Viser opslag med etiketten mad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mad. Vis alle opslag

onsdag den 9. december 2015

Julestemning!

I mit barndomshjem var reglen, at man måtte gå i gang med at julehygge og -pynte d. 1. december eller 1. søndag i advent, alt efter hvad der kom først. Jeg har i de senere år besluttet, at 24. november er den rigtige dato til at gå i gang, for på den måde har jeg én hel måned til at lave alt det julehyggeri, der hører sig til inden juleaften. Men i år opfattede jeg det pludselige (og vidunderlige!) snevejr d. 22. november som et tegn på, at julen var gået i gang før tid! Så jeg har allerede haft god tid til at julehygge...
Der er ikke nogle af mine juleting/aktiviteter, der er nogen større videnskab. Ikke noget at give opskrifter på eller noget, man kan lære noget af. Det er ting, enhver kan improvisere sig frem til og hvor man let kan google sig til en mere avanceret, moderne eller elegant løsning. Men jeg synes, der er noget skønt i at værdsætte det enkle (og hyggelige) og derfor fik jeg lyst til at vise nogle af mine aktiviteret og ting frem.

Juledekorationer

Jeg laver altid juledekorationer som noget af det første, når julehyggen går i gang. Jeg kan bedst lide juledekorationer, som er skov-agtige og minder om, at julen en gang var en fest for at fejre, at solen og naturen er på vej tilbage til os. Jeg er inspireret af vers fra nogle af mine yndling-julesage: 

"O, du dejlige grønne træ, 
som stråler til julens ære, 
stuen dufter så grønt og godt, 
hvor kommer du fra, du kære?
Stod du skjult mellem birk og bøg
hvor ekko i skoven runger?
Fik du tit af en ræv besøg
som leged' med sine unger?"

Og:

"Juletræet på besøg
hilser os fra eg og bøg
med besked der ude fra,
at det lysner dag for dag
og at solen fra sit skjul
ønsker os en glæd'lig jul"




Den ene dekoration er lavet i en orange retro-kop med tilhørende underkop, den anden i en gammel tobaksæske. Fluesvampen er af købt, den er lavet af ler eller porcelæn eller noget. Ræven er en julekugle og nissepigen på den røde kælk er også købt. Men kogler, bær, mos, kristtjorn og gran har jeg selv fundet i naturen. Og så drysser, sprayer og/eller limer jeg lidt glimmer på som tryllestøv eller rimfrost. Det er langt fra elegante Bo Bedre-opstillinger, men jeg elsker mine rodede, nissede, skov-dekorationer og det er så hyggeligt at sidde og lave dem!


Julesmåkager

Tja, alle kan jo finde ud af at lave julesmåkager. På billedet er det brunkager fra Frøken Jensens kogebog. Egentlig vil jeg bare vise de fine udstiksforme, hvoraf vi lige har fået en del i kalenderpakke (!) af min mor: Dinosaurer, isbjørn, giraf og kamel er blandt de nye. Jeg er vild med sjove udstiksforme og har efterhånden samlet vidunderligt mange forskellige til forskellige årstider!


Konfekt

Ih, jeg var så heldig, at min far for nylig tog marcipan og nougat med til mig fra et tysk indkøbsparadis! Så jeg har lavet konfekt i år. Det er ikke nogen større videnskab. Jeg har lagt nugat på marcipan, drysset en smag/variation oven på nougaten og lukket med endnu et lag marcipan. Derefter dyppet først i mørk chokolade, drysset med lidt af smags-giveriet for at markere, hvilke slags, der er hvilke, ladet det mørke choko stivne og derefter dyppet den anden ende i hvid chokolade.
Chokoladen er flydt ud og enkelte af konfektstykkerne tabte jeg helt ned i den hvide marcipan og fiskede bare op med en teske! Men det var møg-hyggeligt at lave og det smager dejligt.
Jeg har lavet 3 variationer: Appelsinskal, frysetørret hindbær og lakrids.




Improviseret juletræspynt

Vi har juletræ i år! Jeg elsker juletrær, men vi har simpelthen ikke haft plads de tidligere år. Men med ny lejlighed fulgte ekstra kvadratmeter og dermed mulighed for et lille juletræ. Jeg var med en veninde ude på en plantage i Kasted (nord for Aarhus), hvor man selv kan gå rundt og vælge sit træ og derefter selv save det af - selve turen er en fantastisk juleoplevelse i sig selv!

