der er NUL indkøb af garn og stof indtil messen, og så må jeg bagefter se på de tilbageværende mængder og vurdere, om jeg skal genoptage krea-indkøbs-afholdenheden. Så jeg er gået i gang med at strikke en lille trøje i noget garn, jeg har liggende fra et projekt, hvor jeg bare liiiige skulle købe 200 g rødt garn på nettet, men på en eller anden måde endte med at købe et helt kilo garn, fordi det var billigere pr gram at købe mere og fordi jeg ikke kunne nøjes med kun én farve, når jeg nu alligevel skulle betal porto... Suk :-)


søndag den 16. juni 2013

Garndag!

Det var garnstafet i Århus i denne weekend, så var på tur rundt til en masse garnbutikker i dag. Tilbud og idéer, hurra!
Fandt en super fed butik: Yarnfreak. Friske, flotte farver, sjove idéer og rigtigt søde (og unge!) folk, der havde butikken. Ikke min mening at reklamere, men det var bare så fedt - jeg troede kun det var en netbutik.
Der var bare så mange flotte ting i butikken, mit hoved er fyldt med idéer. Hvad gør man, hvis man gerne vil gå i gang med syv projekter på én gang?!? Se lige de fede pynte-hylstre, jeg fik lov at fotografere i butikken - det er bare kedelige syltetøjsglas, der pludselig bliver til vidunderlige krukker til blyanter, strikkepinde eller alt muligt andet. Dét skal jeg så meget lave!

Nå. Men må lige fremvise... Jeg har købt en masse Zpagetti-garn. Ved ikke helt, hvad jeg skal lave af det, men det bliver flot. Og elsker at have flot garn liggende til ukendte, kommende projekter. Det er som at have alle tænkelige muligheder liggende lige her i min egen lejlighed!

Købte også garn til en hue, jeg har opskrift på i en strikke/hæklebog. Ikke rigtigt gyldigt til hjemmelavet-temaet i denne blog. Hvis jeg ikke på en eller anden måde selv har bidraget med andet end selve udførelsen, gider jeg ikke vise det her. Men viser lige garnet alligevel, fordi det er så sjældent, at man finder rigtigt græsgrønt garn. Det er næsten altid grumsetgrøn eller skriggrøn eller noget andet kedeligt.