Men så gik det op for mig, at stort set alle mine fine julekugler ligger os min mor i Sønderjylland - for hvad skulle jeg med dem her uden plads til et juletræ? Så jeg har måttet improvisere pynt til at hænge på træet: Guld- og sølvsprayede grankogler, bjælder med flot bånd og hjemmehæklede paddehatte.

Genbrug

Faktisk prøvede jeg at løse mit problem med manglende juletræspynt ved at tage i genbrug. Der var masser af kugler, men ikke nogen, jeg kunne lide. I stedet fandt jeg alt muligt andet retro-julepynt som fx gamle korsstingsbroderier og en helt fantastisk dug!


lørdag den 5. december 2015

Sød juletærte

Nogen gange bliver jeg så ivrig, når jeg står i supermarkedets frugt- og grønt afdeling, at jeg kommer til at købe mere frugt, end jeg sådan lige kan spise.
Derfor stod jeg med både æbler og friske figner, der trængte til at blive spist i en fart, så jeg kastede mig ud i at improvisere en lækker frugttærte. Jeg er ret vild med resultatet, så jeg vil lige dele det her...


Opskrift

Dej:
75 g hvedemel
100 g smør/margarine
80 g havregryn
1 æg
1/4 dl rørsukker
1-3 spsk vand (mærk efter)

Fyld:
1 æg
50 g brun farin
25 g smør
3 friske figner
2-3 æbler
20 g paranødder
75 g marcipan
  • Rør det hele godt sammen - det er fedtet stads!
  • Fordel i bunden og op ad siderne på en lille (tærte)form
  • Forbag 20 min ved 200 g
  • Gør fyldet klar, imens bunden bager
  • Hak frugt, nødder og marcipan ud i små, lækre bidder
  • Pisk æg og sukker luftigt
  • Tilsæt smør
  • Rør alt det hakkede frugt mm ud i blandingen
  • Når bunden er forbagt, hældes fyldet over og tærten bages yderligere 15-20 minutter
  • Server lun med cremefraiche til

onsdag den 30. september 2015

Abrikos-chokolade-snegle

Jeg bladrede for længe siden igennem en kogebog og fik øje på en opskrift, der hed noget i retning af abrikossnegle. Jeg forestillede mig, at det var kanelsnegle med abrikosstykker i stedet for kanel, mums!
Men da jeg så vendte tilbage til opskriften for at lave den, opdagede jeg ved nærmere gennemlæsning, at det var en helt anden type dej. Det var slet ikke som en kanelfri kanelsnegl med abrikoser, øv! Så nu har jeg selv lavet mig nogle snegle, sådan som jeg vil have dem. Den første portion blev lidt kedelig, så nu har jeg tilføjet ekstra sukker og smør...
De her heldigvis lige så lette at lave som kanelsnegle og hvis man er utålmodig, kan man springe forhævningen over og skære den anden hævning ned til 20 minutter - men de bliver mere lækre, hvis man giver dem ordentlig tid til at hæve.


Opskrift

Dej:
1½ dl mælk
50 g margarine (eller smør)
25 g gær
1/4 tsk salt
1 spsk sukker
Ca. 5 dl hvedemel

Fyld: 
75 g smør
75 g rørsukker
75 g hakkede, tørrede abrokoser
75 g hakket mørk chokolade
Evt. 2 tsk knust, tørret ingefær (Giver et lækkert bid til smagen, hvis man kan lide det)
  • Tag smør til fyld ud af køleskabet, så det kan stå og blive blødt og lettere at arbejde med
  • Smelt margarine, tilsæt mælk og opløs gær i den lune (ikke brandvarme!) blanding.
  • Tilsæt resten af ingredienserne til dejen (mærk dig frem med hensyn til mængden af mel, dejen skal slippe bordet og være til at ælte, men må ikke blive tung og tør)
  • Ælt dejen godt igennem og stil den derefter til forhævning i 15-30 minutter. Imens dejen hæver, laves fyldet:
    • Rør smør, sukker og ingefær sammen
    • Hak abrikoser og chokolade groft
    • (Man kan godt blande det hele sammen - det kom jeg til, fordi jeg ikke tænkte mig om - men det gør det meget sværere både at røre sammen og at fordele på dejen)






  •  Når dejen har hævet, æltes den kort igennem og rulles ud på bordet. Den skal ikke rulles for tyndt! Mit øjemål er elendigt og jeg målte ikke efter, men jeg vil gætte på, at jeg rullede ud til ca. 20 x 30 cm,
  • Fordel smørfyldet på dejen og drys chokolade og abrokos ud over. Rul dejen. Skær den i tykke skiver, 8-10 stk. Læg sneglene på en bageplade, læg et viskestykke over og lad dem hæve 30-40 minutter.
  • Bages i 15 minutter ved 200 grader. De skal tages ud, imens de stadig føles bløde og lidt snaskede - ellers bliver de tørre, når de køler. 

tirsdag den 11. august 2015

Dinosaurus-kage



I lørdags holdt jeg en dejlig halvårs-fødselsdagsfest for mine venner. Jeg havde længe tænkt over, hvaffor en flot kage, jeg ville lave i år og bestemte mig til sidst til en dinosaurus-kage. Jeg har nemlig været i biografen (2 gange!) for at se Jurassic World og jeg synes, den er FED.
Kagen er lavet ud fra en kringle-opskrift, jeg har fået af min svigermor. Den er lækker og god til alle mulige, mærkelige kager i facon. Det var også den opskrift, jeg brugte til Cirkeline-kagen for nogle år siden.
Da jeg formede dejen, gjorde jeg mig en temmelig umage med at sammenligne med et billede af en tyranosaurus rex. Men da kagen først var hævet og derefter hævede yderligere under bagningen, var der ikke så meget autenticitet tilbage, så jeg besluttede at tage mig lidt friheder mht. pyntningen.
Skulle nogen undre sig, så er den røde klat i hjørnet naturligvis en blodig klump kød, som den drabelige T-rex er ved at fortære.



mandag den 22. september 2014

Minilagkager

I weekenden holdt jeg specialeafleveringskagehygge for mine venner, som spurgte, om der ikke snart kommer et nyt indlæg på bloggen. Det gør der af forskellige grunde ikke sådan liiiige med det første... Så de foreslog mig at lave et indlæg om kagerne til festen. Det kommer her....


Konceptet er enkelt: Med et drikkeglas og en hjerteformet småkageform skar jeg og min veninde, som hjalp til, lagkagebunde (købte - overvejede at bage dem selv, men blev så overmandet af realitetssans samt det faktum at det ville kræve en del små springforme, som jeg ikke have) ud til små lagkagebunde.

Jeg havde på forhånd købt alt det lagkage-agtige, som Fakta havde: Flødeboller, frosne bær, bananer, kagecreme (også det havde jeg tænkt mig at lave selv, men Fakta havde ingen Maizena-mel, der var 2½ time til gæsterne kom og vi havde netop opdaget et særdeles utæt vandrør i vores køkken, så jeg blev enig med mig selv om, at det ikke skulle være i år), makroner, skumfiduser, piskefløde, etc.

Og så gik min veninde og jeg kage-amok i mit køkken...


Vi kogte lækkert rabarber-jordbær-halløj (rabarber, jordbær, sukker på gefühl koges godt ud ved lav varme. Tilføj evt. lidt mel til sidste for at jævne)

Vi lavede skumfidus-creme (smelt skumfiduser i en gryde ved svag varme med en ganske lille smule mælk. Rør tit. Når de er blevet bløde, tages de af varmen, pisk lidt æggehvide (1-3 hvider alt efter mængden af skumfiduser...) med en lille sjat sukker. Rør derefter æggemassen i de smeltede skumfiduser. Det er noget klistret stads. Hvis det stivner så meget, at det ikke er til at have med at gøre, før man får placeret det, hvor man vil, fx på kagen, så varm det forsigtigt op igen)

Vi piskede fløde.
Vi mosede flødeboller.
Vi knuste makroner.
Vi rørte kagecreme.
Vi dryssede lakridspulver.
Vi lavede 13 små, fine lagkager. Lige som vi havde lyst. Alle forskellige! Og så pyntede vi dem med flødeskum og kageglimmer og kagepynt og frugt.



Jeg tænker, at det kunne være sjovt at gøre det samme igen en anden gang, men så selv lade gæsterne samle og pynte deres lagkager. Bare gøre nogle små lagkagebunde og alt fyldet og pyntet klar og så lave lagkageworkshop. Det bliver næste år. Måske.

mandag den 14. juli 2014

Auberginekage

Man kan lave squashkage, gulerodskage, græskarkage, banankage, æblekage. Hvorfor så ikke auberginekage? Men alle, jeg talte med, lød i bedste fald tvivlende. Jeg googlede det uden held og begyndte efterhånden at tvivle på mit projekt...























Auberginen giver ikke nogen særlig smag, så det bliver egentlig bare en chokoladekage. Men auberginen betyder, at kagen ikke bliver tør, den kan holde sig i flere dage uden at blive kedelig. Desuden er det en god måde at komme af med en aubergine, der er begyndt at se træt og slatten ud.

Ingredienser
1 aubergine (ca. 275 g)
½-1 dl kakaopulver
3 æg
2½ dl olie
4 dl (rør)sukker
5 dl mel
2 tsk bagepulver
100 g mørk chokolade (evt. mere)
Evt. 1 dl tørrede tranebær eller en håndfuld friske pebermynteblade


Fremgangsmåde
Skræl auberginen og riv den groft
Pisk det hele godt sammen (rør chokolade i til allersidst, når resten er blandet godt sammen)
Hæld dejen i et fad (jeg brugte en springform på 22 cm i diameter)
Bag ved 200 grader i ca. 50 minutter - tjek efter ved at stikke en gaffel i og se, om der hænger dej ved. Den er lækrest, hvis den ikke bliver bagt tør.
Den smager drøngodt med cremefraiche til

søndag den 15. september 2013

Snyd!

Nuttet og underlig gulerod
Muskuløst mutant-skurkedyr i løb
Jeg indrømmer. Nu snyder jeg igen og viser noget, der ikke har noget at gøre i en blog om hjemmelavede ting. Men SE lige den gulerod! Jeg har lige hevet den op af mit højbed i dag, og den er da bizar. Først syntes jeg bare, den var sjov og lidt sød.

Men da jeg så stillede den på alle tre for at tage et billede af den, gik det op for mig, at den ligner sådan et science-gone-bad ondt væsen fra en Spiderman-film. Så nu synes jeg ikke længere, den er charmerende men bare scary. Spiser den nu nok alligevel til aftensmad. Hehe.

Nå, men egentlig havde jeg mit kamera med for at tage billede af noget, jeg faktisk har lavet selv. Men det er en gave, så jeg tør ikke vise det her (endnu). Må vente til den skal gives - først om lidt lang tid.
(Cliffhanger! Smart, ikke?)

I stedet for at vise det, jeg har lavet, må I se skotøjsæsken, den ligger i. Ikke særligt nydelig, enig! Men jeg er endnu ikke helt sikker på, ikke skal mere ned i æsken. Så jeg vil ikke pakke den pænt ind endnu.

lørdag den 31. august 2013

Marmeladeriet

Det var ligsom bare lidt koldt og overskyet med byger i går. Totalt efterårsagtigt. Så efter at have været ude og være blevet våd én gang, gik jeg ind og hyggede: Jeg kogte marmelade og hørte Leonard Cohen og skabte en gigantisk opvask i vores meget lille køkken.

Klar til at gå i kast med frugten
 Jeg er meget fascineret af frugt, som ingen bruger. Der er faktisk rigtig meget frisk frugt, der gror i Danmark, og som alle kan tage, men ingen bruger. Hyben og mirabeller og æbler, der gror vildt rundt omkring. Og bær! Og alt muligt.

Mirabeller i gryde, sådan
 Så jeg har samlet mirabeller fra forskellige træer, der står langs cykelstien på vej hjem fra mit arbejde. Cykelstien ligger på den strækning et godt stykke fra vejen, så der er ikke engang fyldt med fæl bilos på frugterne.
Æblerne er sammensat af sure æbler fra samme strækning, ananasæbler fra min venindes kolonihave samt nogle store, lækkert udseende nedfaldsæbler fra en have, jeg gik forbi den anden aften. (De lå på fortovet, så jeg måtte godt tage dem!)

Så får æblerne en tur
 Det betyder, at jeg aner ikke, hvad det er for nogle æbler og hvilken type mirabeller, det er. 
Frugterne var meget forskellige i modenhed - nogle var særdeles splattede og andre var rigeligt hårde. Ned i gryden med det hele, sådan blev det i år! Og man kan selvf. sagtens bruge æbler, der har fået stød eller som har ormehuller. For de skal alligevel skæres i små stykker, så man kan bare smide de brune eller på anden vis skumle stykker ud og bruge resten.

Frugt i gryden
(Det med hyben, der er gratis og tilgængelige var bare et godt eksempel. De er mægtigt sunde og jeg har flere gange kastet mig ud i at lave marmelade af dem og bage med dem. Men jeg synes helt ærligt, at det er et HELVEDES bøvl at få fjernet kernerne, så jeg gider ikke i år!)

Nam, så er der marmelade
 Nå, til pointen: Man kan altså bare prøve sig frem med marmelade, det er frygteligt nemt: Putte det frugt i, man har, og selv vurdere mængder af vand og sukker.

TA-DAR!
Men der står nedenfor, hvordan jeg gjorde. (Det smager godt!) Forresten er det nogle ret små portioner, jeg har lavet. Gang evt. op.

Marmelademadder



























P.S. Slog lige 'ørentvist' op på ordnet.dk, for at være sikker på, at jeg havde stavet det rigtigt. Der læste jeg den forstyrrende information, at ørentvisten har sit navn, fordi "insektet mentes tilbøjeligt til at kravle ind i folks ører"! Jeg er med på, at der står "mentes", fordi det bare var noget, man troede - ikke noget ørentvisten faktisk gør. Men fæl, fæl tanke!

Mirabelle-æble-marmelade

250 g mirabeller400 g æbler
5-6 blade frisk pebermynte 
(frugten er vejet i renset tilstand)
1 dl vand
½ dl rørsukker


Mirabeller skæres halvt over, stenen fjernes - jeg fjerner kun sten og vildfarne ørentviste.
Æblerne renses og skæres i små stykker.
Put i gryde sammen med vand. 
Kog ved middelvarme i 3 kvarters tid. Rør rundt en gang imellem, så det ikke brænder på.
Tilsæt sukker og skru ned på lav varme.
Kog til det har en passende tykkelse (lidt tyndere end du vil have det - det stivner, når den køler). Jeg lod det koge cirka 20 minutter. Smag til om du vil have mere sukker i.
Tilsæt atamon, når det har kølet lidt.
Hæld på glas og spis!


Rabarber-æble-gulerods-marmelade

100 g rabarber
100 g æble
50 g revet gulerod
1 dl vand
50 g sukker

Rens frugt, skær i små stykker.
Put i gryde sammen med vand og pebermynteblade. Kog ved middelvarme i 3 kvarters tid. Rør rundt en gang imellem, så det ikke brænder på.
Tilsæt sukker og skru ned på lav varme. Tilsæt en spsk vand, hvis der ikke er mere væske i bunden.
Kog til det har en passende tykkelse (lidt tyndere end du vil have det - det stivner, når den køler). Jeg lod det koge cirka 5 minutter. Smag til om du vil have mere sukker i.
Tilsæt atamon, når det har kølet lidt.
Hæld på glas og spis!

lørdag den 3. august 2013

Nada-brød

Her kommer opskriften på en meget nem, lille frokost/madpakkeret, man hurtigt kan lave. Og som smager godt. Har selv lige spist det i dag, da der viste sig ikke at være noget brød i lejligheden, og jeg ikke gad hverken at cykle ud og handle eller bage boller (al den hævetid, suk!)
Det er noget, min mors veninde lavede og forklarede os, hvordan man laver. Deraf navnet: Hun hed Nada. 
Det er nok i virkeligheden bare fladbrød med ost.
Man kan selvf. bruge forskelligt fyld. Jeg synes dog, ost (og masser af det!) er centralt, for at det ikke bliver en meget tør oplevelse.
Hvis man synes, at det er lidt for knækbrøds-tørt, kan man putte en smule olie i dejen, så bliver det færdige brød en anelse mere smidigt.
Smager brand godt at spise sammen med hvidløgs-stærk guacamole.

Opskrift

Ingredienser:
1 dl hvedemel + lidt ekstra
1 dl grahamsmel eller speltmel
lidt salt
½ dl vand
6 skiver ost
1 peberfrugt
lidt oregano

Bland begge typer mel og salt i en skål. Hæld vand over og rør rundt. Ælt til en fast, sej dejklump.
Del dejen i 3 lige store stykker og rul dem tyndt ud med masser af mel på bordet.

Sørg for at osteskriver, peberfrugt i skiver og oregano ligger klar.

Tænd kogepladen på max og sæt panden på - panden skal være helt varmet op, før man lægger brødene på.
Når panden er varm, skal du lægge du et brød på og lader det bage nogle minutter. Det er forskelligt, hvor lang tid, det skal have - kik efter løbende.
Når det er klar til at vendes, skal der være små, brændte "toppe", men det må ikke overordnet være brændt (se på billedet, hvordan det skal være).

Når brødet er færdigt på den ene side, skal du vende det. Læg straks ost, peberfrugt og oregano på den ene halvdel.
Der får det lov at smelte ganske kort tid, før fladbrødet klappes sammen på midten, så fyldet dækkes. 
Hvis man venter for længe med at klappe brødet sammen, er det blevet helt stift og kan ikke foldes uden at knække. 

Når det er foldet, tages brødet af panden er og færdigt.
Spis. Nam nam.


















torsdag den 25. juli 2013

Grøntsager!

Okay. Jeg ved godt, at jeg strækker temaet for min blog lige nu. Hjemmelavede grøntsager? Nja, den går nok ikke. Men næsten...
Sammen med en veninde har jeg selv fyldt ny kompostjord i højbedene og vandet planeterne i løbet af foråret og sommeren. Jeg har helt selv plantet frøene og luget ud i bedene.
Så jeg snyder nu. Og viser min høst alligevel. Jeg synes simpelthen, det er så vidunderligt med mine helt friske, lækre, selvdyrkede grøntsager. Min første, lille høst. Vidunderligt!
Nam!


Ikke mere snyd

Kan jeg måske redde dette snyde-tema-indlæg ved at vise mine hjemmelavede hæklede grøntsager (og frugt og muffins)? Det er mægtigt moderne med hæklet mad, synes jeg. Lidt ærgerligt for mig. Det er da federe at vise noget frem, som alle andre ikke også har lavet. Men jeg vil godt lige prale: Jeg har jo lavet dem uden opskrift, bare ved frihækling. Så TA-DARH!

søndag den 14. juli 2013

Rent og skært pral! 2 (ikke just)


Novra, et øh... gult flødeskumsbjerg?


Fredriks gule bus
Okay. Min totalt fede halvårsfødselsdagskageide mislykkedes lidt. Det skulle have været en gul bus. Det blev måske mest en mærkværdighed. Men jeg vil gerne sige til mig forsvar, at det er pokkers svært at lave en gul bus ud af en lagkage! Til gengæld smagte den godt. Med rabarber og friske jordbær, kagecreme og (gult) flødeskum.
Idéen med den gule bus var selvf. at udleve min Fredrik med Bilen-fantasi, som jeg ellers opgav, da jeg ikke orkede at hækle dukker nok til at lave hele børnebogsuniverset.
Det overordnede tema ved kage-planlægningen lykkedes dog, hvis jeg selv skal sige det. Men hjælp fra en veninde fik vi lavet nogle skønne muffins dekoreret som gule kinesere, røde indianere, brune arabere og sydhavsø-beboere, hvide danskere (eller europæere eller hvad man nu vil sige - det defineres ikke nærmere i bogen) og sorte folk fra Afrika.

Der er gule - ja, det passer
Fredrik har jo set dem.
Der er sorte - ja, det passer

"Selv om Fredrik selv er hvid
ved han nu det passer,
at der er kulørte børn,
der er akkurat som Fredrik,
kun i andre farver"

Bussen kom OVERHOVEDET ikke op på siden af mine tidligere kagekreationer, men jeg synes, nogen af muffinsene blev virkeligt vidunderlige! Og grim bus eller ej. Da jeg først (med lidt fornærmet stemme) havde sagt til gæsterne, at det ikke var en lysegul racerbil med altså faktisk en bus, var der straks en, der kunne se, at det var bussen fra Fredrik med Bilen.

P.S. "muffinsene" - det ord ser skørt ud. Tænk at det virkelig bøjes sådan. Jeg har slået det op!!!

fredag den 5. juli 2013

Rent og skært pral!

Nu har jeg snart halvårsfødselsdag igen. Det var super hyggeligt sidste år – hvad skal man med fødselsdag i kolde, grå og dumme januar, når man (også) kan holde halvårsfødselsdag i juli med solskin, havefest og skattejagt.
Desuden, hvornår er kage, hygge og skattejagt ikke på sin plads!?!

Og se lige billedet fra sidste år med flagranker (hjemmelavede, selvf.!) i æbletræerne. Ser da flot ud!

Nå, det her indlæg er 100 % pral. Kagepral. Så lad mig komme til sagen. Se lige de sidste års kagekone-kreationer (fedt ord, ikke? Helt Halfdan Rasmussensk)! Er de ikke fede?!? 


Så nu føler jeg mig lidt presset - kun af mig selv, selvf.! Hvordan skal jeg kunne lave en lige så vidunderlig kager i år?!! Jeg har en plan, men jeg afslører ikke noget. Endnu.